Godt nok en engelsk artikel, men meget fin alligevel;
http://www.guardian.co.uk/sport/blog/20 ... ter-united
The Question: Are defensive forwards the future?Barcelona, Manchester United and Liverpool are among the teams to have realised that attacking players must be prepared to function in less glamorous ways
Comments (122)
Buzz up!
Digg it
Leo Messi and Thierry Henry celebrate Barcelona's second goal against Manchester United. Photograph: Jasper Juinen/Getty Images
Amid all the praise for the way Barcelona maintained possession against Manchester United in the Champions League final, one comment from their manager, Pep Guardiola, tended to be overlooked. "Without the ball," he said, "we are a horrible team. We need the ball, so we pressed high up the pitch to win the ball back early."
From a Barcelona manager, perhaps that isn't so surprising. After all, since Rinus Michels took charge there in 1971, they have favoured the classical Dutch model, which demanded pressing and an aggressive offside trap. "When I went to Barcelona," remembers Marinho Peres, the Brazilian defender who joined the club in 1974, "Michels wanted the centre-backs to push out to make the offside line. In Brazil this was known as the donkey line: people thought it was stupid. The theory was that if you passed one defender, you passed all the others.
"But what Cruyff said to me was that Holland could not play Brazilians or Argentinians, who were very skilful, on a huge pitch. The Dutch players wanted to reduce the space and put everybody in a thin band. The whole logic of the offside trap comes from squeezing the game. This was a brand new thing for me. In Brazil, people thought you could chip the ball over and somebody could run through and beat the offside trap, but it's not like that because you don't have time."
Arrigo Sacchi, whose philosophy was developed from Total Football, believed that a side pressing would ideally allow only 25 metres between centre-forward and centre-back, but such a thin band seems impossible under the liberal modern interpretation of the offside law, which is one of the reasons that it has become increasingly common for sides to play in four bands instead of three. (In fact, it could be argued that one of the reasons that United were so outplayed was that Barcelona's system was discernibly a 4-1-2-3, while United, perhaps because of the absence of Darren Fletcher, perhaps because of Anderson's indiscipline, were stuck in a far more rigid 4-3-3. Given rough equality of talent in that midfield area, a triangle will always beat a line.)
What Barcelona achieved, in other words, was to find a way of pursuing the classic tenets of Total Football – short passing, intermovement of players, winning the ball high up the field – under the modern interpretation of the laws. Their solution, in truth, is not especially complex. Certainly it does not require the intellectual leap of faith Marinho found he needed to accept the efficacy of aggressive offside.
If defenders cannot move forward to defend high up the field because the weakened offside law makes them reluctant to leave space behind them, then logically forwards, when they do not have the ball, act as defenders. This is nothing particularly new – Andriy Shevchenko's ability to defend, for instance, was one of the things that made Valeriy Lobanovskyi hail him as the first "universal player" – but what is surprising is the extent to which Barcelona's forwards are deployed as ball-winners.
To traditionalists who prefer to think of forwards as fragile artists who should not be troubled by such negative thoughts that may be unpalatable – Jimmy Greaves always thought a forward should run as little as possible to ensure he was fresh to pounce when chances arose - but the statistics are telling.
For Barcelona Dani Alves stands alone, having committed twice as many fouls as anybody else in the back four last season, but Opta stats show that Thierry Henry committed more fouls than any other member of the back four, with Gerard Piqué only one ahead of Samuel Eto'o, and Leo Messi and the other regular defenders within one foul of each other. Given none are the sort of players usually thought of as dirty, and they are not the Kevin Davies or Niall Quinn sort of target-man forward who concedes a lot of free-kicks simply because they challenge for a lot of headers, that surely is significant.
Barcelona, because of their reputation for beautiful football, are perhaps the most striking example, but they are certainly not alone. It is not stretching things by much to draw a parallel with table football where, beyond a certain level, most of the play is made by the back two, because they have secure space behind them and so can tee up shots, while the front bands of five and three are left to block or to pounce on loose balls.
Full-back has become the most tactically interesting position on the pitch because full-backs, as Jack Charlton noted in 1994, tended to be the only players on the field who regularly had space in from of them. Logically, the next step was to close that down, which means forwards, and particularly wide forwards, taking defensive responsibility.
Der er mere end det, men det omhandler ikke Barca
Artikler og bøger
Redaktører: Guardiola, Wennerberg
-
Fantomet
- Indlæg: 263
- Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
- Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
- Har takket: 14 gange
- Blevet takket: 3 gange
- Kontakt:
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Guardiola-effekten slår igennem
Af Kim Michelsen
http://www.tipsbladet.dk/artikel/baggru ... ar-igennem
Erfaring og titler tæller for tiden mindre end kendskab og passion til en klub, når trænerposten i en storklub skal besættes. Barcelona-træner ”Pep” Guardiola vandt The Treble i sin første sæson som førsteholdstræner, men starter ikke nødvendigvis en trend.
Hvis FC Barcelona-træner ”Pep” Guardiola har svært ved at holde benene på jorden, er det helt forståeligt efter en forrygende sæson, hvor han hele tre gange blev kastet op i luften af sine begejstrede spillere.
Alle som én hyldede de offentligt den bare 38-årige cheftræner, som i sin første sæson nogensinde som førsteholdstræner opnåede den fantastiske treble med det spanske mesterskab, pokaltitlen og Champions League-trofæet.
Nu bliver Guardiola fejret som helten over dem alle og manden bag Barcelonas nye Dream Team, hvilket kun beviser, at folks hukommelse er kort.
For et års tid siden stod Barcelona ved en korsvej. Den catalanske stolthed var sluttet 18 point efter Real Madrid det foregående år. Spillerne var dovne divaer, og disciplinen i omklædningsrummet ikke-eksisterende efter Frank Rijkaards laissez-faire-politik.
Barcelona havde brug for erfaring i stil med det, en José Mourinho, som var fri på markedet, kunne tilbyde. Præsident Joan Laporta overvejede ham som den sikre løsning, men endte i stedet med eksperimentet. ”En mand fra eget hus”, som spanierne kalder det.
El Mundo Deportivo kaldte det galimatias at ansætte så uerfaren en mand og opremsede i stedet, hvordan Barcelonas hold kunne have set ud, og alle de trofæer, de kunne have vundet, med José Mourinho som træner.
”Pep” Guardiolas førsteholdserfaring var bogstavelig talt lig nul. Hans eneste trænererfaring overhovedet var med Barcelonas B-hold, som han førte fra Tercera Division op i Segunda B på en sæson.
Barcelona ind med modermælken
De kritiske røster blev ikke mindre, da Barcelona tabte sæsonens første kamp mod nyoprykkerne Numancia og kun spillede uafgjort i den næste mod Racing Santander.
”Guardiola var verdens værste træner, og hvad så nu? Nu synes de alle, at han er et geni,” udtalte Barcelona-legende Hristo Stoichkov for nylig, da alle trofæerne stod sikkert i skabet.
Præsident Joan Laporta var ikke sen til at tage ejerskab for opfindelsen af træneren ”Pep” Guardiola.
”Mange folk påstår nu, at de har anbefalet os at ansætte ”Pep” som træner, men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Alle frarådede mig at ansætte ham, men jeg gik efter en mand af huset,” har Laporta gentagne gange sagt til spanske medier.
Josep Guardiola har været en del af huset, siden han som knægt trådte ind på ungdomsakademiet La Masia for første gang. Da han kom på førsteholdet var han langsom, scorede sjældent mål og mente selv, at havde det ikke været for Johan Cruyff, havde han spillet i tredje division.
Men Guardiola passede perfekt ind i Johan Cruyffs - og det er det samme som at sige Barcelonas - spilfilosofi. Han spillede bare bolden stille og stensikkert rundt og holdt tempoet i holdets spil. Belønningen var seks mesterskaber og en Champions League-titel.
Som træner er der dem, som mener, ”at Guardiola har diet ved Johan Cruyffs yver” og på den måde fået Barcelona-ånden ind med modermælken. Guardiola ses som hollænderens naturlige arvtager.
Desuden symboliserer Guardiola på mange måder Barcelonas værdier som klub, idet han er en veltalende og intelligent forsvarer for catalansk kultur, sprog og identitet.
Men igen: Hvad så med manglende erfaring?
”De, som sagde, at han ikke havde nogen erfaring, er idioter. ”Pep” var en træner, mens han spillede. Selv tilbage på La Masia var han kendt som ”den vise”. Erfaring handler ikke om de ting, der sker med dig. Det handler om at lære og finde løsninger,” udtalte en af Guardiolas forgængere i sædet, Carles Rexach, for nylig til Sport.
Smittende effekt
Josep Guardiola har også et navn i italiensk fodbold efter sin tid i Brescia og Roma, som ikke virker besudlet af en tilsyneladende falsk dopinganklage.
Der gik ikke lang tid, efter Champions League-finalen mellem Manchester United og FC Barcelona var fløjtet af, før AC Milan annoncerede sin tidligere spiller, og efterfølgende talentspejder, Leonardo, som sin nye træner i stedet for afgående Carlo Ancelotti - i øvrigt selv Milan-klubmand, men med betydelig erfaring fra Juventus.
Brasilianeren er med sine 39 år næsten på samme alder som Guardiola og har heller ingen trænererfaring at tage med ind i jobbet hos en af verdens største klubber.
Til gengæld har han og den type ikoner så meget andet, mener tidligere træner Ole Mørk, som selv har prøvet at træne den klub, han gennem mange år repræsenterede som spiller, nemlig Frem.
”Med de helt store klubber er det noget andet. De har ikke brug for en frontfigur til at markedsføre klubberne, for de så store i sig selv. De har brug for en, der brænder for klubben og kender alle, lige fra materialemanden til den dyreste spiller.”
”De har brug for en træner, som personificerer klubbens stil. For en klub som Barcelona, og også Milan, er det ikke nok bare at vinde. Måden, man gør det på, er ekstremt vigtig,” siger Ole Mørk, som også påpeger, at trænerrollen har ændret sig de senere år.
”En moderne træner skal jo ikke fortælle Kaká. hvordan han skal sparke bolden indover. Den slags har han folk til, så han behøver ikke meget trænererfaring. Det er meget vigtigere med autoritet og karisma, så han kan sætte sig igennem overfor stjerner med super ego’er.”
Kriseramte Newcastle United greb også til ”en af vore egne”-løsningen, da man hentede Alan Shearer ind som manager i 11. time for at undgå nedrykning. Projektet mislykkedes, men er der tale om en decideret trend med de unge og uerfarne klubfolk på trænersæderne?
Undtagelsen der bekræfter reglen
Det mener tidligere toptræner Peter Rudbæk, som i dag er konsulent på DBU’s træneruddannelse, ikke.
”Der er nærmere tale om få undtagelser, der bekræfter reglen om, at en ordentlig træneruddannelse og erfaring er nødvendig, medmindre klubbens spillermateriale og øvrige set-up er i verdensklasse. At være fodboldtræner er stadig et håndværk, som man skal lære.”
”Jeg vil klart fraråde klubber bevidst at gå efter en tidligere spiller, som lige er stoppet med sin aktive karriere, udelukkende fordi han har et navn.”
”Men det er klart, at ”Pep” Guardiola er en markant undtagelse. Han er en de få naturlige ledertyper, som har en personlighed og et mentalt overskud, som er meget specielt. Jeg husker specielt episoden fra semifinalen mod Chelsea, hvor hans hold er bagud med få minutter igen, og så går han gudhjælpemig over til modstandernes træner og tager omkring ham og smiler. Han har en unik personlighed.”
