Artikler og bøger

[Fantomet]

Cruyffs skygge skaber ballade i Barcelona
http://www.tipsbladet.dk/nyhed/generell ... -barcelona



FC Barcelona er tilbage på den spanske fodboldtrone. Genopstanden til glamour efter fem katastrofesæsoner. Og med et gudehold, der tiljubles fra alle sider. Endelig det "dream team 2", alle har snakket om og sukket efter i 10 år.

Der burde være fred og idyl på Camp Nou nu, hvor folket har fået nye helte, og Ronaldinhos magi har bragt ny hæder over den stolte klub.

Sådan er det bare ikke. I kulissen har sæsonen budt på en hundeslagsmål internt i bestyrelsen, kulminerende sidst i maj, da den magtfulde vicepræsident Sandro Rosell trak sig fra sin post og fik følgeskab af direktør Josep Maria Bartomeu på sin vej ud af ledelsen. Kun to dage før havde direktør Jordi Mones meddelt klubben samme beslutning for at undgå yderligere uverensstemmelser med præsident Joan Laporta.

Der tegner sig altså et billede af halvvejs flugt fra en ledelse, som den kun 43-årige forretningsmand Joan Laporta satte sg i spidsen for som nyvalgt præsident i 2003. En ledelse, der ellers har haft tordnende succes med at forvandle FC Barcelona fra et flagskib i havsnød både sportsligt, økonomisk og image-mæssigt til igen at være det stolte førerskib i den spanske armada.

Det egentlige problem er nok af mere usynlig karakter, og navnet er Johan Cruyff, manden der som træner opbyggede sit "dream-team" i starten af 90'erne og gennem årtier har sat sit klare præg på den catalanske klub, først som spiller og siden som boss på sidelinjen.

Cruyff røg ud som træner i 1996, da hans første drømmehold var smuldret og hans forsøg på at skabe et nyt faldt fra hinanden, så magtkampen mellem ham og den mangeårige præsident Josep Nunez brød ud i lys lue.

Siden har Cruyff officielt trukket sig ud af al ledelse i klubben, men han kalder sig en god ven af Barca, bor en stor del af året i Barcelona og følger klubben nøje. Noget tyder imidlertid på, at Cruyff ikke nøjes med at iagttage. Den karismatiske hollænder har et styrende gén, der åbenbart heller ikke fornægter sig, selv om han klart afviser at tage del i klubbens ledelse. Og tage ansvar.

Cruyff bakkede på sin egen tvetydige facon Joan Laporta op i præsidentvalgkampen, og der er åbenbart nogle usynlige bånd, som er blevet generende for mange af de øvrige i den nye progressive bestyrelse under Laporta. Det skinner i hvert fald igennem, og de nu fratrædende bestyrelsesmedlemmer føler, Cruyff styrer Laporta langt mere end godt er. Det har dræbt entusiasmen hos den stab, der har slidt så hårdt for at genrejse Barca.

Man forstår også godt, at Sandro Rosell føler sig berettiget til at have et større ord at skulle have sagt end den usynlige Cruyff, når man betænker, at netop han har skaffet Barca to af denne sæsons mest lysende profiler, som har reddet skindet for præsident Joan Laporta, der gik til valg på løftet om at skaffe David Beckham til FC Barcelona.

Straks efter valget fik Laporta den kolde skulder af det ombejlede engelske landsholdsikon, der hurtigt meldte ud, at han foretrak Real Madrid. Nok den værste melding af alle for Laporta, der så bebudede at ville gå efter det "næstbedste". På de tidspunkt kunne ingen vel vide, at Ronaldinho som alternativ var klasser over Beckham og er blevet det helt store scoop.

Det så Sandro Rosell, og det var hans magtfulde kontakter, der fik købet af Ronaldinho igennem for næsen af Manchester United og andre storklubber. Rosell var også manden, der sikrede Deco sidste sommer fra Porto, og uden de gyldne køb, havde Laporta næppe stået med palmerne i dag.

Derfor fungerede Sandro Rosell også sportsligt som Laportas højre hånd i meget lang tid, indtil de to blev uenige om, hvorvidt træner Frank Rijkaard skulle fyres eller ej, da Barca i sidste sæson havde en nedtur under Ronaldinhos skadespause.

Den splid har siden udviklet sig. Laporta har nærmest diktatorisk holdt fast i Rijkaard uden at lytte til den øvrige bestyrelse, og med mesterskabet og succes i hus, har makkerparret Laporta/Rijkaard nu æren og magten. Men altså ikke evnen til at dele den med Sandro Rosell og hans tro støtter, selv om de faktisk banede vejen for den.

Officielt er Sandro Rosell fratrådt posten uden voldsomt knubbede ord:

"Jeg ønsker ikke at skade klubben og forlader bestyrelsen, fordi jeg ved, at Laporta vil føle sig mere afslappet uden at have mig med i ledelsen. Der er ingen "bad feelings", men jeg vil gerne sige til præsidenten, at han skal huske klubbens medlemmer der har valgt ham, fordi de ønsker, at klubben skal ledes demokratisk."

Josep Maria Bartomeu var lidt mere konkret og sagde:

"Bestyrelsen har mistet sin spirit. Der er ikke længere nogen intern tillid og en stadig voksende mistænksomhed. Vi er ikke nogen samlet gruppe, og det gør mig ked af det. Jeg har svært ved at genkende den Joan Laporta, vi ser i dag, i forhold til manden, der blev valgt til præsident for to år siden. Det er som om, det projekt, vi har stået sammen om, er blevet ændret."

Præsident Joan Laporta har valgt ikke at tage til genmæle og i stedet takket for det store arbejde, især Sandro Rosell har bidraget med. Udover sportslige beslutninger kan de interne problemer også skyldes planerne om at bryde den historiske tradition med en reklamefri bluse for at holde signalværdi om frihedskamp.

Men i bund og grund ligner det en konflikt, som har rod i den usynlige mand, Johan Cruyff, hvis skygge ses overalt på Camp Nou.

[Fantomet]

Af Marco de los Reyes
http://www.berlingske.dk/sport/i-rollen ... dboldengel


Ronaldinho er verdens største fodboldspiller og han elsker tydeligvis stadig legen med bolden. Han tryller, han scorer, han kæmper for holdet, og han gør det med et stort smil. M/S tegner her et portræt af brasilianeren, der lever op til det romantiske billede af den perfekte superstar, og som for længst er udset til at dominere billedet ved VM.

Ronaldinho løber rundt og varmer op iført træningstrøje uden ærmer og knælange træningsbukser. Stedet er Stade de France i Paris-forstaden Saint Denis. Der er knap 45 minutter til, at Champions League-finalen mellem Ronaldinhos FC Barcelona og Arsenal fløjtes i gang.

Ronaldinho virker meget tændt. Han er blandt de hurtigste i de små spurtøvelser, og han benytter enhver mulighed til at lave små og store tricks.

Den brasilianske troldmand kigger den ene vej og afleverer den anden vej. En finte, Michael Laudrup blev berømt for, da han var på toppen og spillede i FC Barcelona. Men hvor han i ny og næ udførte den perfekt, sker det næsten i hver kamp for Ronaldinho.

Ronaldinho tager imod en lang aflevering med skulderen. Bolden hopper en lille halv meter op i vejret, men bliver derpå lagt helt død - på skulderen.

Han jonglerer, han laver et hurtigt fodskifte, og sådan kan man næsten blive ved. Og så smiler han meget ofte. Et varemærke, han er lige så kendt for, som han er for sine fodboldevner.

Det er ikke fordi verdens i øjeblikket største fodboldnavn bevidst har forvandlet opvarmningen før en af årets vigtigste kampe til sit eget lille show. Ind imellem alle de almindelige øvelser sniger der sig bare konstant små momenter af magi ind.

Ronaldinho afslutter opvarmningen med et hav af skud på mål. Han sparker hårdt. Han sparker med skrue. Han sparker med kort tilløb og med langt. Han sparker videre, da målmanden er gået ind for at klæde om, og som en af de sidste FC Barcelona-spillere lunter han så selv i omklædningsrummet.

Der er ingen tvivl om, at Ronaldinho elsker fodbold, og han elsker fodbolden. Han elsker legen. Han kan sikkert også godt lide alle de penge, han har tjent. Men det er den naturlige glæde ved at være fodboldspiller, der sammen med hans status som verdens bedste gør ham til en unik personlighed.

Det er også derfor, at den 26-årige brasilianer i dag har status som verdens største fodboldikon. Som spiller har han i mange år været langt bedre end David Beckham, men som idol, brand og pengemaskine er det først for nylig, han har overhalet den seks år ældre englænder, som i flere år sad sikkert på den trone.

Men David Beckham var og er meget mere end en fodboldspiller. Sådan er det ikke med Ronaldinho. Han er udelukkende en fodboldspiller. Han er ikke gift med en popstjerne. Han er ikke metroseksuel. Han er ikke en diva. Han har ikke et udseende som en tegneseriehelt. Tværtimod har mange altid bidt mærke i hans store fortænder, før de har lagt mærke til hans store talent. »Jeg er grim, men jeg har charme,« som han meget selvironisk har udtalt.

Og så har han altså den smittende måde at optræde på. Folk, også de, der ikke er tosset med fodbold, bliver i godt humør af at se ham.

Man kan godt se på Ronaldinho, at han ved, han er god. Både på og uden for banen bevæger han sig rundt med en enorm selvsikkerhed. Han har endnu blot ikke det mindste tilløb til de teatralske og egocentriske træk, man kender fra andre store stjerner. Som eksempelvis Diego Maradona, der ofte agerede, som om alt i en kamp udelukkende handlede om ham.

