Kære Easy.EasyBuddhist skrev: ↑man aug 16, 2021 12:02 amDet er frustrerende at sidde tilbage med en skuffelse, som ikke rigtig lader sig fortrænge af at man lader det gå lidt tid inden man skriver sit postmatch indlæg. Men det er desværre et faktum, der er svært at komme udenom.
Kampen starter egentlig ret positivt, man får sat sig godt på spillet og Sociedad bliver holdt i noget, der minder om et jerngreb. Markeringerne sidder rigtig, rigtig godt i første halvleg, hvilket gør at La Real aldrig bliver farlige på noget tidspunkt. Garcia ligner præcis den forstærkning af forsvaret, men har skreget på i årevis og samtidig, så gjorde angriberne det, som jeg skrev før kampen, ville være godt at se, nemlig at veksle mellem positionerne med stor dynamisk effekt. Braithwaite illustrerede dette perfekt ved at score første mål fra venstre, andet mål fra midten og til sidst lægge op fra højre, men det var perfekt udført af hele trioen, som hver for sig både søgte dybt, bredt og ned i banen.
Et langt stykke hen ad vejen var det fint og i en kort periode også rigtig godt, hvor det mindede om den totalfodbold, Koeman så gerne vil spille. Men jeg må ærligt indrømme, langt det meste af tiden brød jeg sgu mig ikke rigtig om spillet. Særligt midtbanen savnede dynamik og kreativitet og frem for alt, så manglede der mand-mand udfordringer på et niveau, der er Barca værdigt, når man lige ser bort fra enkelte momenter fra Depay. Grizmann er stadig lige frygtelig at se på, han passer bare ikke ind. Braithwaite, der nok spiller sit livs kamp, er heller den type spiller, jeg kan lide at se på, selvom han leverer på et niveau, jeg bestemt ikke havde forudset, da han kom til klubben.
På midtbanen er trioen Busquets, De Jong og Pedri til tider en god kombination, men langt det meste af tiden mangler man det sidste. Man mangler det, som gør spillet smukt at se på. Det overraskende, det tekniske, det frække og det geniale. Det er der ikke, lige meget, hvor meget jeg kigger. Jeg havde håbet på at se Demir eller Puig inde fra start og den anden i løbet af kampen. De har, som de eneste lige nu, nogle af de elementer, som der mangler i spillet. Nu hvor Messi er væk, får man det ikke andre steder fra, så det er bydende nødvendigt, man får det tilført. Fordi, det her spil vi så i dag, hvor meget man end kan opløftes af den holdmæssige præstation, som bevares, var rigtig god, så er det, præcis det, jeg frygtede vi vil komme til at se hele sæsonen igennem.
Koeman havde fået sat holdet fint op til kampen og man kan sagtens forsvare opstillingen, i en åbningskamp af den svære slags. Men han taber fuldstændig kampen på gulvet i anden halvleg, hvor der ellers var en fantastisk mulighed for at bygge på spillet og få det løftet op på et endnu højere niveau allerede tideligt på sæsonen. Indskiftningerne var horrible og havde karakter af dele spilletid ud til sine favoritter, end det havde nogen som helst spillemæssig eller taktisk årsag. Det var dybt, dybt skuffende at se på at man er foran 3-0 og så skifter han tre forsvarsspillere ind, en DM og en CM. Frygteligt, ganske enkelt og jeg sidder med en grænseløst irriterende følelse her efter kampen, der ikke rigtig vil forsvinde. Mest fordi, jeg kunne have sagt mig selv det hele inden kampen, fordi man kender Koeman alt, alt for godt efterhånden. Han er så forudsigelig at det gør ondt og man får lyst til at tage derned og stikke ham et par flade, bare for at få en alternativ reaktion fra ham. Man havde glædet sig inden kampen til at se de unge folde sig ud, men det var alle de usual suspekts, der fik lov at spille og spillet var alt, alt for systemisk til min smag og nu er det så uden Messi til at løfte tingene, så man bliver bare lidt tilfredsstillet.
Havde man haft nogen som helst forhåbning om at det ville blive bedre med tiden, så kunne jeg sagtens leve med det, men faktum er, at det nok bare bliver værre og værre herfra.
Nå, men det var første kamp og man skal heller ikke være alt for negativ. Som sagt så ser Garcia og Depay ud til at være et par seriøse forstærkninger. Emerson havde ikke det bedste indhop, men han skal have tid til at falde til, før man dømmer ham. Og så vil man jo gerne vinde og det gjorde man jo.
Hvorfor vil du ikke bare acceptere, at vi lever i en anden tid nu, end for 10-12 år siden? Og så mobilisere din begejstring derfra?
Det som du altid efterspørger af kreativitet, finesse og ekvilibrisme er ikke nok til at vinde fodboldkampe - og det har det aldrig været. Der har altid skulle kæmpes og altid har holdet været vigtigere end enkeltpersoner og lækkerier. Det vi så i går var FUNDAMENTET for, at holdet kan få noget succes, nemlig holdånd og fight - og sidst men ikke mindst: effektivitet. Som vi ikke har set det i mange år. Så må vi håbe på, at der også med tiden, bliver noget mere plads til ekvilibrismen.