”Hvad han har udrettet i sin første sæson med Barcelona er jo fantastisk, uanset om han har erfaring eller ej, og uanset om, Barcelona råder over et fantastisk spillermateriale. Hvis du tager 100 af de spillere, han har spillet i Barcelona med, ville de 90 af dem nok ikke kunne gøre det samme.”
Peter Rudbæk sammenligner ”Pep” Guardiola lidt med vores landstræner Morten Olsen, fordi de har det specielle ledergen og har virket mentalt indstillet på trænergerningen lige fra slutningen af deres aktive karrierer.
Kendskab en fordel
AaB’s talenttræner Poul Erik Andreasen startede også med at repræsentere den nordjyske klub som spiller, og siden i to omgange som cheftræner. Han gør opmærksom på, at trenden med at hente klubfolk ind på trænerposten startede længe før ”Pep” Guardiola.
”Det har altid været sådan, at man i et vist omfang har rekrutteret fra egne rækker. John Stampe og Lars Lundkvist har været spillere og trænere i AGF. Ole Fritsen i Vejle, Thomas Thomasberg i FC Midtjylland og Benny Johansen i B 1903., bare for at nævne nogen.”
”Det giver nogle klare fordele for træneren, fordi han kender kulturen og strukturen i klubben og alle de positive og negative kræfter, der er på spil fra omgivelserne. På den måde kan mange konflikter i forhold til ledelsen og andre gamle spillere med meninger undgås. Træneren kan komme gnidningerne i forkøbet og få de kræfter over på egen side. ”
Poul Erik Andreasen mener også, at en klubmand på trænerposten generelt har længere snor i dårlige tider, end en mand der kommer udefra.
Sådan troede Ole Mørk også, at det forholdte sig, da han gik fra at være spiller til træner i Frem, men i sin anden trænerperiode blev han fyret.
”Det blev jeg overrasket over dengang, og jeg tror ikke, at det samme ville være sket i dag. Selvfølgelig er der ingen garanti for succes, bare fordi man er en klubmand, men i dag kan lederne bedre se fordelen i at have en mand fra egne rækker,” mener Ole Mørk.
Af Kim Michelsen
http://www.tipsbladet.dk/artikel/baggru ... ar-igennem
Erfaring og titler tæller for tiden mindre end kendskab og passion til en klub, når trænerposten i en storklub skal besættes. Barcelona-træner ”Pep” Guardiola vandt The Treble i sin første sæson som førsteholdstræner, men starter ikke nødvendigvis en trend.
Hvis FC Barcelona-træner ”Pep” Guardiola har svært ved at holde benene på jorden, er det helt forståeligt efter en forrygende sæson, hvor han hele tre gange blev kastet op i luften af sine begejstrede spillere.
Alle som én hyldede de offentligt den bare 38-årige cheftræner, som i sin første sæson nogensinde som førsteholdstræner opnåede den fantastiske treble med det spanske mesterskab, pokaltitlen og Champions League-trofæet.
Nu bliver Guardiola fejret som helten over dem alle og manden bag Barcelonas nye Dream Team, hvilket kun beviser, at folks hukommelse er kort.
For et års tid siden stod Barcelona ved en korsvej. Den catalanske stolthed var sluttet 18 point efter Real Madrid det foregående år. Spillerne var dovne divaer, og disciplinen i omklædningsrummet ikke-eksisterende efter Frank Rijkaards laissez-faire-politik.
Barcelona havde brug for erfaring i stil med det, en José Mourinho, som var fri på markedet, kunne tilbyde. Præsident Joan Laporta overvejede ham som den sikre løsning, men endte i stedet med eksperimentet. ”En mand fra eget hus”, som spanierne kalder det.
El Mundo Deportivo kaldte det galimatias at ansætte så uerfaren en mand og opremsede i stedet, hvordan Barcelonas hold kunne have set ud, og alle de trofæer, de kunne have vundet, med José Mourinho som træner.
”Pep” Guardiolas førsteholdserfaring var bogstavelig talt lig nul. Hans eneste trænererfaring overhovedet var med Barcelonas B-hold, som han førte fra Tercera Division op i Segunda B på en sæson.
Barcelona ind med modermælken
De kritiske røster blev ikke mindre, da Barcelona tabte sæsonens første kamp mod nyoprykkerne Numancia og kun spillede uafgjort i den næste mod Racing Santander.
”Guardiola var verdens værste træner, og hvad så nu? Nu synes de alle, at han er et geni,” udtalte Barcelona-legende Hristo Stoichkov for nylig, da alle trofæerne stod sikkert i skabet.
Præsident Joan Laporta var ikke sen til at tage ejerskab for opfindelsen af træneren ”Pep” Guardiola.
”Mange folk påstår nu, at de har anbefalet os at ansætte ”Pep” som træner, men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Alle frarådede mig at ansætte ham, men jeg gik efter en mand af huset,” har Laporta gentagne gange sagt til spanske medier.
Josep Guardiola har været en del af huset, siden han som knægt trådte ind på ungdomsakademiet La Masia for første gang. Da han kom på førsteholdet var han langsom, scorede sjældent mål og mente selv, at havde det ikke været for Johan Cruyff, havde han spillet i tredje division.
Men Guardiola passede perfekt ind i Johan Cruyffs - og det er det samme som at sige Barcelonas - spilfilosofi. Han spillede bare bolden stille og stensikkert rundt og holdt tempoet i holdets spil. Belønningen var seks mesterskaber og en Champions League-titel.
Som træner er der dem, som mener, ”at Guardiola har diet ved Johan Cruyffs yver” og på den måde fået Barcelona-ånden ind med modermælken. Guardiola ses som hollænderens naturlige arvtager.
Desuden symboliserer Guardiola på mange måder Barcelonas værdier som klub, idet han er en veltalende og intelligent forsvarer for catalansk kultur, sprog og identitet.
Men igen: Hvad så med manglende erfaring?
”De, som sagde, at han ikke havde nogen erfaring, er idioter. ”Pep” var en træner, mens han spillede. Selv tilbage på La Masia var han kendt som ”den vise”. Erfaring handler ikke om de ting, der sker med dig. Det handler om at lære og finde løsninger,” udtalte en af Guardiolas forgængere i sædet, Carles Rexach, for nylig til Sport.
Smittende effekt
Josep Guardiola har også et navn i italiensk fodbold efter sin tid i Brescia og Roma, som ikke virker besudlet af en tilsyneladende falsk dopinganklage.
Der gik ikke lang tid, efter Champions League-finalen mellem Manchester United og FC Barcelona var fløjtet af, før AC Milan annoncerede sin tidligere spiller, og efterfølgende talentspejder, Leonardo, som sin nye træner i stedet for afgående Carlo Ancelotti - i øvrigt selv Milan-klubmand, men med betydelig erfaring fra Juventus.
Brasilianeren er med sine 39 år næsten på samme alder som Guardiola og har heller ingen trænererfaring at tage med ind i jobbet hos en af verdens største klubber.
Til gengæld har han og den type ikoner så meget andet, mener tidligere træner Ole Mørk, som selv har prøvet at træne den klub, han gennem mange år repræsenterede som spiller, nemlig Frem.
”Med de helt store klubber er det noget andet. De har ikke brug for en frontfigur til at markedsføre klubberne, for de så store i sig selv. De har brug for en, der brænder for klubben og kender alle, lige fra materialemanden til den dyreste spiller.”
”De har brug for en træner, som personificerer klubbens stil. For en klub som Barcelona, og også Milan, er det ikke nok bare at vinde. Måden, man gør det på, er ekstremt vigtig,” siger Ole Mørk, som også påpeger, at trænerrollen har ændret sig de senere år.
”En moderne træner skal jo ikke fortælle Kaká. hvordan han skal sparke bolden indover. Den slags har han folk til, så han behøver ikke meget trænererfaring. Det er meget vigtigere med autoritet og karisma, så han kan sætte sig igennem overfor stjerner med super ego’er.”
Kriseramte Newcastle United greb også til ”en af vore egne”-løsningen, da man hentede Alan Shearer ind som manager i 11. time for at undgå nedrykning. Projektet mislykkedes, men er der tale om en decideret trend med de unge og uerfarne klubfolk på trænersæderne?
Undtagelsen der bekræfter reglen
Det mener tidligere toptræner Peter Rudbæk, som i dag er konsulent på DBU’s træneruddannelse, ikke.
”Der er nærmere tale om få undtagelser, der bekræfter reglen om, at en ordentlig træneruddannelse og erfaring er nødvendig, medmindre klubbens spillermateriale og øvrige set-up er i verdensklasse. At være fodboldtræner er stadig et håndværk, som man skal lære.”
”Jeg vil klart fraråde klubber bevidst at gå efter en tidligere spiller, som lige er stoppet med sin aktive karriere, udelukkende fordi han har et navn.”
”Men det er klart, at ”Pep” Guardiola er en markant undtagelse. Han er en de få naturlige ledertyper, som har en personlighed og et mentalt overskud, som er meget specielt. Jeg husker specielt episoden fra semifinalen mod Chelsea, hvor hans hold er bagud med få minutter igen, og så går han gudhjælpemig over til modstandernes træner og tager omkring ham og smiler. Han har en unik personlighed.”
”Hvad han har udrettet i sin første sæson med Barcelona er jo fantastisk, uanset om han har erfaring eller ej, og uanset om, Barcelona råder over et fantastisk spillermateriale. Hvis du tager 100 af de spillere, han har spillet i Barcelona med, ville de 90 af dem nok ikke kunne gøre det samme.”
Peter Rudbæk sammenligner ”Pep” Guardiola lidt med vores landstræner Morten Olsen, fordi de har det specielle ledergen og har virket mentalt indstillet på trænergerningen lige fra slutningen af deres aktive karrierer.
Kendskab en fordel
AaB’s talenttræner Poul Erik Andreasen startede også med at repræsentere den nordjyske klub som spiller, og siden i to omgange som cheftræner. Han gør opmærksom på, at trenden med at hente klubfolk ind på trænerposten startede længe før ”Pep” Guardiola.
”Det har altid været sådan, at man i et vist omfang har rekrutteret fra egne rækker. John Stampe og Lars Lundkvist har været spillere og trænere i AGF. Ole Fritsen i Vejle, Thomas Thomasberg i FC Midtjylland og Benny Johansen i B 1903., bare for at nævne nogen.”
”Det giver nogle klare fordele for træneren, fordi han kender kulturen og strukturen i klubben og alle de positive og negative kræfter, der er på spil fra omgivelserne. På den måde kan mange konflikter i forhold til ledelsen og andre gamle spillere med meninger undgås. Træneren kan komme gnidningerne i forkøbet og få de kræfter over på egen side. ”
Poul Erik Andreasen mener også, at en klubmand på trænerposten generelt har længere snor i dårlige tider, end en mand der kommer udefra.
Sådan troede Ole Mørk også, at det forholdte sig, da han gik fra at være spiller til træner i Frem, men i sin anden trænerperiode blev han fyret.
”Det blev jeg overrasket over dengang, og jeg tror ikke, at det samme ville være sket i dag. Selvfølgelig er der ingen garanti for succes, bare fordi man er en klubmand, men i dag kan lederne bedre se fordelen i at have en mand fra egne rækker,” mener Ole Mørk.
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Løn er lige meget for Samuel Eto'o
Skrevet af Qasim Hakim for voetbalzone.nl
http://www.voetbalzone.nl/doc.asp?uid=81384 - oversat fra hollandsk
Cristiano Ronaldo kræver urimelige beløb for at sparke til en bold. Jeg formoder at han har set opmærksomt på buddet fra Manchester City på Samuel Eto'o. Jeg ser en solbrun glamourboy uden nogen form for skam flyve tilbage til England, når de vanvittige sheiks køber ham for en milliard euro i Spanien, og selv vil betale en fyrstelig løn for mange millioner. Hvis hans ego bare bliver kælet om.
