Af Stig Matthiesen, Tipsbladet
Sakset fra
http://www.tipsbladet.dk/artikel/report ... sias-messi
Kærligheden til den argentinske troldmand er total i det catalanske galehus, hvor politik, religion og drømme om fortidens meritter gentaget i fremtiden er uløseligt forbundet med Lionel Messi. Tipsbladet var til en verdensklassefodboldkamp en sen aften på Camp Nou.
I vanlig skødesløs til tider trippende stil betræder han som sidste mand det trimmede og nyvandede græstæppe inden opvarmningen.
169 centimeter fra tå til top.
På badevægten knap halvfjerds kilo muskler, sener og knogler.
Reaktionerne er voldsomme blandt de lokale inden opgøret i Champions League mod Olympique fra Lyon.
På tribunerne udspilles scener, som når en vækkelsesprædikant, en folkeforfører eller sågar en dansktopsangerinde – på Pejsegården i Brædstrup en tilfældig tirsdag eftermiddag under pensionistkaffen – trækker masserne med sig.
Amerikanske præsidenter som Kennedy og Clinton – senest Barack Obama – har gennem tiden haft samme tæft som denne moderne fodboldgud for, set med en kølig nordbos øjne, at skabe en til tider hysterisk fællesskabsfølelse.
Men hvor såvel vækkelsesprædikanten som folkeforføreren ofte må ty til frygten for det ukendte som drivmidlet til at fastholde magt og kontrol, er det som oftest glæden, begejstringen og håbet om netop fællesskab og en bedre fremtid end den ofte grå hverdag, der klæber sig til sangerinden og præsidenterne.
Således også til den klejne Lionel Messi.
Denne argentinske boldmagiker, der måtte så grueligt meget ondt igennem – kammeraternes drilleri, familiens opsplittelse og dyre væksthormonpiller – før han var vokset de få centimeter, som skilte ham fra at være dværg frem for den voksne unge mand, der render rundt og tjatter til bolden kun få meter fra min siddeplads.
Til tider så tæt på at man blot kan række armen ud for at røre ved fodboldguden, der hyldes som sådan på bannere, i sange, på avissider og i fjernsynsstudier verden over, når han endnu engang har ladet menigheden her i Catalonien røre ved himlen, som nu denne dag, da han langsomt men sikkert stempler ind i kampen mod franskmændene, da han begynder at trække sig lidt væk fra kridtstregen på sidelinjen og søge ind på favoritpladsen bag Eto’o, så der bedre kan blive plads til angrebsraketten Alves, der er næsten lige så spinkel og letbenet som Messi selv.
Lyden af læder mod fødder, de hastige og indforståede blikke og kropskontakten spillerne imellem holder alle i et jerngreb på stadion denne sene aftenstund, hvor man fornemmer, at noget stort er i vente.
Efter par formsvage uger synes det som hjemmeholdet vil bevise noget.
Større end Cruyff
Messi blev født på den 24. dag i juni 1987 og indledte karrieren i sin fars klub, Grandoli, som 5-årig.
13 år gammel blev han optaget på FC Barcelonas fodboldskole La Masia.
1. maj 2005 blev han den yngste målscorer for Barca nogensinde, men er dog siden overgået af klubkammerat Bojan Krkic som både yngste debutant og målscorer.
Året efter blev Messi indlemmet i den argentinske VM-trup, og siden er det gået ud over stepperne med spanske mesterskaber, Champions League titel og prædikatet verdens næstbedste fodboldspiller anno 2007 og 2008 udi FIFA World Player of the Year.
At han endnu ikke er kravlet helt til tops har tilsyneladende ingen større betydning for knægten med det lette løb og de finurlige bevægelser, der i perioder dasker tilsyneladende dovent omkring på fodboldbanen for så pludselig at eksplodere i et festfyrværkeri af vidunderlig omgang med bolden ved sine fødder.
”Jeg elsker bare at spille fodbold,” siger Messi – der hverken gør i store ord eller lange sætninger – igen og igen, og man tror ham.
Ligeledes elsker han i øvrigt at hænge ud med sin Playstation.
”Messi kan sagtens gå hen og blive den største fodboldspiller nogensinde her på Camp Nou. Vi har oplevet Cruyff, Laudrup, Romario, Maradona, Ronaldinho og mange andre store stjerner udfolde sig, men allerede nu har Messi samme betydning og status som Ronaldinho havde de første par år, mens han var på toppen af sin karriere. Messi er et ikon i Catalonien. Vi holder af hans historie, hans ydmyghed for fodboldspillet og attituden både på og uden for banen. Måske er han ikke den fodboldspiller med de skarpeste og mest analytiske udtalelser, men Messi har ingen stjernenykker. Arrogance er ikke et begreb, han kender til. Messi er et stort menneske, som vi vil gøre alt for at beskytte og bevare her i FC Barcelona. Han hører simpelthen til her,” fastslog den medicinstuderende José Fernandez og kammeraten, Hector med både vinglas og tapas i hånden i VIP-logen efter en første halvleg med Barca-bold som under Dream Team æraen.
Trods velklingende navne som Eto’o, Henry, Xavi og Iniesta er det således Messi, håbet klamrer sig til i et FC Barcelona, der efter et spillemæssigt overdådigt efterår og vinter for bare et par uger siden med ét vågnede op til en virkelighed, hvori der også fandtes andre hold i den spanske Primera Division.
Først og fremmest kongeklubben nede i Madrid – byen med den så forhadte centralmagt.
At Real Madrid således så sig nødsaget til at flytte sin bedste forsvarsspiller Sergio Ramos over på en uvant back plads i bestræbelsen på at stoppe ”fodboldekspressen”, sidst jeg var på Nou Camp i december måned, var derfor meget naturligt.
