Artikler og bøger

[Diabolito]

Sticky icky ;)

[Fantomet]

Af Stig Matthiesen, Tipsbladet

Sakset fra http://www.tipsbladet.dk/artikel/report ... sias-messi


Kærligheden til den argentinske troldmand er total i det catalanske galehus, hvor politik, religion og drømme om fortidens meritter gentaget i fremtiden er uløseligt forbundet med Lionel Messi. Tipsbladet var til en verdensklassefodboldkamp en sen aften på Camp Nou.
I vanlig skødesløs til tider trippende stil betræder han som sidste mand det trimmede og nyvandede græstæppe inden opvarmningen.

169 centimeter fra tå til top.

På badevægten knap halvfjerds kilo muskler, sener og knogler.

Reaktionerne er voldsomme blandt de lokale inden opgøret i Champions League mod Olympique fra Lyon.

På tribunerne udspilles scener, som når en vækkelsesprædikant, en folkeforfører eller sågar en dansktopsangerinde – på Pejsegården i Brædstrup en tilfældig tirsdag eftermiddag under pensionistkaffen – trækker masserne med sig.

Amerikanske præsidenter som Kennedy og Clinton – senest Barack Obama – har gennem tiden haft samme tæft som denne moderne fodboldgud for, set med en kølig nordbos øjne, at skabe en til tider hysterisk fællesskabsfølelse.

Men hvor såvel vækkelsesprædikanten som folkeforføreren ofte må ty til frygten for det ukendte som drivmidlet til at fastholde magt og kontrol, er det som oftest glæden, begejstringen og håbet om netop fællesskab og en bedre fremtid end den ofte grå hverdag, der klæber sig til sangerinden og præsidenterne.

Således også til den klejne Lionel Messi.

Denne argentinske boldmagiker, der måtte så grueligt meget ondt igennem – kammeraternes drilleri, familiens opsplittelse og dyre væksthormonpiller – før han var vokset de få centimeter, som skilte ham fra at være dværg frem for den voksne unge mand, der render rundt og tjatter til bolden kun få meter fra min siddeplads.

Til tider så tæt på at man blot kan række armen ud for at røre ved fodboldguden, der hyldes som sådan på bannere, i sange, på avissider og i fjernsynsstudier verden over, når han endnu engang har ladet menigheden her i Catalonien røre ved himlen, som nu denne dag, da han langsomt men sikkert stempler ind i kampen mod franskmændene, da han begynder at trække sig lidt væk fra kridtstregen på sidelinjen og søge ind på favoritpladsen bag Eto’o, så der bedre kan blive plads til angrebsraketten Alves, der er næsten lige så spinkel og letbenet som Messi selv.

Lyden af læder mod fødder, de hastige og indforståede blikke og kropskontakten spillerne imellem holder alle i et jerngreb på stadion denne sene aftenstund, hvor man fornemmer, at noget stort er i vente.

Efter par formsvage uger synes det som hjemmeholdet vil bevise noget.

Større end Cruyff
Messi blev født på den 24. dag i juni 1987 og indledte karrieren i sin fars klub, Grandoli, som 5-årig.
13 år gammel blev han optaget på FC Barcelonas fodboldskole La Masia.

1. maj 2005 blev han den yngste målscorer for Barca nogensinde, men er dog siden overgået af klubkammerat Bojan Krkic som både yngste debutant og målscorer.

Året efter blev Messi indlemmet i den argentinske VM-trup, og siden er det gået ud over stepperne med spanske mesterskaber, Champions League titel og prædikatet verdens næstbedste fodboldspiller anno 2007 og 2008 udi FIFA World Player of the Year.
At han endnu ikke er kravlet helt til tops har tilsyneladende ingen større betydning for knægten med det lette løb og de finurlige bevægelser, der i perioder dasker tilsyneladende dovent omkring på fodboldbanen for så pludselig at eksplodere i et festfyrværkeri af vidunderlig omgang med bolden ved sine fødder.

”Jeg elsker bare at spille fodbold,” siger Messi – der hverken gør i store ord eller lange sætninger – igen og igen, og man tror ham.

Ligeledes elsker han i øvrigt at hænge ud med sin Playstation.