Eto'o holder betingelsesløst af Barcelona. Det ser ikke ud til at være gensidigt. Jeg spekulerer på, hvad Gazellen kan gøre for at stjæle bestyrelsens hjerter på Camp Nou. Hver for sig slår de tvivl om ægteskabet med afrikaneren. I Catalonien flirtede man åbenlyst med Zlatan Ibrahimović, David Villa og i mindre omfang Diego Forlán. Hvorfor? Jeg lærte Eto'o at kende, gennem spillet FIFA'99. Som spiller af de store Real Madrid. Var han i grundopstillingen? Ikke tale om. Ikke appellerende færdigheder. På Santiago Bernabeu tænkte de det samme som mig. Et år senere forsvandt han i retning af en fest-ø.
Eto'o mindede også meget om en turist. Real Mallorca blev sin fjerde destination som teenager. Med, hvad jeg troede, Segunda División som hans nærmeste fremtid. Da jeg i juni 2004 så nyhederne, og så at Barcelona havde købt ham, tænkte jeg: "Hey, der har vi ham igen!" Det var vel for bredten, troede jeg. I det blå-røde trøje, så jeg en utroligt tynd herre, som gik som en and. Jeg kiggede på nettet, for at se mere om ham, og da jeg så ham stå på banen for Mallorca, og han var i aktion, var jeg fortryllet. Han overtog navnet på hans personlige skosponsor med ære. Sammen med sin "blanke broder" Albert Luque fik han øbeboerne op af stolene. I denne Luque så jeg en stor fremtid. Hvem gjorde ikke det, dengang? Men Eto'o?
Skrevet af Qasim Hakim for voetbalzone.nl
http://www.voetbalzone.nl/doc.asp?uid=81384 - oversat fra hollandsk
Cristiano Ronaldo kræver urimelige beløb for at sparke til en bold. Jeg formoder at han har set opmærksomt på buddet fra Manchester City på Samuel Eto'o. Jeg ser en solbrun glamourboy uden nogen form for skam flyve tilbage til England, når de vanvittige sheiks køber ham for en milliard euro i Spanien, og selv vil betale en fyrstelig løn for mange millioner. Hvis hans ego bare bliver kælet om.
Eto'o holder betingelsesløst af Barcelona. Det ser ikke ud til at være gensidigt. Jeg spekulerer på, hvad Gazellen kan gøre for at stjæle bestyrelsens hjerter på Camp Nou. Hver for sig slår de tvivl om ægteskabet med afrikaneren. I Catalonien flirtede man åbenlyst med Zlatan Ibrahimović, David Villa og i mindre omfang Diego Forlán. Hvorfor? Jeg lærte Eto'o at kende, gennem spillet FIFA'99. Som spiller af de store Real Madrid. Var han i grundopstillingen? Ikke tale om. Ikke appellerende færdigheder. På Santiago Bernabeu tænkte de det samme som mig. Et år senere forsvandt han i retning af en fest-ø.
Eto'o mindede også meget om en turist. Real Mallorca blev sin fjerde destination som teenager. Med, hvad jeg troede, Segunda División som hans nærmeste fremtid. Da jeg i juni 2004 så nyhederne, og så at Barcelona havde købt ham, tænkte jeg: "Hey, der har vi ham igen!" Det var vel for bredten, troede jeg. I det blå-røde trøje, så jeg en utroligt tynd herre, som gik som en and. Jeg kiggede på nettet, for at se mere om ham, og da jeg så ham stå på banen for Mallorca, og han var i aktion, var jeg fortryllet. Han overtog navnet på hans personlige skosponsor med ære. Sammen med sin "blanke broder" Albert Luque fik han øbeboerne op af stolene. I denne Luque så jeg en stor fremtid. Hvem gjorde ikke det, dengang? Men Eto'o?
Senest rettet af Toure tors jul 02, 2009 5:59 pm, rettet i alt 1 gang.
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
(fortsættelse)
Ronaldinho, Deco og Eto'o. Snart så jeg en gylden trio rase på de spanske baner. Jeg er ikke Barca fan, men bestemt ikke blind. En hvirvelvind, som forbavsede tilskuere på Stamford Bridge, Santiago Bernabeu og San Siro. Før eller siden kom de alle til at se hans kvaliteter. I 2005 La Liga, et år senere Champions League. Som om det var ingenting. Men tryllekassen var tom. Det magiske var forbi. Josep Guardiola ville uden tvivl være clairvoyant, hvis han havde draget en konklusion mindre. Ronaldinho spilder sin tid i Milan. Godt set. Deco har mere hård hud på ryggen end under hans fødder. Godt set. Og Eto'o? Han stjæler i 'Dream Team 3' igen hele showet. Han blev, selv om der blev sagt: "Samuel, det er forbi." Krammet mellem Eto'o og "Pep" beviser det modsatte. To sejre i Champions League finalen, to gange et afgørende mål. The Black Panther fra Douala har skrevet catalansk historie. Omkring mig hører jeg ord, som er for lette: "Med disse spillere omkring dig, kan alle lave mål." Men netop dé spillere der var omkring Samuel Eto'o blev skiftet ud.
Fyrre millioner fra Usbekistan eller ca. femten millioner euro med en andel olie oveni. Det er han ligeglad med, han vil kun eén ting: At spille for Barcelona. Evig kærlighed kalder man det. Sådanne spillere bør man ære. I to hundrede kampe score 130 mål! Real Madrids sportsdirektør Jorge Valdano erklærede i sidste uge, at man selv ville gå efter Barca-spillere, hvis det var dét der skulle til. Jo flere penge der kommer på bordet for Eto'o, jo mere får Real Madrid-chefen ret. Smertefulde penge. Selv for Madrid begreber. De ved, at dette ikke engang er værd at forsøge. Næsten forlade hovedstaden for intet, for efterfølgende at blive stjerne hos ærkerivalen. Hentet for ingen penge hos en midterklub. Xavi proklamerede i denne uge, at Barca ikke har brug for den dyreste spiller her på jorden. "Ubalanceret, han bruger tiden for meget på sig selv," sagde han. Mens Eto'o kun fokuserer på én ting. Igen at erobre The Treble - med Barcelona. Dér er selv penge lige meget. Jeg håber at de engang opfatter det i Catalonien.
Ronaldinho, Deco og Eto'o. Snart så jeg en gylden trio rase på de spanske baner. Jeg er ikke Barca fan, men bestemt ikke blind. En hvirvelvind, som forbavsede tilskuere på Stamford Bridge, Santiago Bernabeu og San Siro. Før eller siden kom de alle til at se hans kvaliteter. I 2005 La Liga, et år senere Champions League. Som om det var ingenting. Men tryllekassen var tom. Det magiske var forbi. Josep Guardiola ville uden tvivl være clairvoyant, hvis han havde draget en konklusion mindre. Ronaldinho spilder sin tid i Milan. Godt set. Deco har mere hård hud på ryggen end under hans fødder. Godt set. Og Eto'o? Han stjæler i 'Dream Team 3' igen hele showet. Han blev, selv om der blev sagt: "Samuel, det er forbi." Krammet mellem Eto'o og "Pep" beviser det modsatte. To sejre i Champions League finalen, to gange et afgørende mål. The Black Panther fra Douala har skrevet catalansk historie. Omkring mig hører jeg ord, som er for lette: "Med disse spillere omkring dig, kan alle lave mål." Men netop dé spillere der var omkring Samuel Eto'o blev skiftet ud.
Fyrre millioner fra Usbekistan eller ca. femten millioner euro med en andel olie oveni. Det er han ligeglad med, han vil kun eén ting: At spille for Barcelona. Evig kærlighed kalder man det. Sådanne spillere bør man ære. I to hundrede kampe score 130 mål! Real Madrids sportsdirektør Jorge Valdano erklærede i sidste uge, at man selv ville gå efter Barca-spillere, hvis det var dét der skulle til. Jo flere penge der kommer på bordet for Eto'o, jo mere får Real Madrid-chefen ret. Smertefulde penge. Selv for Madrid begreber. De ved, at dette ikke engang er værd at forsøge. Næsten forlade hovedstaden for intet, for efterfølgende at blive stjerne hos ærkerivalen. Hentet for ingen penge hos en midterklub. Xavi proklamerede i denne uge, at Barca ikke har brug for den dyreste spiller her på jorden. "Ubalanceret, han bruger tiden for meget på sig selv," sagde han. Mens Eto'o kun fokuserer på én ting. Igen at erobre The Treble - med Barcelona. Dér er selv penge lige meget. Jeg håber at de engang opfatter det i Catalonien.
Senest rettet af Toure tors jul 02, 2009 6:00 pm, rettet i alt 1 gang.
-
Guardiola
- Indlæg: 3205
- Tilmeldt: lør jul 30, 2005 10:56 pm
- Har takket: 174 gange
- Blevet takket: 386 gange
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Det er faktisk en sjov artikel Toure. Det er ikke alt i den jeg er enig i. Men den er interessant, godt skrevet, og har mange fine pointer. Har du oversat den?
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Ja, jeg har faktiskGuardiola skrev:Det er faktisk en sjov artikel Toure. Det er ikke alt i den jeg er enig i. Men den er interessant, godt skrevet, og har mange fine pointer. Har du oversat den?
Nogle steder ikke alt for godt, men det var også rimeligt svært. Men ja, sjovt at få en andens synspunkt ind i sagaen om Eto'o.
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Tak tak :DGuardiola skrev:Super Toure. Det er sgu et fint arbejde du ligger i det. Jeg havde fornøjelse af at læse det.
-
Fantomet
- Indlæg: 263
- Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
- Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
- Har takket: 14 gange
- Blevet takket: 3 gange
- Kontakt:
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Her i fuld længde.Mander skrev:Barcelonas beskidte bagside
Af Kim Michelsen for Tipsbladet
http://www.tipsbladet.dk/nyhed/generell ... -bagside-0
http://www.tipsbladet.dk/artikel/baggru ... page=0%2C2
FC Barcelona har vundet mange neutrale fodboldtilhængeres hjerte med sit non-kommercielle velgørenhedsimage og reklame for Unicef på trøjerne, men den smukt spillende treble-vinder har også en skyggeside. Langt mod øst på Usbekistans stepper ligger en klub ved navn FC Bunyodkor...
Du har garanteret også prøvet at blive standset på en gågade et sted i Danmark af unge mennesker med rastahår, ring i næsen og lyseblå regnjakker, som ville kapre et bidrag eller en indmeldelse i børneorganisationen Unicef.
Du har garanteret også en gang eller to syntes, at de var lige lovlig pågående og irriterende, selvom du godt ved, at dit bidrag går til et godt formål.
Skulle du være fan af FC Barcelonas treble-vindende fodboldhold, har slanterne måske lettere ved at forsvinde ud af din hånd.
”Barcelonas sværeste kamp” er skriften på en af de kampagneplakater fra Unicef, som FC Barcelona har kastet sit gode navn og brand ind i. På plakaten står et ensomt, afrikansk barn med triste øjne.
Det er svært at redde hele verden, men FC Barcelona vil gerne gøre et forsøg. I det mindste har katalanerne i egen selvforståelse reddet fodbolden ved at satse på en bæredygtig økonomisk model med udvikling af egne talenter, suppleret med få udenlandske verdensstjerner.
Træner Pep Guardiolas Dream Team-ideologi med hurtige førstegangsberøringer og spektakulært angrebsspil, er også medvirkende til, at FC Barcelona har erobret fans over hele verden og er mange neutrale iagttageres favorit.
FC Barcelona forsøger bevidst at tilrage sig et image som godhedens klub, som er overlegen moralsk og spillemæssigt, og oven i købet har overskud til at hjælpe mennesker i nød.