Ja, jeg er også ked af, at Koeman ikke tør satse noget mere offensivt; f. eks. Puig eller Gavi i stedet for Pedri, som ærlig talt lignede en, der kunne trænge til en god måneds hvil, for selvom han løb og løb, så ser vi ikke, de mere overskudsagtige ting fra ham, som vi så i første sæson frem til ca. marts måned, hvor han var ved at køre død. Og ja, jeg havde også håbet på, at Demir var med fra start - på bekostning af Brathwaite. Jeg må dog bare tage hatten af for Brathwaite, fuck hvor spillede han godt og han er lige det, som Barca har brug for i truppen lige nu. Om man så kan lide hans måde at spille på eller ej. Og så er det også tydeligt, at han har forbedret sig rent teknisk, siden han kom til klubben.
For at få noget mere dominans og kreativitet på midten, kunne man også, ligesom under Pep, forsøge sig med Puig eller Gavi på en af de 3 forreste, eksempelvis Brathwaite eller Griezman. Men jeg synes lige som du, at det fungerede ret fint med de 3 sammen. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig, at se dem spille sammen igen. Men jeg kunne også godt tænke mig, at se Demir.
At kampen kørte lidt af sporet i 2 halvleg, synes jeg ikke rigtigt falder tilbage på Koeman. De presser os højt det første kvarter og så scorer vi. Her kunne jeg personligt godt tænke mig, at de Jong trak helt ned i banen og tog del i det første opspil, han er netop en spiller, som kan bruges til den slags situationer med højt pres og vanskeligheder ved at afvikle spillet. Det var ikke Koemans skyld, at de fik 2 mål lige efter hinanden, men jeg er ret sikker på, at der bliver trænet omstillinger til træningen og det så vi også i går. Dog vil jeg gerne medgive dig, at det virkede noget amatør agtigt, at lave en 5-3-2 10 min. før tid.
Busquets og Pique, ja de er gamle og er "the usual suspects", men man kan heller ikke vinde fodboldkampe med helt nye spillere på alle positioner. Busquets har været rigtigt god i 21 og hvis Pique kan følge hans eksempel, så er det glimrende, jeg har bemærket, at han holder sig generelt længere tilbage på banen, hvilket selvfølgelig gør, at han bliver mindre udstillet på sin hurtighed. Alba kan man heller ikke sige noget til, han var god i går.
Så kære Easy, kom nu ind i kampen og glæd dig over den fodbold, vi trods alt spiller. Hvis vi kan holde den intensitet, vi så i store dele af kampen i går - i hele sæsonen, så tror jeg, at vi har noget at glæde os til. Måske Xavi, som træner, havde prioriteret anderledes, mht. det offensive, men jeg er sikker på, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at få dem til at spille som et hold og få dem til at fighte - for det har altid været forudsætningen for at vinde fodboldkampe, i hvert fald de store af slagsen.
Barca er jo i den svære situation, at deres fans altid vil have, at de vinder, men samtidigt, så skal de også vinde på en SÆRLIG måde, fordi deres fans er nogle forkælede "aficionados", som åbenbart har meget lidt at gå op i, andet end fodbold. Men det vigtigste for klubben og navnlig for holdet, må jo trods alt være, at de vinder og kæmper - så skal ekvilibrismen nok komme. Men du må også forstå, at den fodbold som Pep og Barca stod for, den tabte til Chelsea i 2012 og kom aldrig rigtigt tilbage senere. Pep har forsøgt siden i Manchester, men ikke lykkedes. Vi har set noget fantastisk fodbold med City, bevares, men den har tabt. Og så vil jeg selvfølgelig gerne medgive, at City heller ikke har haft marginalerne med dem. Men det er jo heller ikke meningen med den slags fodbold, hvis den lykkedes, at man skal have marginalerne med sig. Det er meningen, at man skal smadre og ydmyge modstanderne, så de under kampen helt opgiver at spille.
Jeg tror personligt selv at den slags fodbold, hvor teknikken og ekvilibrismen vinder over fysikken og taktikken er fortid. Og det tror jeg pga. fodboldspillere generelt bliver dygtigere med bolden og at fysikken samtidigt bliver vigtigere og vigtigere. Så modsætningerne bliver mindre. Hold som i dag er dygtige til omstillingsfodbold er rigtigt dygtige teknisk. Den fodbold, som gjorde at Barca. for 10-12 år siden kunne spille deres tiki - taka var jo netop det høje pres og intensiteten, som man ikke helt havde set mage til før. Idag spiller alle de store hold med højt presspil og intensitet, så Barca mistede deres særstatus meget hurtigt og dette gjorde, at deres spil måtte omstruktureres, sådan som man så det under Enrique, hvor vi stod lavere og spillede mere på omstillinger.
Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, måske kommer der en ny gylden generation, men så er det også vigtigt, at vi (det bliver jo nok ikke i vor levetid) nyder den som en sådan, som noget ENESTÅENDE - og ikke forventer eller kræver, at alt andet, skal være som den.