”Messi kan sagtens gå hen og blive den største fodboldspiller nogensinde her på Camp Nou. Vi har oplevet Cruyff, Laudrup, Romario, Maradona, Ronaldinho og mange andre store stjerner udfolde sig, men allerede nu har Messi samme betydning og status som Ronaldinho havde de første par år, mens han var på toppen af sin karriere. Messi er et ikon i Catalonien. Vi holder af hans historie, hans ydmyghed for fodboldspillet og attituden både på og uden for banen. Måske er han ikke den fodboldspiller med de skarpeste og mest analytiske udtalelser, men Messi har ingen stjernenykker. Arrogance er ikke et begreb, han kender til. Messi er et stort menneske, som vi vil gøre alt for at beskytte og bevare her i FC Barcelona. Han hører simpelthen til her,” fastslog den medicinstuderende José Fernandez og kammeraten, Hector med både vinglas og tapas i hånden i VIP-logen efter en første halvleg med Barca-bold som under Dream Team æraen.

Trods velklingende navne som Eto’o, Henry, Xavi og Iniesta er det således Messi, håbet klamrer sig til i et FC Barcelona, der efter et spillemæssigt overdådigt efterår og vinter for bare et par uger siden med ét vågnede op til en virkelighed, hvori der også fandtes andre hold i den spanske Primera Division.

Først og fremmest kongeklubben nede i Madrid – byen med den så forhadte centralmagt.

At Real Madrid således så sig nødsaget til at flytte sin bedste forsvarsspiller Sergio Ramos over på en uvant back plads i bestræbelsen på at stoppe ”fodboldekspressen”, sidst jeg var på Nou Camp i december måned, var derfor meget naturligt.
Men at samme hæderkronede klub – overnight med Juande Ramos frem for Bernd Schuster ved det taktiske ror – konstant sparkede Messi på dennes ædle værktøj var under al værdighed men vel nok en naturlig konsekvens af det hysteri, der i dag omgærer moderne fodbold, hvor al den aggression og frustration som fraværet af europæiske krige og allestedsnærværende finanskriser frembringer kan få afløb.


Som for eksempel da Messi i overtiden i netop decemberkampen mod de kongelige elegant loppede bolden over en ellers storspillende Casillas i Madrid-buret, og Camp Nou gik i ekstase.

Argentineren gentog kunststykket som indskiftningsspiller – man er blevet bedre til at dosere i forhold til hans fysiske habitus – for nylig på en friløber i en Copa del Rey pokalsemifinale på Mallorca og bragte Barca tilbage på fodboldkursen.
Og i sidste weekend gentog han kunststykket, da ”nedsmeltningen” i la Liga blev stoppet.

Legende let ser det ud, når Messi selv hårdt presset sparker blødt, dybt, hårdt eller blot spiller bande med soulmaten Alves eller angrebspanteren Eto’o, der i øvrigt ganske utidigt og midt i trængslerne for nylig meldte ud, at han er væk til sommer.
Af flere her på egnen tolket som en art ”tak for sidst” til den klub, der allerede sidste sommer forsøgte at skille sig af med både ham og flere andre tvære og løntunge stjernespillere, som dog for fleres vedkommende endte med at blive hængende i et fælles projekt om genrejsning, efter at de af den nye træner havde fået læst lektien.

Opvisningsbold
Om Messis loyalitet her der på intet tidspunkt hersket tvivl, hvilket er altafgørende i et ”galehus”, hvor uroen evigt ligger og ulmer lige under overfladen – ikke mindst efter at hollændertræneren Frank Rijkaards ellers så succesfulde laissez faire ledelsesstil kuldsejlede og nær trak præsident Joan Laporta med i faldet.

Ansættelsen af klubmanden Pep Guardiola har vist sig at være et klogt træk, som det var det, da den selv samme ”balancespiller” fra Laudrup-Stoichkov-Romario-epoken udviste menneskelig tæft og lod Messi få sit store ønske opfyldt om at spille OL-bold i Beijing, selv om klubben rent juridisk var i sin gode ret til at forlange argentinerens tilstedeværelse i de for klubben så livsvigtige og uvante kvalifikationskampe til Champions League, der før denne sæsonstart var en konsekvens af derouten inden sommerferien.

Men fortidens trængsler glemmes sådan en aften i Barcelona, hvor Lyon sendes hjem til det sydfranske efter en opvisning i gudebold, der fortjent sikrer Lionel Messi, den iskolde dobbeltmålscorer, Henry, og kreatørerne i den absolutte sværvægtsklasse, Xavi og Iniesta, med holdkammerater en stående ovation fra stort set samtlige 98.000 tilstedeværende på Camp Nou.