Glansbilledet krakelerer imidlertid fuldstændig ved at kaste blikket mod øst til Barcelonas venskabsklub i Usbekistan.
Diktaturstat
De færreste danskere kan nok placere Usbekistan præcist på landkortet. Det ligger klemt inde mellem Kasakhstan mod nord og Afghanistan mod syd, men har ikke haft hverken en Borat eller en Osama Bin Laden til at gøre sig kendt langt uden for grænserne.
I sportens verden er den mest kendte udøver nok den tidligere cykelrytter og sprinterkonge Djamolidine Abdoujaparov, som flere år tog den grønne pointtrøje i Tour de France, og hvis hensynsløse svajen fra side til side i spurterne gav ham tilnavnet ”Terroren fra Tasjkent”.
”Abdous” albuer tåler dog ingen sammenligning med det nuværende regime i hovedstaden Tasjkent. Her har præsident Islam Karimov siddet på magten siden republikkens uafhængighed oven på Sovjetunionens kollaps i 1991.
Karimov blev genvalgt i 1995 med 99,62 procent af stemmerne og har siden konsolideret sin position via folkeafstemninger, som ikke er anerkendt af OSCE.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch driver Karimov et land, som fængsler og torturerer anderledes tænkende og ikke er i nærheden af at være et demokrati.
Myndighederne slår især hårdt ned på islamiske fundamentalister i organisationen Hizb-ut-Tahrir. Den britiske ambassade fik i 2002 foretaget et ligsyn af to dissidenter, som blev kogt levende.
I 2005 tømte hæren sine maskinpistoler ind i en offentlig forsamling i byen Andizhan, og i hundredevis blev skudt ned. Massakren er aldrig blevet undersøgt.
Befolkningen er ludfattig med en gennemsnitsløn på 1.100 kroner om måneden, arbejdsløsheden er på 40 procent, og en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen. Alt imens sidder en lille elite på undergrundens enorme olie- og gasreserver.
Barca-spillere i PR-stunt
Fodbold spiller en stadig større rolle for regimet i Tasjkent som afledningsmanøvre overfor kritikere. Hellere være kendt for at spille fantastisk fodbold end for at krænke menneskerettighederne.
For fire år siden eksisterede fodboldklubben FC Bunyodkor ikke. Dens oprindelige navn ved fødslen i 2005 var PFC Kuruvchi (bygningsarbejderen på usbekisk). I løbet af to sæsoner rykkede den op i bedste række, hvor det i første forsøg blev til en andenplads efter traditionsklubben Pakhtakor Tasjkent, som er den eneste klub, der har spillet i den bedste række i det gamle Sovjetunionen.
I sidste sæson kom trofæerne så med The Double på den hjemlige scene og en semifinaleplads i den asiatiske Champions League oven i hatten. Navnet rækkede ikke længere. Fra nu af skulle navnet være Bunyodkor, som betyder ”Skaberen” på usbekisk.
”Vi startede klubben for at underholde bygningsarbejdere. Nu repræsenterer den vores land internationalt, skrydede vicepræsident Tavakkal Ismailov for nylig.
Ambitionen er, at FC Bunyodkor skal være intet mindre end Asiens svar på FC Barcelona. Hvad var derfor mere oplagt end at indlede et formelt samarbejde med netop Barcelona sidste sommer? Bunyodkors logo ligner allerede Barcelonas i udformning, og klubbens farver er blå og rød.
Stjerneangriberen Samuel Eto’o blev fløjet over til Tasjkent og udstillet for verdenspressen iført en traditionel usbekisk folkedragt, og snart efter fulgte andre Barcelona-stjerner som Carles Puyol, Andres Iniesta og Xavi, som hver især kostede 750.000 kroner at få til at undervise lidt på Bunyodkors fodboldskole ind imellem blitzregnen.
Der gik endda rygter om, at Eto’o havde sagt ja til at spille for FC Bunyodkor hen over sommeren på en korttids-kontrakt.
”Mit hovede begyndte at snurre, da jeg hørte, hvad de tilbød. 25 millioner dollars for bare to eller tre månender,” udtalte Samuel Eto’o om tilbuddet til franske Telefoot.
Camerouneseren var smigret, men endte dog med at takke nej. Det bar Bunyodkors ledelse nu ikke nag af, så da Eto’o vendte tilbage til Barcelona, stod der en Merdedes og ventede på ham i lufthavnen.
Kun penge - en hulens masse af dem - kan sende FC Barcelona-stjernerne på lange ikke-ferierelaterede flyveture i deres sommerferie, og der er ingen tvivl om, at den katalanske klub tager sig godt betalt for at agere cirkusklovne i regimets PR-stunt.
Usbekistans prinsesse bestemmer
For det er nemlig det usbekiske regime, der trækker i trådene i FC Bunyodkor. Det er der, pengestrømmen kommer fra.
Forbindelsen når helt op på regeringsniveau til præsidentdatter Gulnara Karimova. Farmand Islam Karimov ser hende gerne arve magten efter ham selv en dag, men datteren er ikke specielt interesseret i politik.
Til gengæld er hun Harvard-student, FN-ambassdør i Geneve, taekwondo-ekspert, popstjerne, model, designer, poet, mistænkt for kvindehandel, jetset-kvinde, mangemilliardær og døbt som ”Usbekistans prinsesse.”
Gulnara Karimova lever det søde liv takket være udsalg af statens olie- og gaskontrakt til russiske Gazprom. På den anden side af forhandlingsbordet ved den handel sad den usbekiske forretningsmand Alisher Usmanov, som ejer en stor aktiepost i Premier League-klubben Arsenal.
Gulnara Karimova er også rimelig interesseret i fodbold. Hendes Schweiz-baserede firma Zeromax indeholder mere end 40 underafdelinger, mest indenfor olie-, gas- og energisektoren, og er klart FC Bunyodkors største finansiør.
Nu vil Bunyodkor bygge et nyt stadion til 150 millioner dollars, til trods for at det nuværende Stadion MHSK med plads til 18.000 tilskuere blev bygget så sent som sidste år.
Rivaldo og Luiz Felipe Scolari (se boksen) er også med i gigant-projektet, som også i år ser ud til at give sportslig bonus. FC Bunyodkor fører den usbekiske liga med maksimum-point efter 10 runder.
Og selv om tilhængere af rivalerne Pakhtakor Tasjkent snakker om aftalt spil, er der ingen usbekere, som tør at tale regimets klub imod.
”I Usbekistan er de fleste mennesker meget bange for dem ved magten, da de har vist mere end en gang, hvordan de tager sig af anderledes tænkende,” siger Danil Kislov, redaktør for den usbekiske dissidenthjemmeside ferghana.ru, til The Observer .
”Det er bedre at tie stille. Det er et lukket samfund og vil forblive sådan længe,” siger Danil Kislov, som er forarget over de mange millioner, som bliver betalt til udenlandske fodboldspillere, mens befolkningen sulter.
”Hvis man har så mange penge til at betale fodboldspillere, har man også penge til at betale almindelige folk anstændige lønninger. Det er luksus lige i ansigtet på fattigdommen.”
”Som at handle med Hitler”
En, der ikke tier stille, er den tidligere britiske ambassadør, Craig Murray. Han er sikker på, at FC Bunyodkor er en del af Islam Karimovs kampagne, som skal gøre hans datter populær i den usbekiske befolkning forud for en fremtidig magtovertagelse.
”Mine kilder siger, at hun en dag vil efterfølge ham som præsident. Regimet forsøger at vinde popularitet gennem den gammeldags brød-og-cirkus-metode,” siger Craig Murray til The Observer.
At FC Barcelona, som har en trøjesponsor-aftale med Unicef, er involveret i FC Bunyodkor og på den måde bidrager til at støtte det usbekiske regime, finder Craig Murray mildest talt forkasteligt.
”Jeg væmmes ved det. Det ville svare til at samarbejde med Adolf Hitler og reklamere for en Berlin-klub i 1930’erne. Det er virkelig utroligt, selv i den pengegriske fodboldverden, at man kan være så blind over for moral.”
For nylig spurgte den katalanske radiostation RAC-1 Barcelona-præsident Joan Laporta om klubbens usbekiske kontakter.
”De er lovlige, legitime, og helt uden moralske eller etiske konflikter, svarede han.
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Laportas ord er lov! 
Ej - ros til pcm, for at bringe artiklen her til Barca Forum. Tak!
Ej - ros til pcm, for at bringe artiklen her til Barca Forum. Tak!
-
Toure
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Goal.com nominerer sidste sæsons bedste spillere. Nr. 2 blev den lille troldmand Iniesta, og nr. 1? Tja, også en af vore egne. Lionel Messi!
---------------------------------------------------------------------
Goal.com 50: Lionel Messi (1)
The young Albiceleste and Blaugrana star stands head and shoulders above them all...
29 Jul 2009 13:00:00
2. Andres Iniesta (Barcelona & Spain)
1. LIONEL MESSI (Barcelona & Argentina)
Lionel Messi is Goal.com's top player of the 2008-09 season after winning the 'Goal.com Top 50' award!
The runner-up of the inaugural Goal.com 50 has climbed to the summit after his finest season to date, and one in which he cemented his reputation as one of the most skilful performers on the planet.
Yet his mesmerizing ability was never truly in doubt: all that was lacking was silverware to truly propel Messi to the summit.
Trophies in Catalunya are like buses in Britain: you wait for ages, then three come along at once. And Messi was at the centre of each of them.
But the tale begins last summer in far Beijing, where a tired Messi overcame a season's worth of fatigue to help Argentina to the gold medal at the Olympic Games, scoring two goals along the way and playing in the final.
Having got through the summer largely unscathed, things augured well for the Albiceleste hero, but it could all have been so different. It is barely remembered now, but Barcelona and Argentina were involved in an undignified scrap over the player's taking part in the Games, with the side otherwise in disarray due to the presidential election around Joan Laporta.
A 1-0 loss to Numancia for the Blaugrana on opening day had the alarm bells ringing, but as quickly as the 'crisis' at Camp Nou started, it ended. Messi, of course, was to be key in changing things around.
Hints that the lion was awakening came as Messi netted twice and otherwise looked decent against Sporting Gijon, and the same followed in the dismantling of Atletico Madrid in yet another 6-1 win.
The best was yet to come, though, as Messi netted in the very last minute at Camp Nou in the Clasico in December, the action being described in Goal.com LIVE commentary thus:
"GOOOOOOOOOOOOOOLL! GOL GOL GOL GOL GOL! IT'S MESSI! WHAT A FINISH! Madrid threw everyone forward, leaving Henry wide open on the right. He played a perfect ball to Messi, who showed incredible composure to control and then chip it perfectly into the net. 2-0, GAME OVER!"
It was game over, in all senses. Not only did it seal a revenge Clasico victory, but it was the beginning of the end for Madrid's title challenge. Sure enough, Barca may have stumbled a bit after that, but with an uninjured Messi in full flight, the title was the Blaugrana's.
Of course, one cannot neglect to mention the other Clasico that season: the record-breaking 6-2 win at the Santiago Bernabeu. Madrid fans may wish to look away, but those with a fondness for Messi will love to reminisce on his player rating:
"Messi 9 - Helped to turn the tide of the match with that opening assist, and it was all one way from there as the youngster enjoyed a fine evening. A classic."
And all the while, he was turning it on in Europe, too.
In fact, just a few days prior, Messi's partner-in-crime, Andres Iniesta, had netted a late, great goal to put the Blaugrana through to the Champions League at the expense of Chelsea. But were it not for Messi, it wouldn't even have got to that stage: think back to his show-stopping performance in the 4-0 rout of Bayern Munich in the quarter-finals, and of course that goal against Lyon in the previous round, one that would have had even Juninho gazing in wonder:
"Messi 8 - Started quietly, but then decided to roll up his sleeves. What a third goal. If you didn't see it, just one word will describe it for you: Messi-esque. Calm on the ball even under pressure."
