Chelsea-klynk efter United-brag
Chelsea-manager Andre Villas-Boas utilfreds med dommer Howard Webb. Men United-manager Alex Ferguson var også utilfreds med kendelserne i søndagens topkamp
Ikke uventet har der været masser af debat om dommer Howard Webb efter søndagens Premier League-brag mellem Chelsea og Manchester United - en kamp, der endte 3-3 efter Chelsea-føring på 3-0 i begyndelsen af anden halvleg.
Men gæsterne fra Manchester kom tilbage i kampen via bl.a. to straffespark, hvoraf det ene må siges at høre til i den billige ende af kategorien, da Branislav Ivanovic ifølge Webb nedlagde Danny Welbeck i feltet.
Forkert beslutning
Wayne Rooney scorede efterfølgende til 2-3. Og det ærgrer man sig naturligvis over i Chelsea, hvor manager Andre Villas-Boas har fundet den store klynk frem.
- Det andet straffespark var meget, meget tvivlsomt. Jeg ved ikke, om Howard Webb stod i den rigtige vinkel til at træffe beslutningen, eller om det måske var linjedommeren, der traf beslutningen, men det var meget uheldigt at dømme det.
- Jeg ved ikke, om det var kompensation for noget i første halvleg, men det var en forkert beslutning. Og det er generelt skuffende, at dette skulle ske. Det var en tvivlsom kendelse, som i sidste ende ændrede kampens gang, siger Villas-Boas og fortsætter:
- Vi forventer at have topdommere i topkampe, men det sker ikke for os for tiden, siger Villas-Boas, der også følte sig snydt, da Chelsea tidligere på sæsonen tabte den omvendte kamp på Old Trafford med 1-3 efter bl.a. to United-mål, der kunne være annulleret for offside.
- I begge kampe mod United med top-topdommere forventer man, at det er perfekt. Men i disse to kampe har de haft en direkte indflydelse på resultatet, siger Villas-Boas.
Fire straffespark
En statistik fra Infostrada giver i øvrigt lidt guf til de fodboldfans - fra især Liverpool - der mener, at Webb favoriserer United. Webb har nemlig dømt Manchester United 30 gange i Premier League. I de 30 kampe har han fløjtet 11 straffespark, heraf de ni til Manchester United.
United-manager Alex Ferguson var dog heller ikke tilfreds med kendelserne i søndagsbraget. Ferguson mener, at United var det bedste hold, havde fortjent sejren og i øvrigt burde have været tildelt fire straffespark og ikke 'kun' to.
- De to ikke dømte straffespark i første halvleg blev retfærdiggjort. Men vi kunne have fået fire i alt, siger Ferguson til Sky Sports og retter kritikken mod linjedommerne, ikke Howard Webb.
- Ashley Young blev trukket ned i feltet, lige foran linjedommeren, men han gav det ikke. Jeg forstår det ikke - hvor får de dem fra?, siger Ferguson, der dog roste sine spilleres evne til at komme tilbage i kampen.
- Det er en stor bedrift af vores spillere. Jeg synes, vi var langt bedre end Chelsea. Det var stort af holdet, og det var en rigtig god kamp. For en neutral tilskuer var det en fantastisk kamp, siger Ferguson.
Endnu engang er det dommeren man snakker om efterfølgende, efter en topkamp i europæisk fodbold, fedt nok!.
Jeg kan desuden slet ikke forstå, at folk betragter Howard Webb som en af de bedste dommere i verden eller den bedste i England. Manden er efter min mening en virkelig ringe dommer, en mand som i næsten hver kamp han dømmer, kommer i centrum, det er bare ikke godt nok.