Ikke engang når Ronaldinho for tiende gang i en kamp er blevet fældet, kommer hans temperament i kog. Han accepterer situationen. I forståelse for, hvor svært det kan være at stoppe ham reglementeret. Såvel på banen som i omklædningsrummet er han kendt for sit menneskelige overskud til stor gavn for omgivelserne, og det bliver gang på gang fremhævet af diverse holdkammerater.NIKE UDNYTTER DA OGSÅ hans oprigtige, glade udstråling kommercielt. De seneste par måneder har Nike således verden over vist en reklamefilm, hvor man på skift ser oprindelige optagelser af Ronaldinho spille indendørsfodbold som lille knægt og så optagelser lavet til lejligheden, hvor man ser ham i de samme rammer som voksen.

Det er en reklame, de fleste kan holde ud at se mange gange. For der er noget fascinerende ved at se, at han allerede som en lille, tynd splejs løb smilende rundt og lavede nogle af de numre, han i dag underholder med på stadions rundt om på kloden. »Men spørg mig ikke om, hvordan jeg gør, for det kan jeg ikke forklare,« har han erklæret.

Billederne viser tydeligt, hvor stort Ronaldinhos talent var dengang. Men han var nu ikke den første i familien, der havde særlige fodboldevner. Hans ti år ældre storebror var allerede som 18-årig en stor stjerne i den brasilianske klub Gremio, der hører hjemme i Porto Alegre, hvor familien oprindeligt boede i et af storbyens slumkvarterer. Roberto hedder broderen, og han tjente hurtigt så mange penge, at familien kunne flytte til en pæn bydel og ind i et stort hus med swimmingpool. Men på tragisk vis druknede faderen i swimmingpoolen, da Ronaldinho blot var ni år gammel.

Det var et hårdt slag for alle i familien, men når det handlede om fodbold, lod lille Ronaldinho sig nu ikke slå ud af kurs. Ifølge ham selv handlede hele hans barndom om fodbold, og han havde altid en fodbold med sig. Også når han sad og spiste. Så blev bolden kørt frem og tilbage mellem fødderne under bordet. På sin vis er Ronaldinho stadig bare et stort legebarn. F.eks. har holdkammeraten i FC Barcelona, Maxi Lopez, udtalt, at han er lige så god til at spille fodbold på en PlayStation, som han er i virkeligheden.

Da Ronaldinho var 16 år, var det hans tur til at tegne en stor kontrakt med Gremio. Det var ellers tæt på, at han allerede dengang var kommet til Europa, for Roberto, som nu spillede i Sion i Schweiz, ville have haft broderen til samme klub.

Rygtet om det helt specielle talent bredte sig derefter hurtigt, og 17 år gammel var Ronaldinho en stor stjerne på det brasilianske landshold, der vandt U/17-VM i Egypten i 1997. Det sker ikke særlig tit, at de bedste i den aldersgruppe fortsat er de bedste, når de kommer op i 20erne, og derfor var det ikke åbenlyst, at Ronaldinho var på vej til at blive en af verdens bedste. De andre brasilianske drenge, der gjorde det godt i turneringen, Matuzalem, Fabio Pinto og Abel, har heller ikke været i nærheden af at blive verdenskendte navne.

Men der gik ikke mere end to år derefter, før Ronaldinho havde slået sit navn fast i de voksnes rækker. Få dage før Copa America, det sydamerikanske mesterskab, debuterede han på Brasiliens A-landshold, og fire dage senere scorede den unge karseklippede teenager sit første landskampmål. Et mål, der for alvor signalerede, at han kunne blive en af historiens helt store spillere.

Målet blev scoret i en kamp mod Venezuela. Her lobbede han først bolden over en modstander, med hælen sparkede han så bolden over sit eget hoved og snød en modstander mere, hvorpå han knaldede den i kassen. Et mål, der i stil mindede meget om et af den dengang 17-årige Pelés mål i VM-finalen i 1958, hvor brasserne slog Sverige 5-2.

Ronaldinho var kun indskifter under Copa America, som Brasilien vandt, men allerede under Confederations Cup - turnering mellem de kontinentale mestre - senere samme sommer var han en af de dominerende skikkelser og endte som turneringens topscorer med seks mål. Brasilien blev dog i finalen slået 4-3 af værtsnationen Mexico.

Derefter fulgte nogle år, hvor karrieren ikke fortsatte i samme eventyrlige tempo. Ved OL i Sydney i 2000 stillede Brasilien med et hold, der anført af netop ham var favorit til at vinde guld. Men de senere OL-mestre fra Cameroun sendte de brasilianske favoritter ud i kvartfinalen.ÅRET EFTER BLEV RONALDINHO SOLGT til den franske klub Paris Saint Germain, der havde store planer om at vende tilbage til niveauet fra midten af 1990erne, hvor den med en Champions League-semifinale og en sejr i Europa Cupen for pokalvindere havde status som en af Europas bedste klubber.

Det lykkedes ikke for Paris Saint Germain at komme tilbage på det niveau. Det lykkedes ikke engang for klubben at kvalificere sig til Champions League. Der var faktisk ikke ret meget, der lykkedes for den i de år. Den var i Ronaldinhos tid ikke engang en af Frankrigs bedste, og han blev heller ikke tilnærmelsesvis den ventede succes. Han spillede godt i de største og vigtigste kampe, men manglede tydeligvis motivation i mange af de øvrige. Den glade dreng begyndte endda at opføre sig som en udisciplineret primadonna og en playboy, som ofte viste sig på natklubber og stripbarer i byernes by kulminerende med natten forud for en ligakamp mod Lens. Her havde han smuglet et kvindebekendtskab med op på sit hotelværelse.

Typisk for Ronaldinho har han siden sit farvel til klubben ikke ønsket at tale negativt om opholdet i Frankrig. »Der var gode tider, og der var dårlige tider, men jeg udviklede mig meget,« har han blandt andet forklaret.

Var det gået bedre i Paris, havde Real Madrid sikkert købt Ronaldinho, for det var i de år Real Madrid var i gang med at opkøbe de største navne i fodboldens verden. Et af de navne var David Beckham, og han spillede indirekte en meget stor rolle i, hvad der skulle vise sig at være det hidtil mest afgørende punkt i Ronaldinhos karriere.

Joan Laporta blev i 2003 således valgt til præsident i FC Barcelona, og et af hans valgløfter havde været at skaffe David Beckham til den catalanske storklub. Men Real Madrid-lederne viste samme interesse for den engelske landsholdsanfører, og det var dem, der fik fingre i ham. Egentlig ikke så underligt. Real Madrid havde netop vundet det spanske mesterskab, det vrimlede med stjerner som Zinedine Zidane, Ronaldo og Luis Figo i klubben, og den havde i løbet af de seks foregående sæsoner vundet Champions League hele tre gange.

FC Barcelona derimod kunne i sommeren 2003 ikke prale af ret meget. Men sjældent har en klub været så heldig, som Barca var, da David Beckham skrev under med Real Madrid. For nu skulle Joan Laporta lynhurtigt skaffe en anden superstjerne, og valget faldt lidt panikagtigt på Ronaldinho, som i Paris Saint Germain jo ikke ligefrem havde vist, at han kunne løfte et hold.

Det kan sagtens være, at David Beckham var blevet en succes i FC Barcelona. Det kan også være, at han i den første sæson havde været en større kommerciel succes end Ronaldinho. Men sportsligt havde han under ingen omstændigheder fyldt blot det halve af brasilianeren. Alt tydede ellers på, at Manchester United i sommeren 2003 ville få papir på Ronaldinho. Købt for de penge, »de røde djævle« fik for salget af David Beckham. Men Joan Laportas vicepræsident Sandro Rosell kendte Ronaldinho fra sine år som højtstående medarbejder i Nike, der i mange år har været sponsor for Brasiliens landshold, og det var ham, der sørgede for, at Manchester United blev overhalet indenom.

Når Ronaldinho trods meget svingende præstationer for Paris Saint Germain alligevel var et attraktivt navn, skyldtes det hans flotte optræden ved VM i Japan og Sydkorea i 2002. Her blev Brasilien fortjent verdensmester med Ronaldo og Rivaldo som de mest betydningsfulde spillere, men ikke langt efter kom Ronaldinho. Der bl.a. scorede et frækt frisparksmål langt ude fra, da England blev slået 2-1 i kvartfinalen.

Frank Rijkaard kom ligeledes til klubben i sommeren 2003, men hverken den hollandske træner eller Ronaldinho fik til at begynde med FC Barcelonas mandskab til at ligne et kommende storhold. Efter begyndervanskeligheder viste en moden og meget ansvarsfuld udgave af Ronaldinho hen over vinteren dog et højere niveau end nogensinde før, og selv om klubben havde fået en katastrofal start på sæsonen, endte den på andenpladsen efter Valencia. Og i de efterfølgende to sæsoner er det spanske mesterskab så begge gange kommet i hus. Selvfølgelig med Ronaldinho som den store stjerne og drivkraft.

Sideløbende har Ronaldinho i perioder også vist sig fra sin bedste side for Brasilien, og både i 2004 og 2005 blev han kåret til verdens bedste spiller. Verden over er mange endda begyndt at sammenligne ham med Pelé og Diego Maradona - fodboldhistoriens to største aktører - men med al respekt for hans kvaliteter og præstationer er der et lille spring op til dem. Endnu. Hvad det angår, afhænger meget af VM-slutrunden i Tyskland. Det er ved slutrunder de største stjerner for alvor er blevet store, og både Pelé og Diego Maradona deltog ved fire VM-slutrunder. Der var dog ingen af dem, der leverede en optimal indsats i alle fire. Ronaldinho har hidtil kun deltaget ved VM for fire år siden.MEN SELV OM DEN I DAG ret muskuløse brasilianer i øjeblikket optræder som fodboldens perfekte engel, kan han ikke klare alt. Han var selvfølgelig lidt yngre og måske heller ikke klar til opgaven, men i sine to år i Paris Saint Germain viste han eksempelvis, at han i rammer, han ikke føler sig hjemme i, kan lade de egoistiske sider af sig selv florere. Her var han en krukke og meget besværlig, fordi motivationen til en helhjertet holdindsats manglede.