But it was against Bayern that Manchester United, the finalist opponents, learned the true measure of their foe:
"Messi 9 - A cool, cool finish and great positioning for the first goal. Left Lell looking for dead and should have won a penalty before adding a poacher's goal. A dazzling delight."
Sure enough, Messi was in Moscow, and he was in form. Samuel Eto'o scored the early opener, but it was a fitting end to a world-class season for Leo as he netted the second and sank United once and for all - with a header, no less!
"IT'S 2-0 FOR BARCELONA!!! IT'S LIONEL MESSI WITH A CRUCIAL HEADER!!! Carles Puyol came forward and the ball eventually found Xavi, 20 yards from goal, at the edge of the box. Xavi let in a sumptuous cross for Messi, who had peeled away from Ferdinand! He guided a wonderful touch on target and beat van der Sar with a fine effort! What a time to score!"
Indeed, that goal was, is, and will remain iconic. The diminutive Argentine - the boy whose earliest days at a footballer saw him too short to even get a proper kick on the ball - towered as a titan above Rio Ferdinand and placed the header with the accuracy of a man destined for the absolute top of his game.
There was no denying that over the course of the season Messi had deserved his goal, and his third club trophy.
And now, yet another individual accolade.
Congratulations to Lionel Messi, the Goal.com 50 winner 2008-09
2008-2009 HONOURS
Barcelona
UEFA Champions League 2008-09
La Liga 2008-09
Copa del Rey 2008-09
Argentina
Olympic Games 2008
Individual
UEFA Champions League Top Scorer 2008-09
Trofeo Alfredo di Stefano 2008-09
Ewan Macdonald, Goal.com
---------------------------------------------------------------------
Goal.com 50: Lionel Messi (1)
The young Albiceleste and Blaugrana star stands head and shoulders above them all...
29 Jul 2009 13:00:00
2. Andres Iniesta (Barcelona & Spain)
1. LIONEL MESSI (Barcelona & Argentina)
Lionel Messi is Goal.com's top player of the 2008-09 season after winning the 'Goal.com Top 50' award!
The runner-up of the inaugural Goal.com 50 has climbed to the summit after his finest season to date, and one in which he cemented his reputation as one of the most skilful performers on the planet.
Yet his mesmerizing ability was never truly in doubt: all that was lacking was silverware to truly propel Messi to the summit.
Trophies in Catalunya are like buses in Britain: you wait for ages, then three come along at once. And Messi was at the centre of each of them.
But the tale begins last summer in far Beijing, where a tired Messi overcame a season's worth of fatigue to help Argentina to the gold medal at the Olympic Games, scoring two goals along the way and playing in the final.
Having got through the summer largely unscathed, things augured well for the Albiceleste hero, but it could all have been so different. It is barely remembered now, but Barcelona and Argentina were involved in an undignified scrap over the player's taking part in the Games, with the side otherwise in disarray due to the presidential election around Joan Laporta.
A 1-0 loss to Numancia for the Blaugrana on opening day had the alarm bells ringing, but as quickly as the 'crisis' at Camp Nou started, it ended. Messi, of course, was to be key in changing things around.
Hints that the lion was awakening came as Messi netted twice and otherwise looked decent against Sporting Gijon, and the same followed in the dismantling of Atletico Madrid in yet another 6-1 win.
The best was yet to come, though, as Messi netted in the very last minute at Camp Nou in the Clasico in December, the action being described in Goal.com LIVE commentary thus:
"GOOOOOOOOOOOOOOLL! GOL GOL GOL GOL GOL! IT'S MESSI! WHAT A FINISH! Madrid threw everyone forward, leaving Henry wide open on the right. He played a perfect ball to Messi, who showed incredible composure to control and then chip it perfectly into the net. 2-0, GAME OVER!"
It was game over, in all senses. Not only did it seal a revenge Clasico victory, but it was the beginning of the end for Madrid's title challenge. Sure enough, Barca may have stumbled a bit after that, but with an uninjured Messi in full flight, the title was the Blaugrana's.
Of course, one cannot neglect to mention the other Clasico that season: the record-breaking 6-2 win at the Santiago Bernabeu. Madrid fans may wish to look away, but those with a fondness for Messi will love to reminisce on his player rating:
"Messi 9 - Helped to turn the tide of the match with that opening assist, and it was all one way from there as the youngster enjoyed a fine evening. A classic."
And all the while, he was turning it on in Europe, too.
In fact, just a few days prior, Messi's partner-in-crime, Andres Iniesta, had netted a late, great goal to put the Blaugrana through to the Champions League at the expense of Chelsea. But were it not for Messi, it wouldn't even have got to that stage: think back to his show-stopping performance in the 4-0 rout of Bayern Munich in the quarter-finals, and of course that goal against Lyon in the previous round, one that would have had even Juninho gazing in wonder:
"Messi 8 - Started quietly, but then decided to roll up his sleeves. What a third goal. If you didn't see it, just one word will describe it for you: Messi-esque. Calm on the ball even under pressure."
But it was against Bayern that Manchester United, the finalist opponents, learned the true measure of their foe:
"Messi 9 - A cool, cool finish and great positioning for the first goal. Left Lell looking for dead and should have won a penalty before adding a poacher's goal. A dazzling delight."
Sure enough, Messi was in Moscow, and he was in form. Samuel Eto'o scored the early opener, but it was a fitting end to a world-class season for Leo as he netted the second and sank United once and for all - with a header, no less!
"IT'S 2-0 FOR BARCELONA!!! IT'S LIONEL MESSI WITH A CRUCIAL HEADER!!! Carles Puyol came forward and the ball eventually found Xavi, 20 yards from goal, at the edge of the box. Xavi let in a sumptuous cross for Messi, who had peeled away from Ferdinand! He guided a wonderful touch on target and beat van der Sar with a fine effort! What a time to score!"
Indeed, that goal was, is, and will remain iconic. The diminutive Argentine - the boy whose earliest days at a footballer saw him too short to even get a proper kick on the ball - towered as a titan above Rio Ferdinand and placed the header with the accuracy of a man destined for the absolute top of his game.
There was no denying that over the course of the season Messi had deserved his goal, and his third club trophy.
And now, yet another individual accolade.
Congratulations to Lionel Messi, the Goal.com 50 winner 2008-09
2008-2009 HONOURS
Barcelona
UEFA Champions League 2008-09
La Liga 2008-09
Copa del Rey 2008-09
Argentina
Olympic Games 2008
Individual
UEFA Champions League Top Scorer 2008-09
Trofeo Alfredo di Stefano 2008-09
Ewan Macdonald, Goal.com
-
JonasV
- Indlæg: 11425
- Tilmeldt: man jan 12, 2009 1:06 pm
- Geografisk sted: Lige ved og næsten
- Har takket: 1393 gange
- Blevet takket: 1843 gange
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
-og blev Xavi ikke nr. 3? Det har fattet lidt af hvad der går ud på 8)Toure skrev:Goal.com nominerer sidste sæsons bedste spillere. Nr. 2 blev den lille troldmand Iniesta, og nr. 1? Tja, også en af vore egne. Lionel Messi!
-
Fantomet
- Indlæg: 263
- Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
- Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
- Har takket: 14 gange
- Blevet takket: 3 gange
- Kontakt:
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Barcelona, nu med Zlatan
Barcelona vandt det hele og opfyldte alle drømme i sidste sæson. Nu skal klubben besvare det vanskelige spørgsmål. Hvad gemmer der sig på den anden side af det fuldkomne? Zlatan Ibrahimovic er måske svaret
Høje forventninger. Det er en vanskelig opgave, der venter svenske Zlatan Ibrahimovic i FC Barcelona. Den spanske mesterklub vandt både hjerter og trofæer med sit smukke spil sidste sæson. Publikum forventer intet mindre i år.
Af: Kåre Pedersen
http://www.information.dk/201065/
Sidste sæson vandt FC Barcelona alt hvad der var værd at vinde - ligaen, pokalturneringen, Champions League (CL) - og deres kombination af banebrydende angrebs- og presspil har allerede sat betydningsfulde spor på fodboldsporten.
Rivalerne fra Real Madrid har oprustet og manisk købt spillere ind for milliarder, så deres ‘kongeklub’-prædikat i den katalanske presse er blevet udskiftet med ‘solkongeklubben’ med konnotationer til dekadence, undergang og total ruin.
Manchester United fik en lektion af Barcelona i CL-finalen i maj, og hele sommeren har man i Storbritannien diskuteret om klubber som Manchester United bør tage deres grundlæggende værdier op til revision og tilpasse deres stil til Barcelonas hurtige spil, hvis de nogensinde igen skal tilbage på toppen af det internationale hierarki.
Nu er det sæsonen efter alle de opfyldte ønsker for Barcelona, og klubben har et bjerg at bestige. For den skal om på den anden side af det fuldkomne, og her finde noget ekstra og mere frem til tilhængerne. Om det lykkes er afgjort et af de mest spændende spørgsmål i klubfodboldsæsonen 09/10, men en af dem, som med sikkerhed får mest indflydelse på svaret, er svenske Zlatan Ibrahimovic - som Barcelona har købt til den nye sæson.
Grove hævnakter
Eksekveringen og optakten til et af Ibrahimovic’ mest magiske mål fortæller alt om hvilket uhyre af en angriber, Barcelona har fået ind i truppen.
I 2004 spillede Sverige og Holland en venskabskamp, hvor venskabet hurtigt fortonede sig i den ene grove hævnakt efter den anden. Ibrahimovic førte an. Efter kun syv minutter satte han en så voldsom tackling ind på Rafael van der Vaarts ankel, at den hollandske playmaker måtte udgå, og i anden halvleg sparkede svenskeren forsvarsspilleren John Heitinga i ryggen.
Det særligt interessante ved Ibrahimovic’ ugerninger var, at han på det tidspunkt spillede sammen med både van der Vaart og Heitinga på sit klubhold Ajax Amsterdam. Her var især kreative van der Vaart den store stjerne blandt Ajax-tilhængerne.
Balletdanser
Interessant var det derfor også, hvordan Ibrahimovic ville reagere i sin først kamp for Ajaz efter bataljen - med Ajax-tilhængere, medspillere og modstanderen på nakken. Han viste verdensklassespil og takter, der pegede frem mod endnu mere. I kampen mod NAC Breda - hvor van der Vaart i øvrigt sad ude med den skade, han havde pådraget sig efter sammenstødet med sin svenske holdkammerat - scorede Ibrahimovic først til 1-1, men det er hans andet mål til 5-1, der har bidt sig fast i erindringen.
Ibrahimovic modtager bolden 20 meter uden for straffesparksfeltet, og tackler sig videre. Herefter laver han en række finter, udført så kliniske og helt uden pynt, nærmere akromatiske end akrobatiske, og bringer sig fremad forbi fire mænd, og skævt ind mod midten af feltet til det afgørende tørre venstrebenshug. I løbet ligner han mest af alt en balletdansende transformer i umulig balance, og især hans sidste finte er skarp som øksen, der rent kapper hovedet af på blokken. En mørkets prins måske, men en prins blandt angribere blev Ibrahimovic den dag.
Arven fra Eto’o
Resten er historie. Ibrahimovic kom videre til Juventus, blev solgt til Inter, og nu har Barcelona købt ham for 340 mio. kr. plus Eto’o oveni.
I Barcelona træder Ibrahimovic ind på en af de vanskeligste scener af alle. Den debuterende træner Pep Guardiola leverede det hele sidste år, og nu skal han levere endnu mere. Meget taler imod, men noget taler også for, at Guardiola på den baggrund risikerer at ende som en fodboldens svar på litteraturens J.D. Salinger eller jazzens Jaco Pastorius. Eminente skikkelser på deres felter, der leverede det hele i første hug, for siden aldrig at levere noget af betydning.