Sportsaviserne Marca og AS og ikke mindst de lokale catalanske udgivelser er da også fremme med superlativerne til Henry, Iniesta og Messi, der stod for kampens absolutte højdepunkt i det 39. minut efter en brysttæmmet og retningebestemt bold – få meter fra mine egne øjne og centimeter fra sidelinjen – som han med et hidsigt kobbel af fransk forsvarsspillere i hælene drev ind i feltet og midten af banen – via en genial bande med Eto’o, hvorefter han med største selvfølge sparkede bolden ind i det lange venstre hjørne og lignede en glad dreng, der blot ”elsker at spille fodbold”.

Råbet Messi, Messi, Messi, der rungede på stadion, fik det til at løbe én koldt ned af ryggen på en ellers forholdsvis mild marts aften.

”Han er en gud,” sagde manden med cigaren bag mig, og det var svært at tage til genmæle.
Umoderne dyder

I taxaradioen spiller man argentinsk tango så ikke et øje er tørt.

Chaufføren får tårer i øjnene, mens han taler om Messi.

Tanken om at nogle arabiske rigmænd i en klub, man kalder Manchester City, køber guden, piner ham, mens han styrer gennem Avenida Diagonals tætte trafik mod lufthavnsbussen på Placa De Catalunya.

Men at disse fodboldfantaster har proklameret, at man – efter derouten med Milans brasser Kaká, der endnu har såvel sjæl som legme med i dette vidunderlige spil – nu går efter den argentinske duo Maradona-Messi skal taxachaufføren ikke lade sig distrahere af, for fodboldvidunderet har tilsyneladende ikke tænkt sig at forlade Catalonien, siger både hovedpersonen selv og hans far, Jorge, der har fulgt sønnen i tykt og tyndt siden fødslen og i dag er den, der styrer brandet Messi på ganske anstændig vis.

Altså ingen hurtigt-snakkende-evigt-mobiltelefontalende-og-solbrille-i-håret type hang arounds her.

Som en Gerrard i Liverpool, Alessandro Del Piero i Juventus og Raúl i Madrid ligner Messi mest af alt en spiller og et menneske, hvor umoderne dyder som klubloyalitet og en kontrolleret ”pengegriskhed” endnu har betydning for menneskelige valg i livet.

José, Hector, taxachaufføren og alle andre med Messi i blodet kan således – trods de i Spanien vanligt indføjede frikøbsklausuler – trygt se frem til spektakulær underholdning i verdensklasse på Camp Nou, når denne vidunderlige åbne katedral endnu engang udvides – til 108.000 – og plastres til i farverige glasmosaikker.

Og at menigheden i Barca er verdensomspændende står til troende, om end Messi, denne fodboldens messias, endnu ikke, som en anden Maradona, har fået en kirke opkaldt efter sig hjemme i Ildlandet.

[Fantomet]

Barça – verdens beste fotballag

Av Lars Johansen – 23/03/2009

Sakset fra http://www.fcbarcelona.no/kommentarer/2088

I Liverpool fansens rus over 13-1 på tre kamper, de norske mediers enorme dekning av engelsk fotball og Premier League sin dominans i Champions League, så følte jeg tidspunktet var kommet for å komme med tanker om verdens beste fotballag, om den voldsomme dekningen av engelsk fotball og spansk versus engelsk fotball.

FC Barcelona – verdens beste fotballag. Ja, det kan ikke diskuteres. Det er et lag som er på samme nivå – Manchester United. De andre er ikke i nærheten. Når jeg snakker om verdens beste fotballag, så definerer jeg det ut i fra hva fotball er bygd opp av - ferdigheter. Hvilke lag kan måle seg med Barça hva gjelder de ferdighetene man ønsker å ha? Når jeg skriver ønsker å ha – hvorfor spiller folk fotball? Hvorfor ser folk fotball? For å se flott spill og scoringer – for å få se det trengs gode ballspillere, folk som behersker medtak, pasninger og driblinger. Folk som selv spiller fotball er vel med for å være borti ballen, ikke for å se de andre ha den, eller?

