Jeg forstår godt, når Roberto melder ud at "Vi er én stor familie," og så videre, men selvom sammenhold er godt og prisværdigt, er det samtidigt også nødvendigt at en træner kan træffe svære og upopulære valg. En mand som Ferguson var ikke bleg for at give sine spillere en 'føntørrer' hvis de skejede for meget ud. Jeg siger ikke at Xavi skal ændre personlighed og aner ret beset heller ikke om der falder skideballer af, men jeg kunne godt tænke mig at samme konsekvens, som Balde oplever, også ville tilfalde Lewandowski, der i dén grad er faldet i niveau.Jeg håber at vi snart kommer på det rette spor igen men det kræver at Xavi tager nogle hurtige beslutninger angående de ovennævnte spillere. Han skal også ændre sin attitude og vise hvem der er boss i klubben.
Vi skaber chancer, men spillet er kritisabelt og det er i virkeligheden min største anke. Nederlag hører med til fodbold, man taber nogle gange flere kampe i streg, men det er måden, det sker på, der gnaver i optimismen. Vi spiller ikke som Barcelona mere og det er måske det, mere end noget andet, der dræber lysten til at se kampe, om end jeg naturligvis altid gerne vil følge holdet. Det er bare ikke med samme glæde, som tidligere.
Jeg var ikke fan af Dembélé, men han var uforudsigelig og havde X-faktor. Det har ingen i truppen, ud over et par unge talenter, der slet ikke skal bære det ansvar.
Raphinias profil passer ikke til klubben, synes jeg, og det ville ikke gøre mig det store om han blev solgt, problemet er bare at vi ikke har alternativer ud over en ung Yamal, der ikke skal smides fast ind på positionen allerede.