At Ibrahimovic afløser Eto’o - et klubikon på linje med Ronaldinho - kan også blive et problem. Camerouneseren scorede 46 mål for Barcelona i 05/06-sæsonen, 44 i sidste sæson og lavede afgørende mål i finalerne, da Barcelona vandt CL i begge sæsoner.
En mellemsæson i vente
Den direkte sammenligning mellem Ibrahimovic og Eto’o er derfor uundgåelig: I CL sidste år så man Rio Ferdinand over to kampe pille glansen fuldstændig af Ibrahimovic, og senere Eto’o i finalen pille glansen af Ferdinand. Ibrahimovic har ikke præsteret det samme internationalt, og er generelt ikke så hurtig og målfarlig som Eto’o, men så kan han andre ting. Han kan mere med bolden, og så er han i stand til at skabe flere chancer for sig selv og andre.
Kan den rå Ibrahimovic så fortrænge mindet om Eto’o, hjælpe Guardiola over afgrunden og ikke mindst hjælpe Barcelona på rejsen fra det fuldkomne til den ukendte destination? Det bedste bud er nok, at der i år venter Barcelona og Ibrahimovic en mellemsæson. Men en smuk en af slagsen. En der peger fremad mod noget større. Som Julius Cæsar. Altså det stykke Shakespeare skrev lige efter Romeo og Julie, lige inden Hamlet.
Uden større succes spillede Zlatan Ibrahimovic onsdag en enkelt halvleg i venskabskampen mod Manchester City, som FC Barcelona tabte 0-1. Ibrahimovic forventes at få sin officielle debut søndag aften, når FC Barcelona hjemme på Nou Camp tager imod Athletic Bilbao i den anden og sidste kamp om den spanske Super Cup. Tv-kanalen 6’eren viser kampen, og Skandinaviens bedste kommentatorpar, Peter Pill og Morten Bruun, kommenterer
Barcelona vandt det hele og opfyldte alle drømme i sidste sæson. Nu skal klubben besvare det vanskelige spørgsmål. Hvad gemmer der sig på den anden side af det fuldkomne? Zlatan Ibrahimovic er måske svaret
Høje forventninger. Det er en vanskelig opgave, der venter svenske Zlatan Ibrahimovic i FC Barcelona. Den spanske mesterklub vandt både hjerter og trofæer med sit smukke spil sidste sæson. Publikum forventer intet mindre i år.
Af: Kåre Pedersen
http://www.information.dk/201065/
Sidste sæson vandt FC Barcelona alt hvad der var værd at vinde - ligaen, pokalturneringen, Champions League (CL) - og deres kombination af banebrydende angrebs- og presspil har allerede sat betydningsfulde spor på fodboldsporten.
Rivalerne fra Real Madrid har oprustet og manisk købt spillere ind for milliarder, så deres ‘kongeklub’-prædikat i den katalanske presse er blevet udskiftet med ‘solkongeklubben’ med konnotationer til dekadence, undergang og total ruin.
Manchester United fik en lektion af Barcelona i CL-finalen i maj, og hele sommeren har man i Storbritannien diskuteret om klubber som Manchester United bør tage deres grundlæggende værdier op til revision og tilpasse deres stil til Barcelonas hurtige spil, hvis de nogensinde igen skal tilbage på toppen af det internationale hierarki.
Nu er det sæsonen efter alle de opfyldte ønsker for Barcelona, og klubben har et bjerg at bestige. For den skal om på den anden side af det fuldkomne, og her finde noget ekstra og mere frem til tilhængerne. Om det lykkes er afgjort et af de mest spændende spørgsmål i klubfodboldsæsonen 09/10, men en af dem, som med sikkerhed får mest indflydelse på svaret, er svenske Zlatan Ibrahimovic - som Barcelona har købt til den nye sæson.
Grove hævnakter
Eksekveringen og optakten til et af Ibrahimovic’ mest magiske mål fortæller alt om hvilket uhyre af en angriber, Barcelona har fået ind i truppen.
I 2004 spillede Sverige og Holland en venskabskamp, hvor venskabet hurtigt fortonede sig i den ene grove hævnakt efter den anden. Ibrahimovic førte an. Efter kun syv minutter satte han en så voldsom tackling ind på Rafael van der Vaarts ankel, at den hollandske playmaker måtte udgå, og i anden halvleg sparkede svenskeren forsvarsspilleren John Heitinga i ryggen.
Det særligt interessante ved Ibrahimovic’ ugerninger var, at han på det tidspunkt spillede sammen med både van der Vaart og Heitinga på sit klubhold Ajax Amsterdam. Her var især kreative van der Vaart den store stjerne blandt Ajax-tilhængerne.
Balletdanser
Interessant var det derfor også, hvordan Ibrahimovic ville reagere i sin først kamp for Ajaz efter bataljen - med Ajax-tilhængere, medspillere og modstanderen på nakken. Han viste verdensklassespil og takter, der pegede frem mod endnu mere. I kampen mod NAC Breda - hvor van der Vaart i øvrigt sad ude med den skade, han havde pådraget sig efter sammenstødet med sin svenske holdkammerat - scorede Ibrahimovic først til 1-1, men det er hans andet mål til 5-1, der har bidt sig fast i erindringen.
Ibrahimovic modtager bolden 20 meter uden for straffesparksfeltet, og tackler sig videre. Herefter laver han en række finter, udført så kliniske og helt uden pynt, nærmere akromatiske end akrobatiske, og bringer sig fremad forbi fire mænd, og skævt ind mod midten af feltet til det afgørende tørre venstrebenshug. I løbet ligner han mest af alt en balletdansende transformer i umulig balance, og især hans sidste finte er skarp som øksen, der rent kapper hovedet af på blokken. En mørkets prins måske, men en prins blandt angribere blev Ibrahimovic den dag.
Arven fra Eto’o
Resten er historie. Ibrahimovic kom videre til Juventus, blev solgt til Inter, og nu har Barcelona købt ham for 340 mio. kr. plus Eto’o oveni.
I Barcelona træder Ibrahimovic ind på en af de vanskeligste scener af alle. Den debuterende træner Pep Guardiola leverede det hele sidste år, og nu skal han levere endnu mere. Meget taler imod, men noget taler også for, at Guardiola på den baggrund risikerer at ende som en fodboldens svar på litteraturens J.D. Salinger eller jazzens Jaco Pastorius. Eminente skikkelser på deres felter, der leverede det hele i første hug, for siden aldrig at levere noget af betydning.
At Ibrahimovic afløser Eto’o - et klubikon på linje med Ronaldinho - kan også blive et problem. Camerouneseren scorede 46 mål for Barcelona i 05/06-sæsonen, 44 i sidste sæson og lavede afgørende mål i finalerne, da Barcelona vandt CL i begge sæsoner.
En mellemsæson i vente
Den direkte sammenligning mellem Ibrahimovic og Eto’o er derfor uundgåelig: I CL sidste år så man Rio Ferdinand over to kampe pille glansen fuldstændig af Ibrahimovic, og senere Eto’o i finalen pille glansen af Ferdinand. Ibrahimovic har ikke præsteret det samme internationalt, og er generelt ikke så hurtig og målfarlig som Eto’o, men så kan han andre ting. Han kan mere med bolden, og så er han i stand til at skabe flere chancer for sig selv og andre.
Kan den rå Ibrahimovic så fortrænge mindet om Eto’o, hjælpe Guardiola over afgrunden og ikke mindst hjælpe Barcelona på rejsen fra det fuldkomne til den ukendte destination? Det bedste bud er nok, at der i år venter Barcelona og Ibrahimovic en mellemsæson. Men en smuk en af slagsen. En der peger fremad mod noget større. Som Julius Cæsar. Altså det stykke Shakespeare skrev lige efter Romeo og Julie, lige inden Hamlet.
Uden større succes spillede Zlatan Ibrahimovic onsdag en enkelt halvleg i venskabskampen mod Manchester City, som FC Barcelona tabte 0-1. Ibrahimovic forventes at få sin officielle debut søndag aften, når FC Barcelona hjemme på Nou Camp tager imod Athletic Bilbao i den anden og sidste kamp om den spanske Super Cup. Tv-kanalen 6’eren viser kampen, og Skandinaviens bedste kommentatorpar, Peter Pill og Morten Bruun, kommenterer
-
Fantomet
- Indlæg: 263
- Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
- Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
- Har takket: 14 gange
- Blevet takket: 3 gange
- Kontakt:
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
http://www.indkast.dk/index.php?nyhed=57089
Talentfabrikken - FC Barcelona
I Barcelona råder man over verdensstjerner, men alligevel får flere og flere talenter deres chance i en af verdens største fodboldklubber, og det især på grund af Pep Guardiola.
Barcelona er i høj grad kendt som en ”talentfabrik”. I mange år har det altid været prioriteret højt i klubben, at spillere fra egen avl skulle præge førsteholdet. Valdés, Puyol, Piqué, Xavi, Iniesta og Messi stammer alle fra Barcelona’s berømte fodboldakademi La Masia, og flere er på vej. De nye unge stjernefrø venter alle i kulissen på at få deres chance, og dette er allerede sket for mange takket været træneren Pep Guardiola. Guardiola har givet unge spillere chancen, efter han tog springet fra B-holdstræner til førsteholdet i klubben. Her er et par unge spillere, som Guardiola arbejder med:
Sergio Busquets:
Fik debut i 2008, og har sidenhen flere gange holdt spillere som Keita og Toure på bænken. Midtbanespilleren giver stor sikkerhed på den defensive del af midtbanen, og læser samtidig spillet helt perfekt, hvilket er noget af det, Guardiola netop ønsker. Sergio Busquets har igennem Barcelonas fantastiske treple-sæson, haft stor succes på holdet, hvilket blev belønnet for den bare 22-årige spiller, da han fik debut på det spanske landshold i 2009.
Pedro Ledesma:
Fik debut allerede i 2007/2008, men det er først under Guardiola, at spilleren har vist sine talenter. Især under sommerens træningskampe greb Pedro chancen, og viste sin fantastiske hurtighed og teknik. Dette betød at Pedro fik sæsondebut i den europæiske Super Cup kamp mod Shakhtar Donetsk, hvor han i den forlængede spilletid scorede det enlige og afgørende mål. Derfor er Pedro en spiller, Guardiola har tænkt sig at regne med hele vejen igennem sæsonen, og en af grundene til en ny kantspiller ikke blev hentet til Camp Nou.
Bojan Krkic:
Kæmpetalentet som mange forventede, ville udvikle sig lige så hurtigt som Messi. Talentet findes da også helt klart i den 19-årige teenagedreng, men han har haft svært ved at håndtere det store forventningspres. Frank Rijkaard gav ham debut i 2007 i en alder af bare 17 år, og endte med at score hele 10 mål i ligaen. Samtidig satte angriberen også rekorder som Barcelonas yngste spiller i Champions League, Barcelonas yngste målscorer og den næstyngste målscorer i Champions League. Angriberen viste kæmpe potentiale, men under Guardiola har han haft det lidt svært. Forrige sæson blev han mest brugt som indskifter, og scorede kun 2 mål i den spanske La Liga. I år regner mange dog med, deriblandt Guardiola, at angriberen får sit helt store gennembrud. Med hans ekstreme hurtighed og egenskaber med bolden har Guardiola nu to farlige, men vidt forskellige, frontangribere som kan supplere hinanden, og slår Ibrahimovic ikke igennem med det samme, står den lille dreng klar til at bide ham i haserne.