Ergo, de ferdighetene fotball handler om i mitt syn, der er Barça i suveren klasse. Manchester United har og ferdighetene og spiller også en type fotball hvor ballbesittelse er sentralt, ikke ulikt Barça, men det er gjerne allikevel noe mer gjennombruddshissige. Men som sagt, de har og nivået inne. Fellesnevneren for disse lagene er at de kan knekke koden til motstanderens etablerte forsvar. Og det er vel det som er vakkert, er det ikke? 37 trekk og scoring etter ballbesittelse i 1 minutt og 49 sekunder mot Almeria i mars 2009, kan Barça skryte på seg. Rekk opp en hånd alle Liverpool fans som kan vise meg noe lignende? Liverpool scorer stort sett alle sine mål på overganger eller dødball. De er like mye verdt som 37 trekk scoringen til Barça, men er det like vakkert? Viser det at de er et like bra fotballag – ferdighetsmessig? Jeg mener Liverpool forsvarer seg til alle deres store seire, mot Man Utd hadde de 11 mann på egen halvdel med 35 minutter igjen å spille på 2-1 ledelse.

Jeg er glad jeg ikke heier på et slikt lag!

Ballbesittelse er for meg det vakreste i fotball. En dødball scoring, langpasninger uten mål og mening, slå ballen lengst mulig vekk. Jeg kan ikke fordra å se det. Jeg forstår at mange lag ikke kan spille fotball som Barça, da ferdighetene simpelt hen ikke er gode nok. Men kom da heller ikke å si at man er et bedre lag, selv om man forsvarer seg til en heldig seier. Det er synd det ikke er stilpoeng i fotball – det estetiske, publikumsvennlige, her er Barça i en særklasse. Barça driver med fotballkunst, som tysk presse beskrev det etter trekningen av Champions League kvartfinalene. Som Truls Dæhlie skrev før møtene mellom de to beste lagene i verden i 2008; På Camp Nou kan selv den mest håpløse støttepasning vekke unison applaus. Disse støttepasningene er nødvendige for å holde ballen i laget, for å spille vakkert, slik jeg og de fleste katalanere ser det, med ballen i laget – det er en skam, det er irriterende at det andre laget har ballen. Dette har med kultur å gjøre, men er det ikke hva alle lag ønsker, å ha ballen selv? Det klarer Barça i mellom 60-75% av tiden i alle kamper. Det er kun Manchester United som er i nærheten i det ypperste selskap i Europa.

Så, hva ønsker jeg med alle tankene som jeg så langt har presentert? Jo, jeg ønsker å si at den beste fotballen, den leveres på Camp Nou. Det kan simpelthen ikke diskuteres. Hva ønsker man å se i en fotballkamp? Svar på dette, å se om du får ønskene oppfylt på Camp Nou, jeg kan nesten garantere det – med mindre du søker direkte pasningsspill, langpasninger og fokus på dueller. De tre verste tingene jeg vet i fotball, ja de er nødvendige, og ja, vi ser de så klart på Camp Nou, men det er langt mindre grad enn for eksempel på Anfield. En helt annen skala vil jeg påstå.

Og det bringer meg inn på neste tema; den voldsomme hypen av Premier League. Side opp og side ned i aviser, TV2 har endelig skjønt at det ikke bare spilles fotball i England, men og lenger sør i Europa. Takk og lov for det! Jeg tipper jeg ser mellom 20-35 kamper fra Premier League i løpet av en sesong, samtidig som jeg ser alt av Champions League. Til sammenligning ser jeg alle Barças kamper i alle turneringer, samt 1-2 per runde i tillegg fra Spania. Mine tre ”nei” fra fotballverden; direkte pasningsspill, langpasninger og fokus på dueller – jeg ser de hver gang fra England. Og spesielt fra Anfield. Det er klart 4-0 mot Real er rått, 4-1 på Old Trafford er utrolig imponerende og 5-0 mot Aston Villa, som riktignok er inne i en down, men dog kjemper om Champions League plass – det står respekt av det og. Men se bak de, 4-0 mot Real og 4-1 mot United. Hva slags mål var det? Direkte pasninger, langpasninger, det var dødball, overganger og kontringer etter å ha trukket ned tilnærmet hele laget på egen halvdel. Ja visst er det effektivt, og Liverpool er fryktelig gode til det – Drillo har jo vist med denne type fotball, stram defensiv organisering og stor gjennombruddshissighet at resultatene kan bli så gode at det neste bare er fantasien som setter en stopper for de! Men er det vakkert? Hvorfor elsker mediene i Norge dette? Hvorfor må det stå side opp og side ned? 37 trekk og scoring, ballbesittelse, frekke kombinasjoner, spillere som behandler kula og individualister som Messi, Iniesta og Xavi – det er vakkert.

