ELPISTOLEROSUAREZ skrev:Det er da en glimrende årsag til at begrænse ytringsfriheden. Det er da i samfundets interesse, at folk kommer godt ud af det med hinanden. Ytringsfriheden er jo i forvejen ikke i nærheden af at være fri, som i at man kan sige, hvad man vil uden konsekvenser. Det virker som om, at du går og tror eller i hvert fald ønsker det.
Det er da overhovedet ikke nogen glimrende årsag. Injurieparagraffen, blasfemiparagraffen, racismeparagraffen og diverse tavshedspligter forhindrer mig altså ikke i at svine dig gevaldigt til, hvis det var det jeg havde lyst til. Det er stadig relativt nemt - og i store træk heldigvis også lovligt, hvis man lige ser bort fra ovenstående eksempler på undtagelser - at fornærme store befolkningsgrupper og dele af befolkningen. Jeg ved i øvrigt udmærket godt at ytringsfriheden har sine begrænsninger. Jeg er såmænd fint klar over at grundlovens §77 kun som udgangspunkt beskytter mod forhåndscensur. Jeg må hellere - selvom jeg allerede har gjort det én gang - lige understrege, at jeg ikke ønsker
absolut ytringsfrihed. Injurier og tavshedspligter er en vældig god idé. Racismeparagraffen og blasfemiparagraffen er derimod to rigtig dårlige idéer.
ELPISTOLEROSUAREZ skrev:Okay, fremmed nation så. Det ændrer ikke på pointen, at man kan i mange tilfælde blive hevet i retten for flagafbrænding lige så vel som ved afbrænding af hellige bøger. I modsætning til, hvad du gav udtryk for - det var derfor, jeg nævnte det.
Hvorfor ændrer det ikke pointen? Kan vi blive enige om at det er lovligt at brænde Dannebrog af i offentligheden? Hvornår har jeg skrevet noget forkert?
ELPISTOLEROSUAREZ skrev:At en artikel ikke bliver brugt så tit betyder ikke, at den bør afskaffes. Hvis du går ind og læser straffeloven for vel nok et hvilket som helst land i verden, så vil du jo se, at der kan straffes hårdt for selv "småting", og der kan straffes for ting, som der ofte ikke straffes for. Jeg kan godt se nogle af dine pointer, f.eks. omkring at en bibel blev afbrændt på tv uden tiltale, men mon ikke det skyldes omstændighederne? Eller hvorfor skulle der så blive rejst tiltale denne gang, tænker du? For sjov? Med al respekt, så har jeg mere tillid til juristernes vurdering lige her.
Omstændighederne? Omstændighederne i 1997 var at Biblen blev afbrændt på landsdækkende fjernsyn, mens omstændighederne i Koran-sagen er at den blev afbrændt på privat ejendom og derefter lagt ud på en obskur Facebook-gruppe, der reelt nåede ud til en meget, meget lille og meget, meget eksklusiv del af befolkningen.
Grunden til at der bliver rejst tiltale denne gang, er da uden tvivl at det er fordi vi har med Koranen at gøre. Igen: Jihadistens Veto. Vold virker.
Jesni skrev:Wow, du er idealistisk. Lad mig gøre det kort, for du er klart mere investeret i den her debat, omend jeg ikke synes du er særlig oplyst.
Nu har du to gange bedt mig om at slå ord op i ordbogen, på trods af at jeg i begge tilfælde brugte dem i fin overensstemmelse med deres betydning, og så er det gudhjælpemig mig der bliver beskyldt for at være uoplyst.
Jesni skrev:Ytringsfriheden er begrænset i så mange afskygninger i vores samfund at det ikke giver mening at holde fanen højt ifht religion. Udover blasfemi, injurie og racisme, så er der jo så mange indirekte påvirkninger som tavshedspligt, der jo gennemsyrer så mange organisationer, der tydeligvis også så skulle på den idealistiske top-10, der jo virkelig hæmmer mange i at oplyse i samfundets interesse.
Jeg har allerede forklaret dig én gang at jeg ikke ønsker
absolut ytringsfrihed. Som jeg netop også har skrevet, så er injurieparagraffen og diverse tavshedspligter to ganske glimrende begrænsninger af ytringsfriheden. Men jeg synes immervæk at det er en aldeles stram sammenligning, at drage paralleller mellem at brænde en hellig bog af og så eksempelvis at udlevere civile personers private oplysninger givet i fortrolighed, eller at udlevere klassificerede dokumenter der potentielt kan sætte nationens sikkerhed på spil.
Jesni skrev:Men fair nok, jeg har skrevet det før og gerne igen. Grundlæggende handler det vel om man kan acceptere at man juridisk ikke må være krænkende overfor andre. Jeg vil mene at almen dannelse og god opførsel burde kunne håndtere sådanne "indgreb", men du er så af en anden overbevisning, og kæmper for retten til at krænke andre. Igen, det vil jeg mene er et usympatisk karaktertræk fra dig og mange andre, men det må i jo så om.
Jeg vil mene at almen dannelse og god opførsel, er to glimrende årsager til netop ikke, at have en racisme- og en blasfemiparagraf. Hvor mange af os havde hørt om eller set videoen med Koran-afbrændingen før der blev rejst tiltale? Jeg tror ikke nogen af os var klar over, at det overhovedet havde fundet sted, for det var kun nået ud til en lille, rabiat Facebook-gruppe, hvor kun en brøkdel af den danske befolkning gider at bruge sin tid.
Vi er heldigvis et relativt veluddannet samfund, hvilket også betyder at vi som regel godt kan gennemskue, hvornår der er tale om rabiate holdninger og fornuftig kritik. Det gælder i øvrigt både for blasfemi og racisme. Men ligesom et medlem af Hizb ut-Tahrir skal have lov til at mene og ytre, at den danske samfundskonstruktion er helt hen i vejret, og at Sharia burde konstituere dansk lovgivning, så skal rabiate højrefløjstosser også have lov at sige rent ud idiotiske ting om Hizb ut-Tahrir, så længe der ikke opfordres til vold eller bliver begået injurier.
Hvorfor er det et usympatisk karaktertræk, at jeg kæmper for og ønsker at forsvare
andre folks rettigheder til at krænke alle andre, der jo i øvrigt ligeså vel kan inkludere undertegnede? Jeg synes det er småligt og latterligt at brænde Biblen, Koranen, Toraen, Dannebrog, et palestinensisk flag eller en Real Madrid trøje af, men jeg kan simpelthen ikke få øje på én god, rationel grund til at det burde være ulovligt.