Men at samme hæderkronede klub – overnight med Juande Ramos frem for Bernd Schuster ved det taktiske ror – konstant sparkede Messi på dennes ædle værktøj var under al værdighed men vel nok en naturlig konsekvens af det hysteri, der i dag omgærer moderne fodbold, hvor al den aggression og frustration som fraværet af europæiske krige og allestedsnærværende finanskriser frembringer kan få afløb.
Som for eksempel da Messi i overtiden i netop decemberkampen mod de kongelige elegant loppede bolden over en ellers storspillende Casillas i Madrid-buret, og Camp Nou gik i ekstase.
Argentineren gentog kunststykket som indskiftningsspiller – man er blevet bedre til at dosere i forhold til hans fysiske habitus – for nylig på en friløber i en Copa del Rey pokalsemifinale på Mallorca og bragte Barca tilbage på fodboldkursen.
Og i sidste weekend gentog han kunststykket, da ”nedsmeltningen” i la Liga blev stoppet.
Legende let ser det ud, når Messi selv hårdt presset sparker blødt, dybt, hårdt eller blot spiller bande med soulmaten Alves eller angrebspanteren Eto’o, der i øvrigt ganske utidigt og midt i trængslerne for nylig meldte ud, at han er væk til sommer.
Af flere her på egnen tolket som en art ”tak for sidst” til den klub, der allerede sidste sommer forsøgte at skille sig af med både ham og flere andre tvære og løntunge stjernespillere, som dog for fleres vedkommende endte med at blive hængende i et fælles projekt om genrejsning, efter at de af den nye træner havde fået læst lektien.
Opvisningsbold
Om Messis loyalitet her der på intet tidspunkt hersket tvivl, hvilket er altafgørende i et ”galehus”, hvor uroen evigt ligger og ulmer lige under overfladen – ikke mindst efter at hollændertræneren Frank Rijkaards ellers så succesfulde laissez faire ledelsesstil kuldsejlede og nær trak præsident Joan Laporta med i faldet.
Ansættelsen af klubmanden Pep Guardiola har vist sig at være et klogt træk, som det var det, da den selv samme ”balancespiller” fra Laudrup-Stoichkov-Romario-epoken udviste menneskelig tæft og lod Messi få sit store ønske opfyldt om at spille OL-bold i Beijing, selv om klubben rent juridisk var i sin gode ret til at forlange argentinerens tilstedeværelse i de for klubben så livsvigtige og uvante kvalifikationskampe til Champions League, der før denne sæsonstart var en konsekvens af derouten inden sommerferien.
Men fortidens trængsler glemmes sådan en aften i Barcelona, hvor Lyon sendes hjem til det sydfranske efter en opvisning i gudebold, der fortjent sikrer Lionel Messi, den iskolde dobbeltmålscorer, Henry, og kreatørerne i den absolutte sværvægtsklasse, Xavi og Iniesta, med holdkammerater en stående ovation fra stort set samtlige 98.000 tilstedeværende på Camp Nou.
Sportsaviserne Marca og AS og ikke mindst de lokale catalanske udgivelser er da også fremme med superlativerne til Henry, Iniesta og Messi, der stod for kampens absolutte højdepunkt i det 39. minut efter en brysttæmmet og retningebestemt bold – få meter fra mine egne øjne og centimeter fra sidelinjen – som han med et hidsigt kobbel af fransk forsvarsspillere i hælene drev ind i feltet og midten af banen – via en genial bande med Eto’o, hvorefter han med største selvfølge sparkede bolden ind i det lange venstre hjørne og lignede en glad dreng, der blot ”elsker at spille fodbold”.
Råbet Messi, Messi, Messi, der rungede på stadion, fik det til at løbe én koldt ned af ryggen på en ellers forholdsvis mild marts aften.
”Han er en gud,” sagde manden med cigaren bag mig, og det var svært at tage til genmæle.
Umoderne dyder
I taxaradioen spiller man argentinsk tango så ikke et øje er tørt.
Chaufføren får tårer i øjnene, mens han taler om Messi.
Tanken om at nogle arabiske rigmænd i en klub, man kalder Manchester City, køber guden, piner ham, mens han styrer gennem Avenida Diagonals tætte trafik mod lufthavnsbussen på Placa De Catalunya.
Men at disse fodboldfantaster har proklameret, at man – efter derouten med Milans brasser Kaká, der endnu har såvel sjæl som legme med i dette vidunderlige spil – nu går efter den argentinske duo Maradona-Messi skal taxachaufføren ikke lade sig distrahere af, for fodboldvidunderet har tilsyneladende ikke tænkt sig at forlade Catalonien, siger både hovedpersonen selv og hans far, Jorge, der har fulgt sønnen i tykt og tyndt siden fødslen og i dag er den, der styrer brandet Messi på ganske anstændig vis.
Altså ingen hurtigt-snakkende-evigt-mobiltelefontalende-og-solbrille-i-håret type hang arounds her.
Som en Gerrard i Liverpool, Alessandro Del Piero i Juventus og Raúl i Madrid ligner Messi mest af alt en spiller og et menneske, hvor umoderne dyder som klubloyalitet og en kontrolleret ”pengegriskhed” endnu har betydning for menneskelige valg i livet.
José, Hector, taxachaufføren og alle andre med Messi i blodet kan således – trods de i Spanien vanligt indføjede frikøbsklausuler – trygt se frem til spektakulær underholdning i verdensklasse på Camp Nou, når denne vidunderlige åbne katedral endnu engang udvides – til 108.000 – og plastres til i farverige glasmosaikker.
Og at menigheden i Barca er verdensomspændende står til troende, om end Messi, denne fodboldens messias, endnu ikke, som en anden Maradona, har fået en kirke opkaldt efter sig hjemme i Ildlandet.