Ved Confederations Cup i Tyskland i fjor, hvor Brasilien gav Argentina smæk med 4-1 i finalen, viste han også, hvad en lang og opslidende sæson kan gøre ved hans slags. Han var god, men han spillede tydeligvis kun på 60-70 pct.

Heldigvis kan både Brasilien og FC Barcelona vinde kampe, selv om Ronaldinho ikke er på toppen. Begge steder er der spillere til at aflaste. Så presset ikke er så enormt, som det var på Diego Maradona. Hvis den lille argentiner ikke spillede godt, havde hverken Napoli, hans klub gennem mange år, eller det argentinske landshold det store at byde på.

Da Champions League-finalen 17. maj var fløjtet af, var det heller ikke Ronaldinho, der blev talt om. Selv om FC Barcelona havde slået Arsenal 2-1. Han havde ikke scoret, han havde ikke lagt op til nogen mål, og han havde ikke levet op til de store forventninger. Han forsøgte ellers på mangt og meget og spillede en godkendt kamp. Men det ekstraordinære, det spektakulære, det han især kendes og huskes for, det lykkedes ikke. Så han kan ikke programmeres til at trylle. Han kan ikke være verdens bedste på kommando. Og det kan ikke garanteres, at han bliver den bedste spiller ved VM-slutrunden i Tyskland. Han er trods alt kun en fodboldspiller.

[Fantomet]

Mesterskab foran de onde fra Madrid, fodbold som øm poesi, øget selvstændighed og nyfunden magt. Kan det blive større for Katalonien?


Af Tomas Willemoes

Camp Nou er et skib lastet med selvforståelse. Stadionet er symbolet på katalansk identitet og patriotisme, og er Spaniens næststørste bys magtmæssige modstykke til regeringsbygningen i Madrid. En stolthedens og armodens supertanker formet i jern og beton, der ligger for anker i millionbyens udkant, og som har været stedet, hvor millioner af katalaneres humør har været skabt, plejet og ødelagt siden opførelsen i 1957. I år har Europas største fodboldstadion, med få undtagelser, været skueplads for dét, folket hungrer efter hvert eneste år: Smuk fodbold, spansk mesterskab og Champions League-sejre, der har ført klubben til den ultimative finale. Barcelona er en by i mild ekstase i disse uger.

* * *

Inde i betontemplet er det lørdag aften. Nede på den grønne plæne, der er så plan og velfriseret, at den ligner noget, man kunne spise albondigas af, løber den katalanske ellevemands-hær rundt i den verdenskendte blå-røde blaugrana-dragt, mens elleve overmagtede bysbørn fra Espanyol forsøger at gøre det til et lokalbrag og stille sig i vejen så godt de kan. Oppe på tilskuerrækkerne, der strækker sig længere mod himlen end noget andet stadion i Europa, er der fuldt hus. Tæt på 100.000 tilskuere. Da en hvid-blå forsvarskleppert fra Espanyol snitter bolden ud over baglinien, og en mørklødet fyr med sortglinsende krøller og udstående fortænder dasker ud mod hjørneflaget, stiger summeriet på tilskuerrækkerne adskillige grader. Han vinker op mod jublen, blitzlysene og de svajende gul- og rødstribede katalanske flag, og takker for tilbedelsen i den sæson, der lakker mod enden, og som allerede nogle dage før er afgjort til Barcelonas fordel. Da han når ud til hjørnet, har hundreder af rækker og tusinder af klappende hænder rejst sig op for at hylde den største blandt de store. Han vinker tilbage, smiler, tager så et kort tilløb, kigger koncentreret ind mod feltet, løber til bolden og sender den med en skævert direkte i fødderne på en modstander.

Ronaldinho er tilgivet i samme øjeblik. Hans goodwill er som Bin Ladens i en Al-Queida-træningslejr i Tora Bora. Det er hans sæson. Det er ham, der mere end nogen anden har fintet, driblet, scoret og grint mesterskabet hjem til Barcelona. Han kunne lave skæverter fra nu af og til Ramblaens ende, og han ville stadig have tusindevis af trøjer med sit navn på ryggen hængende i boder udenfor stadion og på overkroppen af børn, unge og gråhårede pensionister inde i byen. For i Barcelona bliver helte til katalanere – og katalanske helte til konger.

* * *

FC Barcelona er langt mere end et fodboldhold, der hver weekend spiller om tre point i ligaen. Klubbens motto siger egentlig det meste: ”El Barça és més que un club” – ”Barca er mere end en klub”. Hvad det overskydende er, er implicit: Klubben er det nærmeste Katalonien kommer på en hær, der kan tage kampen op mod den historiske undertrykkelse fra Castilla-regionen og hovedstaden i Madrid. Det er ikke, som når FCK og Brøndby tørner sammen syv-otte gange på en sæson i den hjemlige liga. København og Christiansborg har aldrig undertrykt Vestegnen i nævneværdig grad eller forbudt enhver form for Brøndby-dialekt, men sådan har det historisk været i Katalonien, der under Francisco Francos regime blev holdt i et stramt, fascistisk greb, der havde til formål at udslette enhver form for katalansk identitet og udtryk. Selvom regionen siden Francos død i 1975 har haft delvist selvstyre, bærer katalanerne stadig rundt på en stærk anti-pati mod styret i Madrid, hvor folk omvendt heller ikke har store følelser for de rebelske katalanere oppe i nord ved Frankrig. I det øvrige Spanien taler man om katalanofobi, som et ikke sjældent fænomen – især blandt kastillanerne i den centrale region, der omkranser Madrid. Det er et indbyrdes forhold de to store byer imellem, som for nogle er rent had, for de fleste indgroet skepsis, og for de færreste minder det mindste om kærlighed.

* * *

Barcelonas fodboldhold er befrielseshæren, der kan tage kampen op mod undertrykkerne, og markere Katalonien som den stærkeste region på den Iberiske halvø. Det er en forfinet hær, som folket stiller usædvanligt store krav til. Det er aldrig nok blot at vinde en kamp eller endda et mesterskab, for det skal foregå på klassisk Barcelona-manér i en øm, poetisk og evig offensiv, der illustrerer regionens storhed og overskud. Til det skal man bruge soldater, der kan mere end at plaffe løs og bygge store, mudrede skyttegrave. Man skal bruge intelligente mænd, der kan overraske, overrumple og udstille de andres svagheder i små, hurtige ryk, og når angrebet er slut, skal modstanderen hellere stå tilbage i en tilstand af svimmelhed og forvirring end være nedtrampet og tilintetgjort.

Derfor er Ronaldinho kongen. Han er den ultimative Barça-spiller. En mand der kan ting med en bold, som ingen andre i verden, og som aldrig misser en mulighed for at diske op med en ny finte og løsne på det tekniske krudt. Den katalanske fodbold-armé har altid levet af den slags boldgenier, der med forfængelig snilde og dekadente fodfinter kan udstille resten af det Spanien, der gør grin med dem og prøver at undertrykke dem udenfor banen. En rolle, der - før det brasilianske fortandsfænomen kom til klubben - har tilhørt legendariske orkesterledere som Kubala, Cruyff, Maradona, Laudrup, Figo og Rivaldo.

* * *

Katalonien er i storoffensiv andre steder end på Camp Nou. Efter Partido Popular og José Maria Aznar blev hældt ud af parlamentet i Madrid efter terroraktionen i marts 2004 og erstattet af Zapateros socialister, er der kommet vind i de rød-gule katalanske selvstændigheds-sejl. Det katalanske ”Generalitat”, regionens lokal-regering, har taget en række omfattende initiativer hen imod øget selvstændighed, som blandt andet indebærer, at Katalonien skal kunne opkræve skatter uden om Madrid, samt indførelsen af et selvstændigt retssystem. Den socialistiske regering i hovedstaden har – modsat højrepartiet Partido Popular, som historisk har været indædt modstander af enhver form for regional selvstændighed til både Katalonien og Baskerlandet - været overraskende lydhør overfor ønskerne, og meget tyder på, at de bliver gennemført.

Derfor – og fordi økonomien blomstrer og regionen er blevet Spaniens rigeste - er optimismen i Barcelona større end nogensinde før. Sjældent har så mange katalanske flag præget byens gader, biler og ruder, og i en weekend som denne er det umuligt at dreje omkring sig selv inde i byen uden at se mindst én Barcelona-trøje. Og det inkluderer selv de smalleste, gamle gader. Da Barça-spillerne om søndagen, dagen efter Espanyol-kampen, kørte rundt i centrum i en åben bus, havde ikke mindre end 1,2 millioner mennesker taget opstilling langs ruten for at hylde Puyol, Deco, Eto'o, Messi, Motta, Larsson, Edmílson, Xavi og Ronaldinho. Det er en fjerdedel af indbyggerne i stor-Barcelona og en syvendedel af hele Kataloniens befolkning. Det er ikke fordi samtlige indbyggere i Katalonien interesserer sig for fodbold, men de interesserer sig for Katalonien. Og så må man nødvendigvis have et mindstemål af sympati med ”El Barça”.

