https://www.fcbarcelona.dk/Nyheder/xavi ... tater.html
Nej, det går virkeligt ikke godt, men hvilke muligheder har Xavi reelt haft? I går var første gang, i den tid Xavi har været træner, at han havde alle spillere til rådighed - og straks bliver Ansu og Pedri og Alba skadet - IGEN.
Vi har ikke haft mulighed for at kunne bedømme om Xavi vil og gør det rigtige, han har ikke haft mulighed for at kunne spille blot 3 kampe i træk med de samme spillere, endsige at sætte et hold. Enten er spillerne for unge eller også er de for gamle, det lyder lidt som en fræk tysk film, men det er Barcas virkelighed, lige nu og her.
For mig er der i hvert fald ikke andet at gøre end at vente. Vente på, at der kommer forstærkninger til klubben, vente på, at talenterne bliver lidt ældre - og tungere. Vente på, at de ældre spillere trækker sig tilbage eller bliver breddespillere på holdet. Vente på, at Xavi lærer af sine fejl. Vente på, at økonomien bliver bedre. Vente på, at automatismerne mellem de folk, der skal tegne holdet i mange år frem, skal indfinde sig. Og vente, på at Olympens guder finder nogle andre mennesker at kaste deres altid ødelæggende vrede på - end vores klub.
Jeg tror på Xavi, men det er ikke nok, at jeg gør det - andre skal også - og det er vigtigt, at han i hvert fald får den næste sæson med, hvor der er tillid og ro nok til, at han kan foretage sine dispositioner frit. Hvis han altså skal have den chance, som man snakkede om fra begyndelsen, at han skulle have.