Men, hvor stod det skrevet noe om det?

Spansk og italiensk har i de mange årene Champions League har eksistert, dominert turneringen – hva gjelder seire og lag i finaler og semifinaler. Det er kanskje ikke så rart England var langt unna i starten, da de ikke hadde spilt europeisk fotball på flere år. I disse dager, hvor pengene – dessverre, rår, så må jeg innrømme at Premier League, eller «Boingligaen» som jeg kaller den, virkelig dominerer. Spillere for spiller tror jeg ikke disse lagene er bedre enn de vi finner i Spania, men de spiller mer direkte, med høyere tempo og har mer guts – om man kan bruke et slikt uttrykk. Dette er selvfølgelig effektivt og i mine øyne den definitive grunn til deres dominans. Selvfølgelig finner man også gode spillere i Premier League, at Ronaldo vant kåringen i 2008 var fullt fortjent, at jeg gjerne skulle sett Gerrard og Torres i Barça drakt, isolert sett ut i fra deres ferdigheter – jeg legger ikke skjul på det. Det er mange flere som kan neves fra Boingligaen, men stilen er hovedforskjellen. Den er mer effektiv, men og langt styggere å se på, om man liker å se det fotball handler om.

Dagens unger får den britiske fotballen inn med morsmelka, hvor blant annet Boing Klubben bidrar godt – derav «Boingligaen» for dere som skulle lure.

De fleste som vokser opp får et lag i England til å holde med av far, andre begynner å holde med laget som vinner eller det som kompisen holder med. Jeg fikk heldigvis en signert plakat fra Barça i en alder av 10 år, og dermed ble Blackburn engasjement kaldt og mitt hjerte startet å bruse for det katalanske storlag. I dag er jeg stolt over å heie på det laget som spiller desidert flottest og mest publikumsvennlig fotball – ekstremt angrepsorientert og ballbesittende – det fotball handler om i mine øyne! Vi scorer flest mål, denne sesongen er vi også ekstremt effektive sammenlignet med fjoråret som var en smell, og vi har et fantastisk stadion og en enorm tilhørighet til klubben, en fantastisk historie og ikke minst ledelsen og organiseringen av klubben som er eid av supporterne, samt slagordet «Més que un club».

Jeg ser heller Barça ryke ut mot den taktiske og defensivt orienterte stilen til Rafa Benitez, istedenfor å gå videre etter kynisk spill og ri på en ettmåls ledelse. Jeg var sjeleglad vi ikke fikk Mourinho i fjor sommer. Kynisk og taktisk fotball. Hvis jeg hadde hatt valget mellom La tripleta med Mourinho og en fotball som gjenspeiler han, kontra et trofé med Pep og hans fotball – kan dere gjette hva jeg ville valgt. Fotball er et fantastisk spill, så la det da også være det, og ikke gå inn for å ødelegge for andre. Det gjør aldri Barça, og medier i Norge, vær så snill og skriv mer om denne fantastiske klubben og dets prestasjoner. Vis andre folk det jeg ser hver eneste helg – det vakre spillet, Joga Bonito.

Det handler om å vinne med stil – hvis ikke kan man like godt la være.

[Toure]

hold da kæft, der står meget - på norsk :)

[Daluigi]

hold da kæft, der står meget - på norsk :)

Det er virkelig intet der overgår dit vagtsomme øje Zinker.

[Fantomet]

Måske en gamle nyheder for noget, men det skal da tilføjes her...

sakset fra http://www.dansk-costablanca.com/article.1241.html


Allan Simonsen fortæller om vanviddet i FC Barcelona


Allan Simonsen kom til FC Barcelona som Europas bedste fodboldspiller. Han fik et chok, da han var med i hadets kamp mod Real Madrid, og da han oplevede en af sine holdkammerater blive kidnappet. Selv blev han også udsat for kidnapningstrusler. Alligevel faldt han så godt til i Barcelona, at han i dag bor i Sitges syd for storbyen.