* * *

I årets Champions League er nye tider kommet til Barcelona. Træner Frank Rijkaard har – med resultatmæssig succes – afveget fra tidligere tiders romantiske, men lettere naive fodboldfilosofi, og har i kampene mod Chelsea og Milan sendt sin hær ind med det ene formål at vinde. Et formål som i det meste af fodboldverdenen er simpel logik, men som i Barcelona tangerer ensporethed. Det har betydet, at holdet i den europæiske turnering har spillet mindre smukt og opsigtsvækkende end de forrige år. Der har endda været kampe, hvor Barça var mindre i boldbesiddelse end modstanderne, og Ronaldinho er sågar blevet set strejfe omkring i eget felt efter en bold. Det har ikke altid været smuk bold med et tydeligt Barcelona-stempel, men til gengæld har de på vejen vundet over de hold, der sendte dem ud årene før, hvor katalanerne spillede for det store offensive galleri. Det er et kortspil med lige dele esser og sikre billedkort, hvor Rijkaard har balanceret mellem at tilfredstille verdens mest kræsne fodboldpublikum og samtidig bringe trofæer til de spotlighthungrene fans.

Hvis de gør Arsenals globetrotter-hold svimle og indtager Stade de France i Paris på onsdag, så gør de endegyldigt 2006 til katalanernes største jubelår siden Franco slap grebet. Og så kan det være, at selv de mest garvede fodboldromantikere hjemme i Barcelona og omegn, kan leve med, at det sker med mere tilbagelænet list end offensivt stormløb, så længe de stadig holder kadencen i den hjemlige liga fra den nye sæsons start. For der er grænser for, hvor meget selv den mest kræsne katalaner kan brokke sig, når kabalen går op til sidst.

(Weekendavisen, Maj 2006)

[Fantomet]

Målmandstræner bag kulissen i Barcelona

Jan Rindom fik eksklusiv inspiration i storklubben

SAS Ligaen holder godt nok vinterpausen, men netop derfor har folkene bag FC Midtjyllands ligatrup lige nu tid og plads til at rejse ud for at søge ny inspiration til trænerjobbet.

I sidste weekend var klubbens målmandstræner Jan Rindom således på studietur til det spanske, hvor Rindom dels overværede lokalopgøret mellem FC Barcelona og Espanyol, dels fik et eksklusivt indblik i målmandstræningen i en af verdens største fodboldklubber, FC Barcelona.

- Hvis vi tror, vi kan det hele i vores lille andedam, kan vi godt tro om igen. Det er vigtigt og givende at komme ud og opleve helt andre fodboldkulturer. Men omvendt får jeg også bekræftet, at der er ting, vi altså selv er ret gode til, siger Jan Rindom.

Den midtjyske keepercoach lagde for med at se Barcelona-derbyet mellem storebror FCB og lillebror Espanyol, der bed godt fra sig og slap fra Camp Nou med et smalt nederlag på 1-0.

- Nu lagde jeg jo mest mærke til målmændene. Måden, de spiller på, er meget anderledes end vores. De er meget mere med i spillet og er til tider næsten mere markspillere end målmænd. Når Barcelona for eksempel lige skal have luft eller ændre på tempoet, tager de keeper Victor Valdez med som en ekstra mand i bagkæden. Jeg tror, vi med fordel kunne lægge mere vægt på at uddanne vores målmænd til at være fodboldspillere i mere traditionel forstand, siger Jan Rindom.

Den tidligere topmålmand fik kontakten til FC Barcelona i kraft af sit job som målmandstræner på U21-landsholdet. Dansk Boldspil-Union blev altså døråbner til en verden, der normalt er hermetisk lukket for udenforstående.

- Det er stort set umuligt at komme ind på klubbens træningsanlæg Ciutat Esportiva Joan Gamper. Man skal blandt andet gennem check-points. Det er helt anderledes end det, vi er vant til herhjemme, beretter Jan Rindom.

Knægte med håndbolde

Vel indenfor var der til gengæld ingen problemer med at komme tæt på målmandstræningen. Jan Rindom så til fra første parket, da først klubbens junior- og ynglingemålmænd trænede. Siden overværede han en session med kommende Barcelona-keepere helt ned til otte år. I BFC er det de to tidligere topkeepere, Carles Busquets fra Barcelona, og Richard Segarra, Osasuna, der står for målmandstræningen.

- For de ældste handlede det meget om skabelontræning afsluttet med skudtræning. Jeg lagde især mærke til målmændenes udgangsstilling, og hvordan de positionerede sig. Det er ikke så voldsomt meget bedre end det, vi selv formår. Det var rart at opleve, at vi er godt med og holder et højt niveau herhjemme.

Der hvor Rindom især sugede til sig, var i arbejdet med de mindste målmænd helt ned til bare otte år.

- Spanierne går meget op i finmotorikken i boldomgangen. Derfor træner de med små håndbolde. Filosofien er, at kan du styre en lille håndbold, har du også kontrol over en større fodbold. Desuden var de utrolig meget i bevægelse. Nærmest en slags agility-træning. Samtidig med, at de rørte sig meget, var de løse i bevægelserne og virkede mere frigjorte end målmænd hos os. Det er noget, jeg tror, vi skal se på og tage til os, siger Jan Rindom, der drog ud lørdag og vendte hjem til kulden igen tirsdag.

- Spaniernes spilforståelse er ekstremt stærk fra de er helt små. Jeg tager det først med i min coaching og bevidstgørelse, når vi får målmændene på akademiet. I forhold til spanierne er vi bagud på det felt. Det kan være en forklaring på, hvorfor de på nogle områder er bedre funderede end os. De lærer som noget af det første at forstå og gennemskue fodboldspillet. Og det har de stor gavn af senere, siger Jan Rindom.

Opholdet bag kulisserne i FC Barcelona kastede en række personlige relationer af sig, og Jan Rindom er allerede blevet inviteret på ny inspirationstur på et senere tidspunkt.

- De er faktisk også interesserede i at høre om vores erfaringer. På den måde har vi et godt navn i FC Midtjylland, pointerer Jan Rindom.


Kilde:
http://www.fcm.dk/index.php?ID=4&nyhedI ... laes_nyhed

[Fantomet]

FC Barcelona - El segundo equipo del sueño

Af Jan Tailang Wen
http://www.fodboldnyt.com/artikler.php?id=15


Direkte oversat hedder overskriften: FC Barcelona – Det andet dream team.
Som mange nok ved, blev FC Barcelona i slutningen af 80’erne og i starten af 90’erne i det forrige århundrede kaldt ”el dream Team”. Det skyldtes helt og holdent, at holdet fra Catalonien fejede al modstand af banen fra 1990 til 1994. Hvem husker ikke spillere som Ronald Koeman, Hristo Stoitchkov, Michael Laudrup, Txixi Beguiristain, Bakero, Zubizaretta og senere hen Romario? Det var kort sagt et frygtindgydende hold, som ikke levnede modstanderne mange chancer. Fire gange liga-vindere i træk og en sejr i Europacuppen for mesterhold i 1992, taler sit tydelige sprog!

Den første Dream Team-æra endte med Laudrups farvel til Camp Nou i sæsonen 1994/1995. Mange spåede, at der aldrig igen ville opstå så stor en dominans på et enkelt hold, som på FC Barcelonas i starten af halvfemserne. Og da slet ikke i FC Barcelona igen. Mange var enige. Indtil den dag i dag. Genopstandelsen af det andet Dream Team, er i fuld gang. Den er ikke fuldendt. Men processen er længere fremme end nogensinde. Snart bliver det større, stærkere og mere karismatisk…

Eventyr-historien udspænder i sommeren 2003, da den unge advokat Joan Laporta vinder præsidentvalget i FC Barcelona. Hans første tiltag var at ansætte den fremadstormende, hollandske træner Frank Rijkaard. I forbindelse med det, blev det slået fast, at FC Barcelona igen skulle præge toppen af spansk og europæisk fodbold, som klubben tidligere havde gjort. Ovenpå en rædselsfuld sæson, 2002/2003, trængte klubben, klubbens fans og klubbens spillere til en succesoplevelse. Der blev stillet spørgsmålstegn ved holdets styrke. Man havde netop tabt kampen om det engelske fænomen, David Beckham, til ærkerivalerne fra Real Madrid.

Piben fik dog hurtigt en anden lyd, da Joan Laporta kunne præsentere sit største indkøb til dato. Den brasilianske tryllekunstner Ronaldinho var blevet købt fri af sin kontrakt med franske Paris Saint-German, og det fik straks pressen op af stolen. Derudover erhvervede man sig også det portugisiske stortalent, Ricardo Quaresma fra Sporting Lissabon, som nu spiller i FC Porto i hjemlandet; mexicanske Rafael Márquez, som efterhånden havde været på tale til Barça i nogle år; Rüstü Reçber, som dog blev en kæmpe-fiasko, og som igen er tilbage i Tyrkiet; hurtigløberen Luis García, som siden hen er blevet solgt til Liverpool FC, og hollandske Giovanni van Bronckhorst, som var blevet lejet i Arsenal.

Det var efterhånden et homogent hold, krydret med enkelte verdensstjerner. En konstellation, som fik mange til at udråbe Barcelona som outsidere til mesterskabet. Sådan skulle det dog ikke gå – i hvert fald ikke, hvis man skulle tage spillet og resultaterne i starten for seriøse. For godt nok kunne holdet levere enkelte gode præstationer fra tid til anden, men stabiliteten og kontinuiteten var fuldstændig sanseløs. Sejren i første spillerunde blev afløst af en masse tamme uafgjorte resultater, hvor holdet fra Catalonien mest af alt havde fortjent nederlag, samt enkelte nederlag og sejre. Holdet haltede således af sted i den spanske Primera Division, som af mange bliver betegnet som Verdens stærkeste liga.

FC Barcelonas efterår i 2003 blev af mange karakteriseret som skandaløst. Presset på Joan Laporta for at fyre Frank Rijkaard havde efterhånden vokset sig til astronomiske højder. Den 7. december gik han (Laporta, red.) således på catalansk tv og udtalte:

- I sommers arvede vi et hold, der var fuldstændig ude af balance, og som var nedbrudt efter adskillige år uden titler. Det kræver tid at genopbygge det, og det vil ikke være rimeligt at tage en uønsket beslutning angående Rijkaard. Vi er udmærket godt klar over, at alt har en grænse, men vi har til gengæld kun haft seks måneder at arbejde i, og det må derfor være klart for enhver, at vi har brug for mere tid.