Jeffren Bermúdez:
Den venezuelanskfødte wing Jeffren er 20 år gammel, og kom til Barcelonas ungdomshold i 2004. Jeffren fik som Bojan også sin debut under Frank Rijkaard i 2007, men det er Guardiola, der for alvor har vist interesse for ham og givet ham muligheden på kanterne, når Messi og Henry skulle have pause. Således var han med både i den europæiske og spanske Super Cup, og har indtil videre imponeret træner Guardiola og fans med hans hurtighed og dribleegenskaber. Så selvom Jeffren ”kun” er oppe imod Messi og Henry, ved Guardiola, at det er spiller han kan regne med, og den aldrende Henry skal være skarp for ikke at blive overhalet indenom af den noget yngre spiller.
Dette var kun nogle eksempler af det talentmateriale, Barcelona byder på, og som Guardiola fortrøstningsfuldt har at arbejde med, og Guardiola er om nogen manden, der kan få det bedste ud af de mange små stjernefrø, som bare venter på at vokse ud. Så forhåbentlig vil vi en dag kunne se flere unge spillere blive til stjerner og en ny Pep Guardiola, som general på FC Barcelonas midtbane.
Talentfabrikken - FC Barcelona
I Barcelona råder man over verdensstjerner, men alligevel får flere og flere talenter deres chance i en af verdens største fodboldklubber, og det især på grund af Pep Guardiola.
Barcelona er i høj grad kendt som en ”talentfabrik”. I mange år har det altid været prioriteret højt i klubben, at spillere fra egen avl skulle præge førsteholdet. Valdés, Puyol, Piqué, Xavi, Iniesta og Messi stammer alle fra Barcelona’s berømte fodboldakademi La Masia, og flere er på vej. De nye unge stjernefrø venter alle i kulissen på at få deres chance, og dette er allerede sket for mange takket været træneren Pep Guardiola. Guardiola har givet unge spillere chancen, efter han tog springet fra B-holdstræner til førsteholdet i klubben. Her er et par unge spillere, som Guardiola arbejder med:
Sergio Busquets:
Fik debut i 2008, og har sidenhen flere gange holdt spillere som Keita og Toure på bænken. Midtbanespilleren giver stor sikkerhed på den defensive del af midtbanen, og læser samtidig spillet helt perfekt, hvilket er noget af det, Guardiola netop ønsker. Sergio Busquets har igennem Barcelonas fantastiske treple-sæson, haft stor succes på holdet, hvilket blev belønnet for den bare 22-årige spiller, da han fik debut på det spanske landshold i 2009.
Pedro Ledesma:
Fik debut allerede i 2007/2008, men det er først under Guardiola, at spilleren har vist sine talenter. Især under sommerens træningskampe greb Pedro chancen, og viste sin fantastiske hurtighed og teknik. Dette betød at Pedro fik sæsondebut i den europæiske Super Cup kamp mod Shakhtar Donetsk, hvor han i den forlængede spilletid scorede det enlige og afgørende mål. Derfor er Pedro en spiller, Guardiola har tænkt sig at regne med hele vejen igennem sæsonen, og en af grundene til en ny kantspiller ikke blev hentet til Camp Nou.
Bojan Krkic:
Kæmpetalentet som mange forventede, ville udvikle sig lige så hurtigt som Messi. Talentet findes da også helt klart i den 19-årige teenagedreng, men han har haft svært ved at håndtere det store forventningspres. Frank Rijkaard gav ham debut i 2007 i en alder af bare 17 år, og endte med at score hele 10 mål i ligaen. Samtidig satte angriberen også rekorder som Barcelonas yngste spiller i Champions League, Barcelonas yngste målscorer og den næstyngste målscorer i Champions League. Angriberen viste kæmpe potentiale, men under Guardiola har han haft det lidt svært. Forrige sæson blev han mest brugt som indskifter, og scorede kun 2 mål i den spanske La Liga. I år regner mange dog med, deriblandt Guardiola, at angriberen får sit helt store gennembrud. Med hans ekstreme hurtighed og egenskaber med bolden har Guardiola nu to farlige, men vidt forskellige, frontangribere som kan supplere hinanden, og slår Ibrahimovic ikke igennem med det samme, står den lille dreng klar til at bide ham i haserne.
Jeffren Bermúdez:
Den venezuelanskfødte wing Jeffren er 20 år gammel, og kom til Barcelonas ungdomshold i 2004. Jeffren fik som Bojan også sin debut under Frank Rijkaard i 2007, men det er Guardiola, der for alvor har vist interesse for ham og givet ham muligheden på kanterne, når Messi og Henry skulle have pause. Således var han med både i den europæiske og spanske Super Cup, og har indtil videre imponeret træner Guardiola og fans med hans hurtighed og dribleegenskaber. Så selvom Jeffren ”kun” er oppe imod Messi og Henry, ved Guardiola, at det er spiller han kan regne med, og den aldrende Henry skal være skarp for ikke at blive overhalet indenom af den noget yngre spiller.
Dette var kun nogle eksempler af det talentmateriale, Barcelona byder på, og som Guardiola fortrøstningsfuldt har at arbejde med, og Guardiola er om nogen manden, der kan få det bedste ud af de mange små stjernefrø, som bare venter på at vokse ud. Så forhåbentlig vil vi en dag kunne se flere unge spillere blive til stjerner og en ny Pep Guardiola, som general på FC Barcelonas midtbane.
-
Fantomet
- Indlæg: 263
- Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
- Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
- Har takket: 14 gange
- Blevet takket: 3 gange
- Kontakt:
Re: Dansk artikler om FC Barcelona
Meget mere end en klub
Sådan siger catalanerne om FC Barcelona. Berlingske Søndag går bag om den myteomspundne klub, der er blevet et catalansk nationalsymbol. Senest har Champions League-triumfen givet fornyet kraft i kampen mod den spanske centralmagt.
Af Martin Tønner og Tonny Vorm
http://images.business.dk/article/20090 ... 9019/0/.c/
FC Barcelona-præsident Joan Laporta kunne knap være i sit stramt siddende jakkesæt af tilfredshed. Rundt om ham i æreslogen på det olympiske stadion i Rom, hvor FC Barcelona netop havde vundet finalen i Champions League, sad kong Juan Carlos, den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, hans britiske kollega Gordon Brown, Italiens Silvio Berlusconi samt UEFAs præsident, Michel Platini. Og de klappede.
Nede på banen havde et af de smukkest spillende fodboldhold nogensinde skrevet sit navn ind i historien. Meget større kunne det ikke blive, og det lagde Barça-præsidenten heller ikke skjul på.
»Jeg har en fornemmelse af, at FC Barcelona i aften langt om længe har indtaget sin naturlige plads. Med tre Europa Cup-sejre har historien nu givet os den prestige tilbage, som vi fortjener,« sagde Laporta og tilføjede:
»Guardiola (træner Pep Guardiola red.) og spillerne har ikke blot givet os den bedste sæson nogensinde. De har også været tro mod en fodboldforståelse, hvor spillere af egen avl forbinder det sportslige med vores identitet og sociale styrke. Dette er en præmie til alle os, som kæmper for vores idealer: Spillere, trænere og klubledere.«Amen!
Det var ikke let at sige ham imod denne magiske majaften. Et i mere end en forstand multinationalt Manchester United-hold var blevet slået med syv spillere fra talentskolen La Masía i startopstillingen. Og på de blå- og granatrøde trøjer havde det catalanske flag som symbol på den lokale forankring samt UNICEFs logo som den globale satsning været synlige for alverdens TV-seere.
Champions League-sejren markerede på mange måder kulminationen på en mangeårig kamp for at gøre sig fri af offerrollen og følelserne af de historiske overgreb, som Catalonien med Barcelona som hovedby er blevet udsat for af centralmagten i Madrid. Ganske vist var general Franco, der gennem 40 år havde undertrykt catalanerne og favoriseret Real Madrid, for længst død. Men for uafhængighedstilhængeren Joan Laporta var tilhørsforholdet til Spanien stadig en plage, som Barça kunne bruges til at bekæmpe.
Allerede ved sin overtagelse af præsidentposten i 2003 gik den unge advokat Laporta i gang med at revolutionere klubben.
Præsidenten skruede fra begyndelsen op for FC Barcelonas rolle som nationalsymbol. I første omgang blev de blå og røde trøjer udstyret med catalanske flag, og i efteråret 2005 kastede han klubben ind i den giftige debat om en ny selvstyrestatut for regionen. Forslaget havde i forvejen udløst en boykot mod catalanske varer i andre dele af Spanien, da Laporta arrangerede en støtteceremoni på Camp Nou, hvor en mosaik udført midt på banen indlemmede Valencia i et historisk Storcatalonien. Såvel myndigheder som klubben i den sydøstspanske by blev rasende, og i Madrid foreslog konservative politikere at vedtage en lov mod sammenblanding af sport og politik.
Også internt i klubben vakte markeringen ubehag. Men hvorfor egentlig, hvis FC Barcelona er Cataloniens våbenløse hær?
Laporta har misforstået, hvad Barça handler om, når han forsøger at gøre den symbolske rolle konkret, mener en af Spaniens skarpeste samfundsdebattører, filosoffen Josep Ramoneda:
»Sloganet om Barça som mere end en klub er ekstremt ambivalent. Nogle siger: Barça er mere end en klub, fordi Catalonien er en nation uden landshold. Andre: Den var det på et tidspunkt, fordi den kanaliserede modstanden mod Franco. Eller: Den er det på grund af det civile samfunds rolle. Barça er for stor til, at Laporta kan sætte lighedstegn mellem »Més que un club« og catalansk uafhængighed.«
Også på banen skabte Joan Laporta en revolution. Han fik lokket den brasilianske stjerne Ronaldinho til byen som flagskib for sit hold. I debuten på Camp Nou udløste Ronaldinhos bragende langskudsmål et jubelbrøl så kraftigt, at byens seismologiske institut kunne måle, hvad der svarede til et lille jordskælv, og de følgende år førte han FC Barcelona til tops i europæisk fodbold. Samtidig viste brasilianeren med det store overbid sig guld værd som spydspids for en business-strategi, der gjorde Barça til en global aktør. Med sin glade udstråling og spektakulære spillestil gik han lige ind i hjertet på de millioner af drenge, der løber rundt på alverdens sportspladser og øver sig i at jonglere og drible. Det var formentlig succesen med at sælge brasilianeren som børnenes ven, der gav Laporta og hans marketingsfolk en lys ide.
Da FC Barcelona 12. september 2006 løb på banen til Champions League-opgøret mod Levski Sofia, skete det for første gang i klubbens historie med reklamer på trøjen. Men det var hverken Siemens eller Vodaphone, som fik lov at skrige deres navn ud i hovedet på alverdens TV-seere, og Barça tjente ikke én euro på sponsoratet. Tværtimod havde klubben betalt 60 mio. kr. for i fem år at spille med logoet for FNs børneorganisation, UNICEF. Et bookmakerfirma havde angiveligt et par år forinden budt små 160 mio. kr. for pladsen på Barcelona-spilernes bryst, men ifølge præsidenten var UNICEF-aftalen langt mere værd i form af goodwill.
Med sine aktuelt 162.979 medlemmer er FC Barcelona verdens næststørste fodbolddemokrati efter portugisiske Benfica. Blandt rivalerne fungerer kun Real Madrid og Bayern München på samme vilkår. De store engelske klubber er derimod aktieselskaber ejet af arabiske oliesheiker, russiske magnater og amerikanske finansmænd.
Kan medlemsejede foreninger blive ved med at klare sig i konkurrencen om at tiltrække de bedste spillere?