Det blev på den måde slået fast, at Frank Rijkaard havde bestyrelsens fulde tillid til at opbygge det Barcelona-hold, som skulle vise Verden, at det fremadstormende hold ikke ville stå i skyggen af det gamle ”el dream Team”. Mange mente, at det var den arbejdsro, Frank Rijkaard fik, der var fundamentet for Barcelonas succes i foråret 2004. Der var da også brug for noget moral på holdet, da 12. pladsen i ligaen ikke kunne bruges til noget.

Dog havde klubben pæn succes i UEFA Cuppen, hvor holdet havde spillet sig frem til 3. runde, som skulle spilles i slutningen af februar og i starten af marts. Den 12. december 2003 stod det ligeledes klart, hvem modstanderen ville blive. Danske Brøndby IF, som på dette tidspunkt førte SAS Ligaen, blev trukket op af bowlen. En walk-over, mente de fleste, men i Danmark væbnede pressen og Brøndby-spillerne sig med en snert af optimisme. På tidspunktet, hvor det blev klart, at Brøndbys modstandere ville blive FC Barcelona, var Barcelona stadig i en bølgedal, hvilket retfærdiggjorde Brøndbys tro på samlet sejr.

- Selvom vi vil være undertippede, mener jeg helt bestemt, at vi har en realistisk chance for videre avancement. Vores spil har således kørt helt fantastisk i efteråret, hvilket har resulteret i en førsteplads i SAS Ligaen og en samlet sejr over Schalke 04, hvorimod Barcelonas har været særdeles svingende. Jeg mener derfor, at hvis vi spiller op til vores bedste, så er vi slet ikke chanceløse, udtalte Brøndbys anfører, Per Nielsen, således til hele den danske Verdenspresse.

Men så skete der noget for FC Barcelona. Pludselig kørte spillet gnidningsfrit, og resultaterne begyndte også at flaske sig. Holdet gik fra sejr til sejr i ligaen. Brøndby blev desuden slået ud af UEFA Cuppen efter en samlet sejr på 3-1 til Cataloniens stolthed. Skotske Celtic blev dog endestationen i 4. runde, men det betød ikke noget for holdets form i La Liga.
Man kunne se Barcelona vandre lige så stille op ad tabellen, og lige pludselig blev det realistisk at spille med om medaljer – noget, der var fuldstændig udelukket ved juletid.
Det hele kulminerede, da FC Barcelona slog Real Madrid med 2-1 på Santiago Bernabeu på sejrsmål af Xavi Hernandéz.

Det svingende spil fra efteråret samt drømme-spillet fra foråret resulterede i en klart tilfredsstillende andenplads i ligaen, hvilket betød, at holdet var sikret Champions League-deltagelse i sæsonen 2004/2005.

Ny sæson, nye spillere, nye ambitioner

Efter indkøringssæsonen, blev det gjort klart, at Barcelona nu ville gå efter sejren i Primera Divison såvel som Champions League samt Copa del Rey – pokalturneringen. En masse nyindkøb blev gjort, således at holdet nu var komplet. Spillerne havde bevaret den fandenivoldskhed, som i høj grad havde præget holdet i foråret. Der blev sejret, sejret og sejret. Bl.a. blev Real Madrid slagtet 3-0 på Camp Nou, hvilket gav et klart fingerpeg om, hvordan styrkeforholdet i spansk fodbold var på daværende tidspunkt.
Det var kun pokalturneringen, som ikke blev en succes. Holdet gik således allerede ud i første runde.

Champions League-gruppespillet blev også en ren legestue for Galehusets spillere. FC Barcelona virkede uovervindelige lige meget, hvor de spillede. Endelig havde man også fundet den topscorer, man havde sukket efter siden Romario forlod klubben i midten af halvfemserne. Samuel Eto’o var blevet købt fri af Real Madrid, og det skulle straks vise sig at blive en klog investering. Den afrikanske løve er således topscorer i den spanske liga, hvor han fortsætter med at få netmaskerne rundt omkring i Spanien til at blafre, samtidig med, at man kan høre hans jubelskrig overalt på diverse stadions.

Derudover har den brasiliansk-fødte portugiser Deco været med til at aflaste Ronaldinho som den kreative midtbanespiller, hvilket tydeligt har kunnet ses på holdets balance. Højresiden af holdet er desuden blevet markant forstærket i form af den brasilianske back, Belletti, og den franske højrefløj, Ludovic Giuly. Den svenske bomber, Henrik Larsson, var også blevet erhvervet, hvilket fuldendte angrebet. Til sidst var der også blevet købt en del aflastningsspillere, som højst sandsynlig aldrig kommer højere op end påfyldningsgruppen.

Holdets vel eneste manddomsprøve i denne sæson, indtil videre, har været kampene mod Chelsea i Champions League. Kampene blev på forhånd døbt til ”den moralske finale”, og det har ikke været uden grund. Barcelona er i særklasse i Spanien. Chelsea er i særklasse i England. Desuden blev der spillet op til kampen, inden selve kampen, i medierne, af specielt Chelseas kontroversielle manager, José Mourinho.

Den første kamp på Camp Nou endte med en smal 2-1-sejr til FCB efter, at spanierne havde været bagud. Det skabte dog en del virak efter kampen, da Mourinho hårdnakket påstod at have set Frank Rijkaard besøge dommer, Anders Frisks omklædningsrum i pausen. Så meget, at svenskeren Frisk har været nødsaget til at stoppe sin højt respekterede dommerkarriere, da de mange dødstrusler mod ham og hans familie blev for meget.

Det var derfor skæbnens kamp, da de to hold gjorde klar til returmødet på Stamford Bridge. Det lignede en klar sejr til The Blues, men Ronaldinho sørgede for, at Barcelona kom på 2-3 efter at have været bagud 0-3. Mod slutningen af kampen sørgede en af verdens bedste forsvarsspillere, John Terry, dog for, med et diskutabelt hovedstødsmål, at Chelsea stadig levede i årets Champions League, mens FC Barcelona nu udelukkende kunne koncentrere sig om den hjemlige liga.

I foråret har Barcelona ikke været helt så dominerende som i efteråret, men forspringet til forfølgerne er dog blevet holdt. Søndag d. 10. april 2005 ligger holdet således på en sikker førsteplads med et forspring på hele ni point ned til nummer to, Real Madrid, med otte kampe tilbage.
Allerede i aften ved vi meget bedre, hvordan mesterskabskampen står til, idet netop de to hold mødes i en sand gyser på Santiago Bernabeu. I skrivende stund kendes resultatet ikke, så derfor undlader undertegnede at komme med holdninger og synspunkter omkring kampen. I stedet henvises I til optakten af kampen, som Lars Gram-Hanssen har formuleret. Den kan findes her: http://www.fodboldnyt.com/optakter.php?id=38

Uanset resultatet, må man konkludere ud fra det seneste halvandet år af FC Barcelonas historie, at der, hvis udviklingen på holdet fortsætter, snart vil være et nyt Dream Team, som på flere måder vil overgå det hidtil eneste Dream Team.
Den grimme ælling er blevet til en smuk svane, som vores egen H.C. Andersen selv ville have udtrykt det. Nu mangler svanen bare at lære at flyve. For Dream Team er unikt. Det skiller sig ud fra mængden. Det er ikke som de andre. Det har skjulte egenskaber og færdigheder. En vis elegance.

[Fantomet]

Gensyn med Ronnie Ekelund
19. juni, klokken 6:55 af Hans Teglhus Møller

Hentet fra http://90min.dk/gensyn-med-ronnie-ekelund/




Den tidligere Brøndby-spiller Ronnie Ekelund kigger tilbage på en lang karriere, som startede i klubben på Vestegnen, og som fortsatte i flere udenlandske ligaer.

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var midtbanespilleren Ronnie Ekelund et af de helt store håb i dansk fodbold. En lovende start på karrieren med debut på Brøndbys førstehold i en ung alder, udviklede sig til et eventyr i storklubben F.C Barcelona. Midtbanespilleren måtte dog sande, at skader, uheld og manglede evner forhindrede gennembruddet i den spanske liga. Ekelund ser sammen med Southampton-fansitet Spanish Saints tilbage på en lang karriere i mange forskellige klubber.

Kæmpetalentet
Ekelund startede sin karriere i Brøndby med lyn og torden. Den unge midtbanespiller debuterede på førsteholdet i en ung alder og blev i 1988 kåret som årets U17-talent. I de følgende år skulle Ekelund bide sig fast i Brøndby-truppen og var medvirkende til at hjemføre mesterskabstitlerne i 1990 og 1991. Talentets præstationer blev bemærket af U21-landsholdets trænere, som udtog ham til landsholdet, der skulle forsvare de danske farver ved sommerens OL i Barcelona i 1992. Netop Barcelona skulle blive Ekelunds hjemby i de efterfølgende år, efter storklubben havde fulgt talentet i en længere periode.

- Johan Cruyff (daværende Barcelona-træner red.) havde allerede udvist interesse inden OL-slutrunden, og klubben havde tilmed set mig spille i Danmark. Da vi havde spillet vores puljekampe ved slutrunden, fløj jeg straks til Barcelona og underskrev en kontrakt, og allerede dagen efter tilsluttede jeg mig truppen, som var i Holland i forbindelse med sæsonoptakten.

Træning med verdensstjerner
Som 19-årig hevet væk fra de trygge rammer i Danmark, var det noget af en omvæltning for Ekelund nu at træne sammen med verdensstjerner som Koeman, Romario, Stoitchkov og Laudrup. Selvom det ikke blev til megen førsteholdsfodbold, følte Ekelund dog, at han udviklede sig som fodboldspiller.

- Til dagligt trænede jeg sammen med førsteholdet, men i weekenderne spillede jeg for andetholdet. At spille sammen med så store udenlandske stjerner og det halve spanske landshold var en fantastisk oplevelse, og jeg udviklede mig utroligt meget.

Udover at træne med en lang række af stjernespillere kunne Ekelund glæde sig over at blive trænet af den karismatiske Johan Cruyff, som i sin tid som aktiv fodboldspiller var kendt som en af verdens bedste.

- Cruyff havde en fantastisk fodboldvision. Desuden dukkede han op til andetholdskampene, hvilket var med til at motivere og påvirke spillet i positiv retning.

Gennembruddet manglede
Til trods for udviklingen i det spanske formåede midtbanespilleren aldrig at opnå det endelige gennembrud. Skader og reglen om begrænsning af udlandske spillere betød, at Ekelund måtte søge nye græsgange, hvilket i første omgang blev i engelske Southampton på en lejeaftale, selvom talentet modtog tilbud fra andre spanske klubber.

- Der var flere spanske klubber, som havde vist interesse, men mit valg af Southampton var den rette løsning.

Selvom Ekelund kun spillede i den engelske Premier League-klub i en enkelt sæson, huskes han idag som en stor spiller, som sammen med den engelske landsholdsspiller Matthew Le Tissier skabte frygt hos modstanderne. Ekelund selv var også glad for samarbejdet med englænderen.

- Le Tissier var ligeså dygtig en fodboldspiller som Romario og Koeman. Allerede fra første dag var han og jeg på bølgelængde.

Alvorlig skade
Allerede efter en enkelt sæson blev samarbejdet afbrudt, da Ekelunds aftale med Southampton udløb. I mellemtiden var midtbanespilleren løbet ind i en slem rygskade, og derfor måtte han mod sin vilje forlade den engelske klub.

En fremtid i Barcelona var dog ikke på tale, og Ekelund blev i stedet udlejet først til Manchester City og dernæst til Coventry, inden kontrakten med Barcelona udløb. Opholdene hos de to engelske klubber skulle dog ikke blive så succesfulde som det foregående i Southampton, og særligt tiden i Coventry var kedelig for Ekelund.

- Et managerskifte betød, at den tidligere manager havde hentet mig til klubben, mens den nye allerede havde hentet en spiller til min position.


Retur til Danmark
Efter nomadetilværelsen mellem Spanien og de forskellige engelske klubber søgte Ekelund en retur til dansk fodbold, hvor OB i 1996 stod klar med en kontrakt til midtbanespilleren. I tre år huserede Ekelund atter i den bedste danske række, inden han søgte mod sin tredje udenlandske destination, hvor franske Toulouse stod klar med en kontrakt. Opholdet i det franske blev en succes, men alligevel varede det kun et enkelt år, før Ekelund atter måtte finde en ny klub.

- Jeg nød at spille i Toulouse. Jeg blev hentet til klubben for at være med til at sikre oprykning til den bedste franske række. Det lykkedes, og jeg fik stor ros af min træner, men til trods for succesen blev træneren fyret. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der skete.

Derfor søgte Ekelund endnu engang mod England, hvor Walsall skulle huse midtbanespilleren i en enkelt sæson, inden karrieren i 2001 fortsatte i den amerikanske klub San Jose Earthquakes. I det amerikanske hentede Ekelund stor succes, da han førte San Jose op igennem tabellen i sin første sæson, mens han i den anden sæson kom på årets hold.

Amerikansk fodbold
Mange vil måske mene, at et skifte til en amerikansk fodboldklub vil være tilbageskridt sammenlignet med de udfordringer, som Ekelund har stået overfor særligt i Spanien og England. Den betragtning er Ekelund dog ikke enig i.

- Den engelske liga er hurtig og spændende, mens den spanske er teknisk elegant. I det amerikanske er det spændende at være aktiv i en sportsgren i rivende udvikling. Det er langt bedre, end jeg havde forventet.

Selvom den amerikanske liga er i rivende udvikling, er Ekelund dog ikke sikker på, at populariteten vil nå samme højder som i Europa.

- I England er fodbold ligesom en religion, men hvem ved, om det samme bliver tilfældet i USA. Det tager i hvert fald tid.

- MLS er en god liga. Spillerne er teknisk dygtige men mangler naturligvis taktisk forståelse, når fodbold nu er så ny en sportsgren i USA.

Ekelund nåede at score 11 mål i 91 kampe, inden han i 2005 skiftede til konkurrenterne hos California Cougars, hvor den aktive karriere blev afsluttet.

Idag er den nu tidligere midtbanespiller tilbage hos sin første amerikanske klub, San Jose Earthquakes, hvori han i marts blev ansat som teknisk træner. Her kan Ekelund sludre om sin meritter med Brøndby med den udlejede Brøndby-angriber, Peguero.

[Fantomet]

Hentet fra www.thomasladegaard.dk


Jeg indrømmer det gerne. Den store eurofi omkring FC Barcelona har jeg altid været en smule skeptisk overfor. Selvfølgelig er det en speciel klub. Men dem er der så mange af. Og selvom de har haft flere dream-teams, viste AC Milan i 1994, hvem der udgjorde det virkelige drømmehold.

Men drømmen om det smukke spil, udført af renfærdige sjæle uden reklamer på trøjen, lever videre. Det er drømmen om Barca, der går hånd i hånd med en hysterisk catalansk regionalisme. Jeg har selvsagt hørt historien om undertrykkelsen fra Madrid i alle Franco-årene og om Johan Cruyff, der kom som frelseren og gav klubben, byen og regionen en ny stolthed. Kun på Camp Nou kunne man råbe noget grimt efter folk fra hovedstaden. Barca er således meget mere end en fodboldklub. Men igen: Dem er der også andre af.

Mit lurvede instinkt fortæller mig, at det nok alt sammen er myter og luftkasteller, og så kan man jo lige så godt holde med et par hold, der bare er et hold.

Men tiden er kommet til en indrømmelse. Barcelona er et fantastisk hold, som spiller fantastisk fodbold. I en fodboldverden, hvor Barcas spanke rival bruger mia. på stjerner, har Barcelona sammensat et hold med en række egne talenter og en catalansk træner, der selv har spillet i klubben, og som er fuldt ud forpligtet på at spille et smukt, boldbesiddende fodbold på den store scene. Og som om det ikke var nok: De vinder.

Men tre pokaler sidste år var ikke nok til at overbevise mig, den sure skeptiker. Er der ikke alt for mange unger, der render rundt i en Messi-trøje? Men jeg blev overbevist af en ung argentiner for et par uger siden, da Barca mødte Arsenal på Camp Nou. Der måtte jeg overgive mig til holdets og enerens storhed.

Den aften kunne man genvinde sin tro på fodbolden. Den aften gav det hele mening. FC Barcelona gør alt det rigtige – og de vinder samtidig fodboldkampe. Det må man tage hatten af for.

I aften møder de så den deciderede anti-tese til det stort anlagte og smukke spil. Siden Helenio Herrera regerede i Inter med sin ultra-defensive Catenaccio, har den italienske klub repræsenteret det mest negative og defensive fodboldsyn. Det er derfor to forskellige filosofier, der mødes i aften. Men Barca er også oppe imod en af den moderne fodbolds bedste hjerner, og i det perspektiv er aftenens kamp en af de mest interessante længe. Hvad vil han gøre med Messi? Måske bliver det ikke så kønt som mod Arsenal. Men det bliver meget interessant. Denne gang håber jeg ubetinget på Barca.

[Fantomet]

Drengen, der opgav sin drøm

http://kunfodbold.com/artikler/zlatanibrahimovic/

Først mente hans træner, at han ikke var god nok til den lokale klub. I dag er han en af verdens bedste angribere. Zlatan Ibrahimovic har måttet tage mange nederlag på sine skuldre, men den dag i dag har det båret frugt. Portræt af verdens (måske) bedste angriber.

Skrevet 20. december 2009 af Mikkel Hauerberg

Når han går på gaden, ligner han en helt normal mand. Når han drikker en kop kaffe på en café, er det på samme måde, som når en helt normal mand drikker kaffe. Når han køber tøj, køber han det samme tøj, som en hver anden mand ville købe. Men Zlatan Ibrahimovic er ikke helt normal – i hvert fald ikke på en fodboldbane.

Når svenskeren træder ind på det grønne græstæppe, forvandles han fra normal mand til et målmonster, der hungrer efter at få bolden i nettet, uanset om modstanderen hedder Real Madrid eller Racing Santander. ”Det er måske lidt overdrevet. Sådan er jeg faktisk ikke,” griner han, da han blev konfronteret med hans ”dobbeltliv”.

Statistikerne er ikke enige. Med 11 mål i 13 La Liga-kampe for FC Barcelona, hvortil han blev hentet i sommers, er han flyvende i denne sæson. Ikke nok med, at han bomber mål ind kamp på kamp, han kan også finde ud af at stå i oplæggerens rolle. ”Jeg er selv meget stolt af min præstationer, men jeg ser fremad, og ikke særlig meget tilbage. Jeg vil helst fokusere på de kampe, jeg skal spille, og ikke dem, jeg har spillet,” siger han.

Da Zlatan Ibrahimovic blev præsenteret foran 60.000 FC Barcelona-fans, der var mødt op på Camp Nou, lovede han, at han ville score så mange mål, at selv hans værste kritikere måtte overgive sig. Nu har verdens måske bedste klub fået en ny stjerneangriber, der måske kan gøre den spanske mesterklub endnu bedre, end den var før.