Real Madrids sportsdirektør, Jorge Valdano, er i tvivl. I hvert tilfælde da vi møder ham et par måneder, før han gør comeback som Florentino Pérez’ højre hånd:»Hvert fjerde år kommer nye ledere til, fulde af entusiasme men også af mangel på viden. De skal først lære, og når de er klar, kommer der nye, som igen starter forfra. Det giver aktieselskaberne en enorm fordel. Samtidig råder Barça og Real Madrid kun over egne ressourcer i kampen om de allerbedste spillere. Det bliver ikke let,« forklarer Valdano.
Nej, det bliver ikke let. Og vil et aktieselskab ejet af en rigmand fra Langtbortistan stadig repræsentere et større fællesskab, hvor diffust og postmoderne det end efterhånden måtte være?
»Denne klub er organiseret på en unik måde. Det er det, der giver mig lyst til at melde min søn ind, så snart han er født,« siger forfatteren Sergi Pàmies og fortsætter:
»Modellen skaber problemer, men vi har et enormt moralsk overtag. Hvem ejer Manchester United? Nogle amerikanere, som ingen rigtig ved, hvem er. Her kender vi præsidenten og hele hans pukkelryggede familie. Samtidig garanterer et aktieselskab ingenting. Intet sikrer mig mod, at Barça ikke om fem år er et aktieselskab. Men så længe det varer, vil jeg nyde hvert eneste minut.«
Pludselig, midt i opvarmningen forud for den historiske Champions League-finale, forsvinder spillerne ned under det olympiske stadion, hvor træner Pep Guardiola samler dem i omklædningsrummet foran en storskærm. De næste minutter veksler scener fra storfilmen Gladiator med billeder af Barcelona-spillernes bedrifter gennem sæsonen: Iniestas mål mod Chelsea, 2-6 sejren på Bernabéu – krydsklippet med general Maximus’ duel med den onde kejser Commodus – tilbage til Messi-tryllerier, Henry-tæmninger, Eto’o-scoringer og redninger af Valdés. I slutscenen er hele holdet på vej op gennem spillertunnellen, mens en arie fra Puccini-operaen Turandot nærmer sig crescendo: »Ved daggry vil jeg sejre, sejre, sejre.«
Da lyset tændes, sidder flere spillere og græder. Iscenesættelsen er fremragende og ikke kun, fordi finalen spilles i Rom. Træneren ved, at hvis Barça er Cataloniens våbenløse hær, så beklæder han selv posten som øverstkommanderende general.Det er i hvert tilfælde sådan, han optræder, da triumfen aftenen efter fejres hjemme på Camp Nou. Efter en tur i åben bus gennem Barcelonas gader, tiljublet af op mod en million mennesker, griber træner Guardiola mikrofonen: »Borgere i Catalonien,« siger han, mens han rækker hånden ud mod Champions League-pokalen:
»Borgere i Catalonien, her har I den tilbage igen.«
Sådan siger catalanerne om FC Barcelona. Berlingske Søndag går bag om den myteomspundne klub, der er blevet et catalansk nationalsymbol. Senest har Champions League-triumfen givet fornyet kraft i kampen mod den spanske centralmagt.
Af Martin Tønner og Tonny Vorm
http://images.business.dk/article/20090 ... 9019/0/.c/
FC Barcelona-præsident Joan Laporta kunne knap være i sit stramt siddende jakkesæt af tilfredshed. Rundt om ham i æreslogen på det olympiske stadion i Rom, hvor FC Barcelona netop havde vundet finalen i Champions League, sad kong Juan Carlos, den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, hans britiske kollega Gordon Brown, Italiens Silvio Berlusconi samt UEFAs præsident, Michel Platini. Og de klappede.
Nede på banen havde et af de smukkest spillende fodboldhold nogensinde skrevet sit navn ind i historien. Meget større kunne det ikke blive, og det lagde Barça-præsidenten heller ikke skjul på.
»Jeg har en fornemmelse af, at FC Barcelona i aften langt om længe har indtaget sin naturlige plads. Med tre Europa Cup-sejre har historien nu givet os den prestige tilbage, som vi fortjener,« sagde Laporta og tilføjede:
»Guardiola (træner Pep Guardiola red.) og spillerne har ikke blot givet os den bedste sæson nogensinde. De har også været tro mod en fodboldforståelse, hvor spillere af egen avl forbinder det sportslige med vores identitet og sociale styrke. Dette er en præmie til alle os, som kæmper for vores idealer: Spillere, trænere og klubledere.«Amen!
Det var ikke let at sige ham imod denne magiske majaften. Et i mere end en forstand multinationalt Manchester United-hold var blevet slået med syv spillere fra talentskolen La Masía i startopstillingen. Og på de blå- og granatrøde trøjer havde det catalanske flag som symbol på den lokale forankring samt UNICEFs logo som den globale satsning været synlige for alverdens TV-seere.
Champions League-sejren markerede på mange måder kulminationen på en mangeårig kamp for at gøre sig fri af offerrollen og følelserne af de historiske overgreb, som Catalonien med Barcelona som hovedby er blevet udsat for af centralmagten i Madrid. Ganske vist var general Franco, der gennem 40 år havde undertrykt catalanerne og favoriseret Real Madrid, for længst død. Men for uafhængighedstilhængeren Joan Laporta var tilhørsforholdet til Spanien stadig en plage, som Barça kunne bruges til at bekæmpe.
Allerede ved sin overtagelse af præsidentposten i 2003 gik den unge advokat Laporta i gang med at revolutionere klubben.
Præsidenten skruede fra begyndelsen op for FC Barcelonas rolle som nationalsymbol. I første omgang blev de blå og røde trøjer udstyret med catalanske flag, og i efteråret 2005 kastede han klubben ind i den giftige debat om en ny selvstyrestatut for regionen. Forslaget havde i forvejen udløst en boykot mod catalanske varer i andre dele af Spanien, da Laporta arrangerede en støtteceremoni på Camp Nou, hvor en mosaik udført midt på banen indlemmede Valencia i et historisk Storcatalonien. Såvel myndigheder som klubben i den sydøstspanske by blev rasende, og i Madrid foreslog konservative politikere at vedtage en lov mod sammenblanding af sport og politik.
Også internt i klubben vakte markeringen ubehag. Men hvorfor egentlig, hvis FC Barcelona er Cataloniens våbenløse hær?
Laporta har misforstået, hvad Barça handler om, når han forsøger at gøre den symbolske rolle konkret, mener en af Spaniens skarpeste samfundsdebattører, filosoffen Josep Ramoneda:
»Sloganet om Barça som mere end en klub er ekstremt ambivalent. Nogle siger: Barça er mere end en klub, fordi Catalonien er en nation uden landshold. Andre: Den var det på et tidspunkt, fordi den kanaliserede modstanden mod Franco. Eller: Den er det på grund af det civile samfunds rolle. Barça er for stor til, at Laporta kan sætte lighedstegn mellem »Més que un club« og catalansk uafhængighed.«
Også på banen skabte Joan Laporta en revolution. Han fik lokket den brasilianske stjerne Ronaldinho til byen som flagskib for sit hold. I debuten på Camp Nou udløste Ronaldinhos bragende langskudsmål et jubelbrøl så kraftigt, at byens seismologiske institut kunne måle, hvad der svarede til et lille jordskælv, og de følgende år førte han FC Barcelona til tops i europæisk fodbold. Samtidig viste brasilianeren med det store overbid sig guld værd som spydspids for en business-strategi, der gjorde Barça til en global aktør. Med sin glade udstråling og spektakulære spillestil gik han lige ind i hjertet på de millioner af drenge, der løber rundt på alverdens sportspladser og øver sig i at jonglere og drible. Det var formentlig succesen med at sælge brasilianeren som børnenes ven, der gav Laporta og hans marketingsfolk en lys ide.
Da FC Barcelona 12. september 2006 løb på banen til Champions League-opgøret mod Levski Sofia, skete det for første gang i klubbens historie med reklamer på trøjen. Men det var hverken Siemens eller Vodaphone, som fik lov at skrige deres navn ud i hovedet på alverdens TV-seere, og Barça tjente ikke én euro på sponsoratet. Tværtimod havde klubben betalt 60 mio. kr. for i fem år at spille med logoet for FNs børneorganisation, UNICEF. Et bookmakerfirma havde angiveligt et par år forinden budt små 160 mio. kr. for pladsen på Barcelona-spilernes bryst, men ifølge præsidenten var UNICEF-aftalen langt mere værd i form af goodwill.
Med sine aktuelt 162.979 medlemmer er FC Barcelona verdens næststørste fodbolddemokrati efter portugisiske Benfica. Blandt rivalerne fungerer kun Real Madrid og Bayern München på samme vilkår. De store engelske klubber er derimod aktieselskaber ejet af arabiske oliesheiker, russiske magnater og amerikanske finansmænd.
Kan medlemsejede foreninger blive ved med at klare sig i konkurrencen om at tiltrække de bedste spillere?
Real Madrids sportsdirektør, Jorge Valdano, er i tvivl. I hvert tilfælde da vi møder ham et par måneder, før han gør comeback som Florentino Pérez’ højre hånd:»Hvert fjerde år kommer nye ledere til, fulde af entusiasme men også af mangel på viden. De skal først lære, og når de er klar, kommer der nye, som igen starter forfra. Det giver aktieselskaberne en enorm fordel. Samtidig råder Barça og Real Madrid kun over egne ressourcer i kampen om de allerbedste spillere. Det bliver ikke let,« forklarer Valdano.
Nej, det bliver ikke let. Og vil et aktieselskab ejet af en rigmand fra Langtbortistan stadig repræsentere et større fællesskab, hvor diffust og postmoderne det end efterhånden måtte være?
»Denne klub er organiseret på en unik måde. Det er det, der giver mig lyst til at melde min søn ind, så snart han er født,« siger forfatteren Sergi Pàmies og fortsætter:
»Modellen skaber problemer, men vi har et enormt moralsk overtag. Hvem ejer Manchester United? Nogle amerikanere, som ingen rigtig ved, hvem er. Her kender vi præsidenten og hele hans pukkelryggede familie. Samtidig garanterer et aktieselskab ingenting. Intet sikrer mig mod, at Barça ikke om fem år er et aktieselskab. Men så længe det varer, vil jeg nyde hvert eneste minut.«
Pludselig, midt i opvarmningen forud for den historiske Champions League-finale, forsvinder spillerne ned under det olympiske stadion, hvor træner Pep Guardiola samler dem i omklædningsrummet foran en storskærm. De næste minutter veksler scener fra storfilmen Gladiator med billeder af Barcelona-spillernes bedrifter gennem sæsonen: Iniestas mål mod Chelsea, 2-6 sejren på Bernabéu – krydsklippet med general Maximus’ duel med den onde kejser Commodus – tilbage til Messi-tryllerier, Henry-tæmninger, Eto’o-scoringer og redninger af Valdés. I slutscenen er hele holdet på vej op gennem spillertunnellen, mens en arie fra Puccini-operaen Turandot nærmer sig crescendo: »Ved daggry vil jeg sejre, sejre, sejre.«
Da lyset tændes, sidder flere spillere og græder. Iscenesættelsen er fremragende og ikke kun, fordi finalen spilles i Rom. Træneren ved, at hvis Barça er Cataloniens våbenløse hær, så beklæder han selv posten som øverstkommanderende general.Det er i hvert tilfælde sådan, han optræder, da triumfen aftenen efter fejres hjemme på Camp Nou. Efter en tur i åben bus gennem Barcelonas gader, tiljublet af op mod en million mennesker, griber træner Guardiola mikrofonen: »Borgere i Catalonien,« siger han, mens han rækker hånden ud mod Champions League-pokalen:
»Borgere i Catalonien, her har I den tilbage igen.«
Hvem er online
Brugere der viser dette forum: Ingen og 30 gæster