Zlatan Ibrahimovic mener selv, at FC Barcelona er verdens bedste klub. Han mener også, at FC Barcelona er den klub, hvor han bedst kan fortsætte sin udvikling, og dette er en af grundene til, at svenskeren skiftede fra hans tidligere klub, italienske Internazionale.

"Barcelona er den klub, der kan gøre mig en bedre fodboldspiller, end jeg er i dag. Jeg ønsker at være en del af det projekt og den historie, Barcelona er ved at gøre verdensberømt," sagde han i forbindelse med hans præsentation, og dette mener stadig. ”FC Barcelona er bare verdens bedste klub. Sådan er det,” siger han med et smil på læben.

Hvis man kigger på Barcelonas sæsonresultater indtil nu er det svært at være uenig med Ibrahimovic. På nuværende tidspunkt ligger klubben på en førsteplads, ganske vist tæt forfulgt af rivalerne fra Real Madrid, og Champions League-turneringen ser fra FC Barcelonas synspunkt særdeles udmærket ud. Zlatan Ibrahimovic mener dog ikke, at han er den væsentligste grund til Barcelonas succes.

”Holdet spiller som helhed rigtig godt i denne sæson – og for den skyld også sidste sæson. Ingen er uundværlige, men hvis ikke jeg havde mine medspillere, ville jeg aldrig have scoret så mange mål,” siger Zlatan, og han fortsætter med et smil på læben: ”Hvis der var et hold, der hed Ibrahimovic FC, og det udelukkende bestod af Zlatan Ibrahimovic’er ville det absolut ikke fungere.”

Svenskeren har dog ikke altid haft ligeså stor succes, som han har nu. Han haft en svær barndom, og hvis ikke det var for en af hans ungdomsfodboldtrænere, var han aldrig blevet til noget. ”Det ville være synd,” mener han selv, mens han prøver at hold et grin tilbage.

Zlatan voksede op mod tre søstre og to brødre, og ingen af dem interesserede sig for fodbold, men det kunne man ikke sige om lille Zlatan. Ibrahimovic spillede døgnet rundt i en lille baggård i det ghetto-område af Malmö, hvor der faktisk kun boede nogen som ham – svenskere med anden etnisk baggrund.

Han startede med at fodbold som seks-årig i den lokale topklub Malmö, men træneren kunne ikke se nogen potentiel superstjerne i ham, og han var ved at droppe sin drøm om at blive professionel fodboldspiller. Han skiftede klub til den mindre, men mere imødekommende, klub FBK Balkan, der straks efter prøvetræningsperioden satte ham på årgangens førstehold. Men der gik ikke lang tid, før Malmö fortrød, og i de tidlige teenageår skiftede Zlatan tilbage til hans barndomsklub.





Svenskeren med den kroatiske mor og den bosniske far måtte dog ligge skuldre til endnu et sportsligt nederlag, da han blev sat af hans årgangs førstehold. Andetholdstræneren kunne dog godt se potentiale i den blot 15-årige svensker, der ville stoppe med fodbolden til fordel for et fiskerjob i den lokale havn, men hans træner ville det anderledes. For at udvikle Ibrahimovics talent arrangerede specielle træningssessioner blot for det unge talent. Dette skulle snart vise sig at give bonus, og et halvt år senere havde han skrevet under på en kontrakt med klubbens seniorførstehold.

”Det var meget svært at erobre en plads på klubbens førstehold, og da jeg blev sat af, ville jeg helt droppe fodbolden, og bare lave det samme som så mange andre svenskere; fiske, sidde på kontor eller noget i den stil. Men andetholdstræneren ville det anderledes, og han gjorde, at jeg fik selvtilliden tilbage. Jeg har virkelig meget at takke ham for,” siger Zlatan om den hårde tid.

Siden da har Zlatan udviklet sig i Ajax, bombet mål ind for italienske Juventus, vist en endnu større målnæse i Inter, og nu er han altså topscorer i La Liga for FC Barcelona. Det kan godt være, at det ikke altid har formet sig efter svenskerens hoved, men som han selv siger: ”En fodboldspiller må finde sig i nederlag.”

[Fantomet]

Tag med Luna til Laudrups Barcelona
http://pleasure.dk/rejser/artikel/131482/


RejserIfølge Danmarks førende fodboldkorrespondent, Luna Christofi, er det noget nær en forbrydelse at tage til Barcelona uden at gå ind og se en fodboldkamp.

Pleasure.dk mødte hende i Barcelona mens Michael Laudrup og hans opkomlinge fra lilleputklubben Getafe skulle møde Barcelonas verdensstjerner.

TV3’s succesfulde reporter er da bidt af en gal fodbold, men det er ikke kun på baggrund af lidenskaben for spillet, Luna Christofi anbefaler at tage en tur forbi Barcelona enorme station, Camp Nou, når nogle af verdens største fodboldstjerner udfolder sig på det grønne tæppe.


Mere end en klub
"Det er ikke bare en fodboldoplevelse. Det er en kulturoplevelse. Hvis man rejser ud og gerne vil finde ud af, hvad det er for et land, man er kommet til, og hvad spanierne er for nogle størrelser, så er fodbolden en rigtig god indgangsvinkel," siger Christofi, som har haft bopæl forskellige steder i Spanien de sidste otte år, blandt andet i den catalanske hovedstad Barcelona.


Hernede er det vigtigere, hvordan holdet spiller, end hvilket resultat de opnår
I Spanien giver fodbold håb og drømme i en ofte hård hverdag, og for det catalanske folk er fodbold også en platform til at demonstrere ønsket om selvstændighed.

Det catalanske flag præger stadion, og den legendariske klub-hymne, tilskuerne skråler med på inden kampene på Camp Nou, er på catalansk. Sangen bliver spillet i dag, ligesom den blev spillet, lovstridigt, under Francos diktatur.
Klubbens slogan "Mes que un club" (mere end en klub) rammer plet. FC Barcelona er en institution. Politisk, kulturel, social.

Alle er fans
"Her i Spanien er fodbold en del af folks identitet. Hvis du møder en spanier, er det meget normalt, at folk spørger, hvilken fodboldklub man holder med, i stedet for hvad man laver. Alle mennesker har et forhold til en klub - også selvom du ikke er fodboldinteresseret," fortæller Luna Christofi.


Utilfredsheden med den seneste tids dårlige resultater og den målløse kamp kulminerer ti minutter før tid
FC Barcelona har 157.000 officielle medlemmer i klubben. 90.000 af dem er indehavere af et svært tilgængeligt sæsonkort. Det betyder, at der til de største kampe på Camp Nou er garanteret 90 pct. fuldt hus på station.

De sidste knap 10.000 bliver med sikkerhed også solgt, når for eksempel de altoverskyggende rivaler fra Real Madrid kommer forbi.


Getafe på besøg
Denne aften hvor Pleasure.dk er det ikke de kongelige fra Real Madrid, der er på besøg, men derimod et hold placeret et godt stykke længere nede i tabellen.

Navnene på holdets trænere klinger til gengæld dansk, og det gør kampen mere attraktiv for de fodboldinteresserede danskere, end den rent sportsligt er berettiget til.

Modstanderen er selvfølgelig Getafe og trænerparret Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen. De to danske fodboldikoner har fået danske fodboldfans til at valfarte til Getafe-kampe på trods af klubbens beskedne størrelse og placering i tabellen.


Vi lever i et samfund, hvor mellemregningerne betyder mindre og mindre, og sådan synes jeg desværre også fodboldverdenen er blevet
Denne søndag aften har de chancen for at give stjernerne fra det kriseramte Barcelona-hold flere negative overskrifter i de aggressive spanske sportsaviser, og fodboldkorrespondent Luna Christofi forudser gode chancer for Laudrups unge trup.


Barens parlament
For at få et indtryk af den tiltagende utilfredse stemning blandt catalanerne, ser hun dog kampen på en af de utallige barer, der viser kampe fra La Primera Divisioni stedet for fra tribunen.

Som kampen udvikler sig, bliver der angiveligt råbt catalanske skældsord på barerne rundt omkring i Barcelona. På Camp Nou holder de omkring 60.000 fremmødte sig i hvert fald ikke tilbage. Utilfredsheden med den seneste tids dårlige resultater og den målløse kamp kulminerer ti minutter før tid.

Publikum vifter heftigt med hvide lommetørklæder og aviser som symbol på at både holdet, træneren og præsidenten kan skride ad h. til.


Kræver flot fodbold
De spanske tilskuere kræver underholdning, og tålmodigheden rakte ikke til endnu en aften uden sejr.

"Langt de fleste steder hernede er det vigtigere, hvordan holdet spiller, end hvilket resultat de opnår. Vi lever i et samfund, hvor mellemregningerne betyder mindre og mindre, og sådan synes jeg også fodboldverdenen er blevet. Du skal bare skabe resultatet, du skal vinde titlen, det er ikke så vigtigt, hvordan du gør det. Desværre," siger Luna Christofi til Pleasure.dk.

Luna Christofi er forfatter til bogen Fodboldrejsen, hvor du kan læse om Barcelona og ni andre europæiske fodboldstorbyer.

[Fantomet]

BLOG: FC Barcelona som skotsk mester?

af Emil Norsker,
http://www.sportsfanplus.dk/blog/blog-f ... sk-mester/

Spansk topfodbold. Primera Division. Indbegrebet af teknisk, offensiv fodbold. Verdens bedste liga? Overhovedet ikke.

Jeg ser nemlig en tydelig og uheldig tendens i spansk fodbold.
De to store giganter, FC Barcelona og Real Madrid, river ligaen fra hinanden. De to klubber fik historiske 99 og 96 point i den netop overståede sæson – ikke mindre end 28 point mere end nummer tre fra Sevilla fik de spanske mestre fra Barcelona.
Det fortæller billedet om en efterhånden skotsk liga, hvor der kun er to klubber, som vinder uge efter uge. Real Madrid er kommet bagud i en række af kampe i sæsonens løb, men har alligevel vundet 31 ud af sæsonens 38 kampe i ligaen.
Denne udvikling kunne naturligvis forklares, hvis begge klubber år efter år var i Champions League-finalen, men kun FC Barcelona kan prale af solide europæiske præstationer i de seneste sæsoner.
Et tydeligt eksempel på den spanske ligas skuffende niveau var forrige sæson, hvor Real Madrid i ottendedelsfinalen i Champions League mødte engelske Liverpool. Den kongelige klub havde vundet otte kampe i træk, mens Liverpool var en klub i stor resultat- og spillemæssig krise.
Alligevel kørte Liverpool henover madrilenerne og vandt samlet 5-0. En magtdemonstration på, at den spanske liga mangler tempo – og ikke mindst velorganiserede hold.
I den forgangne sæson viste klubber som Sevilla, Valencia, Atletico Madrid og Villareal, at de ikke besidder den fornødne klasse eller stabilitet til for alvor at true de to tophold.
Og for at gøre ondt værre, så har FC Barcelona købt den bedste spanske spiller, der ikke allerede spiller i enten Catalonien eller Madrid. David Villas nye blaugrana-trøje vil kun øge afstanden mellem top2 og resten af ligaen.
Udviklingen er farlig, fordi interessen for Primera Division vil falde, hvis det bliver en vanesag for FC Barcelona og Real Madrid at vinde alle kampe.
I så fald bliver der kun to kampe at se frem til på en hel sæson. Real Madrid-FC Barcelona og FC Barcelona-Real Madrid.

[Blaugrana92]

Mjaaah. Det er et fint blogindlæg, men så sort-hvidt synes jeg sgu heller ikke det er. Der er stadig masser af gode kampe at se frem til, for selvom Valencia har mistet Villa og Silva er det altså stadig et stærkt hold. Der er blot nye der skal tage over nu, og Pablo Hernández kan vel meget let være en af dem, i samarbejde med Mata - hvis han da altså bliver der. Sevilla er jo også stadig et fint hold og så er der altså også Atlético. De forsøger næsten altid på at spille flot, hurtigt, kreativt angrebsfodbold. Det resulterer nogle gange i at det går helt i stykker i bagrummet, men til gengæld er de næsten altid gode for et par mål i løbet af en kamp. Og så har de jo nogle spektakulære spillere i form af Forlán, Agüero, Reyes m.fl. Men han har helt ret i at de ikke har stabiliteten til for alvor at udfordre os og Madrid i det lange løb, men det er da noget vås at sige at vi kun kan glæde os til to kampe i løbet af den næste sæson.

Jeg vil dog give ham ret i at den spanske liga ikke har det alt for godt i europæisk sammenhæng. De engelske hold har klaret det markant bedre end de spanske de sidste par år og det samme synes jeg egentlig de spanske og italienske har. Men Barcelona er jo så undtagelsen. For vi har sgu hverken manglet tempo eller organisation de sidste to sæsoner.

[Mander]

Til gengæld er englænderne ikke særligt gode til at omdanne deres succes til trofæer. De sidste fem år i træk, op til finalen i år, har der været seks engelske hold i CL-finalen, og det har kun resulteret i trofæer to gange (hvor det ene kom i en ren engelsk kamp).

Man kan jo også spørge sig selv, hvor stor konkurrencen rent faktisk er i England. Der er måske mindre forskel på nr. 2 og 3, men reelt er det jo kun Utd og Chelsea, der kæmper om mesterskabet. Måske City fra næste sæson af, hvis de kan få holdet til at virke.

[Flax_Generous]

Man kan jo også spørge sig selv, hvor stor konkurrencen rent faktisk er i England. Der er måske mindre forskel på nr. 2 og 3, men reelt er det jo kun Utd og Chelsea, der kæmper om mesterskabet. Måske City fra næste sæson af, hvis de kan få holdet til at virke.

Liverpool var 4 point fra mesterskabet i 08/09 og Arsenal var 4 point fra mesterskabet i 07/08, og de var begge godt med i mesterskabskampen i de sidste afgørende kampe. Faktisk var Liverpool formentlig det stærkeste hold i ligaen i starten af 2009 (hvilket blot gør det så meget sjovere, at de har været så ringe i det seneste års tid), mens Arsenal nok var det stærkeste hold i ligaen i slutningen af 2007.

Men ja, mesterskaberne er blevet fordelt mellem Chelsea og United i de seneste 6 sæsoner. Så The Big Four er uden tvivl mere tosidet end navnet antyder. Men det er stadigvæk langt fra den Real og Barca-dominans som har udviklet sig på det seneste i spansk fodbold.

[Mander]

Sidste gang et andet storhold end Chelsea vandt FA Cuppen er trods alt også 5 sæsoner siden, hvor Liverpool vandt (og så har Portsmouth vundet en enkelt i perioden). I Copa del Rey har vinderne været Espanyol, Sevilla, Valencia, Barca, Sevilla i samme periode.

Selvfølgelig er der stor forskel på Real Madrid/Barcelona og så resten af Spanien, og forskellen ser ikke ud til at blive mindre lige for tiden, hvilket er en træls udvikling. Min pointe er bare, at englændernes liga eks. ikke er så meget mere åben, som man skulle tro, bare fordi nr. 3 ikke slutter nær så mange point efter nr. 2 som i Spanien. Eks. viser denne statistik (og hvem elsker ikke statistik?), at ud over Barca og Real, så ligger La Liga-klubbernes point stort set præcis ligesom i Italien og England. Og i England er der langt større forskel på nr. 7 og nr. 17 end i de to andre ligaer. Jeg er rimelig enig med hans konklusion vedr. PL; stærk top, sikkert også stærkere end i La Liga og Serie A pt., men resten af feltet er ikke noget at råbe hurra for.

[Fantomet]

FC Barcelona viser vejen til fodboldens fremtid
http://borsen.dk/nyheder/sport/artikel/ ... emtid.html


Af Niels Frydenlund

Da FC Barcelona i lørdags spillede ærkerivalen Real Madrid af brættet og vandt 2-0, var der ikke bare tale om en afgørende begivenhed i kampen om det spanske fodboldmesterskab anno 2010.

Det var også en sejr for fremtidens måde at tænke fodbold, forretning og økonomi.

FC Barcelonas suverænitet i international fodbold gennem de seneste to sæsoner er ikke tilfældig. Klubben er bygget op over en klar strategi, sportsligt såvel som forretningsmæssigt.

Og de to ting hænger nøje sammen.

Nøgleordet er La Masija, FC Barcelonas ungdomsakademi placeret i en sjælfuld gammel bygning i Barcelonas Les Corts-distrikt nær hjemmebanen Camp Nou.

Fodboldakademiet blev startet her i 1979, og førsteholdets nuværende træner Pep Guardiola er en af de talrige stjerner, der har fået sin fodboldopdragelse på La Masija.

Hele 10 af de spillere, der i øjeblikket styrer mod både mesterskab og Champions League-titel for andet år i træk, er således opfostret på akademiet.

Lionel Messi kom som 12-årig, Xavi var 11 og Andres Iniesta 12, da de blev sluset ind. Bojan Krkic, Carles Puyol, Victor Valdes, Jorquera, Pique, Pedro og Victor Sanchez er de andre førsteholdsnavne fra La Masija.

Klar strategi

Keld Bordinggaard, landstræner for det danske U/21-landshold, har adskillige gange besøgt La Masija og ser en klar sammenhæng med arbejdet på akademiet og den succes, Barcelonas førstehold oplever i disse år.

"Der er en meget klar strategi, der afspejler sig helt ned i valget af øvelser på træningsbanen. Alt foregår i spiløvelser, der udvikler den enkelte spillers kompetencer og færdigheder, så han passer nøjagtigt i den måde, FC Barcelona spiller fodbold på," forklarer Keld Bordinggaard.

"Træningsmetoderne er udsprunget af et stort strategisk grundarbejde, og klubben har meget kompetente folk til hele tiden at udvikle og tilpasse øvelserne, så de matcher spillets udvikling og de krav, det stiller til færdigheder. Det var Johan Cruyff (Barcelona-træner fra 1988-1996, red.), der tog initiativ til modellen, og siden er den blevet tilpasset og udviklet yderligere," forklarer Bordinggaard videre.

Satsningen på egne talenter og dermed færre dyrt indkøbte stjerner har indlysende fordele. Barcelona-modellen er markant anderledes end den, ærkerivalen fra Real Madrid benytter for at opnå succes.

Sidste sommer fejrede Real Madrids præsident Florentino Perez sit valg til præsident ved at indfri sine mange valgløfter.

Med sikkerhed i de næste tre års entreindtægter gik han i banken og lånte et par milliarder for at hente Cristiano Ronaldo, Kaka og Karim Benzema til Santiago Bernabeu.

Real Madrid fejler

Satsningen er i første omgang slået fejl: Real Madrid blev slået ud af Lyon i Champions Leagues ottendedels-finale, og lørdagens nederlag på hjemmebane til Barcelona ligner et farvel til det spanske mesterskab.

Både sportsligt og forretningsmæssigt har Real Madrid dermed fejlet i sammenligning med FC Barcelona. Barcelona har brugt færre penge – og har et langt bedre hold.

Den spanske avis Sport lavede for nyligt en sammenligning, der illustrerede den store forskel i de to klubbers måder at drive forretning på.

Siden 2003 har FC Barcelona vundet 10 titler (to Champions League-titler, tre spanske mesterskaber, en spansk pokaltitel, tre spanske Super Cupper og en europæisk Super Cup).

I samme periode har Real Madrid kun vundet fire (to spanske mesterskaber og to spanske Super Cupper).