Af Michael Jepsen

I en ny bog fortæller Allan Simonsen om sit liv som professionel fodboldspiller. Allerede som lille dreng vidste han, at han ville være fodboldspiller, og det var tydeligt, at han havde talentet. Nogle sagde, at hans far havde været et lige så stort talent som Allan. Faderen spillede også offensiv midtbane, og havde et eminent blik for spillet, men han var langsom og luddoven. Når holdkammeraterne løb 10 km, fandt faderen et træ og gemte sig bag, indtil de andre kom tilbage. Så dukkede han op og løb det sidste stykke tilbage sammen med dem.
De to ting, som faderen manglede, havde sønnen til overflod: Hurtighed og flid. To gange ugentlig træning i Vejle Boldklub var ikke nok for lille Allan, der begyndte at selvtræne og repetere øvelser igen og igen.
”Efterfølgende kunne jeg både ved træningen og i kampene mærke, hvor meget det gav mig. Jeg fandt ud af, at sætter man noget ind på kontoen, er der også mere at hæve senere”, fortæller han i sin nye bog.

Den hårde skole
Allan Simonsen lærte livet som professionel fodboldspiller i den hårde skole. Da han kom til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, spillede han en svag kamp i en af sine første optrædender for klubben.
Der gik 15 måneder, inden træneren igen brugte ham i startopstillingen.
Den lille dansker lod sig dog ikke slå ud af modstanden, og han blev så god, at han blev kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1977. Han blev også den eneste spiller nogensinde, der har scoret i finalen i alle de tre europæiske turneringer.
Efter Borussias sejr i UEFA Cupen i 1979, blev han solgt til FC Barcelona.

Hadets kamp
I en af de første kampe skulle Barcelona spille ude mod Real Madrid. Her oplevede Allan Simonsen en ond stemning uden lige. Flere af spillerne på begge hold løb rundt med nåle i deres svedbånd, så de kunne stikke deres modstandere under kampen, når dommeren vendte ryggen til.
”Så løb de rundt og stak hinanden, mens de tilsvinede og truede hinanden. Det var fuldstændig gak i låget!”
Senere på sæsonen tabte Barcelona 1-3 hjemme til Real Madrid. Mod slutningen af kampen trak en Real Madrid-spiller tiden nede ved hjørneflaget, hvor han holdt en modspiller væk fra bolden.
”Jeg selv var placeret på midten, da jeg pludselig hørte et eksprestog komme blæsende forbi mig på midten af banen. Fråden stod nærmest om munden på vores argentinske forsvarer - og da han var tre-fire meter fra de to, der stod med bolden, kastede han sig gennem luften som en saks, med spredte ben, og skar dem midt over. Også hjørneflaget knækkede.”

Kidnapninger
Uden for banen var det også barske vilkår i Barcelona. En nat bankede det på døren til Allans 230 kvadratmeter store lejlighed. Udenfor stod vicepræsidenten Joan Gaspart.
En anonym mand havde ringet og krævet fire millioner kroner, ellers ville de kidnappe Allan Simonsen.
Gaspart fortalte, at de tidligere havde haft en lignende situation med Johan Cruyff, hvor to mænd trængte ind i hollænderens hus og nåede at binde hans kone, inden de blev forstyrret og flygtede.
Senere blev Allan Simonsens holdkammerat Quini kidnappet. Der gik 25 dage, inden politiet stormede en lejlighed i Zaragoza, hvor Barcelonas topscorer lå bagbundet på gulvet.
”Da jeg så ham, var har blevet langskægget, og hans øjne rullede rundt i hovedet på ham. Han gik til psykolog i lang tid efter”, husker Allan Simonsen.

Afsked med Barca
Trods de hårde vilkår fik den lille dansker nogle af sine bedste år i FC Barcelona, hvor tilhængerne gav ham kælenavnet Simonet: Lille Simon.
I 1982 tegnede FC Barcelona imidlertid kontrakt med argentineren Diego Maradona. Dengang måtte klubberne kun have to udlændinge i truppen, og de to pladser havde Maradona og tyskeren Bernd Schuster førsteprioritet til, så selv om Barcelona gerne ville beholde danskeren, valgte han et overraskende skifte til den engelske 2. divisions klub Charlton Athletic.
Selv om det blev til en lidt trist afsked med FC Barcelona, så havde byen og katalanerne erobret en plads i Allans hjerte. Han beholdt huset nord for Barcelona, som han havde købt i 1979, men han bruger det ikke så meget længere. I stedet bor han nu i byens sydlige forstad Sitges, hvor familien har lejet et 500 kvm stort, gammelt hus.
”Det er selvsagt alt for stort, og det er også noget gammelt lort. Vi har f.eks. haft mere end 14 vandskader”, fortæller Allan Simonsen, der derfor regner med, at de snart finder noget andet at bo i.

Hverdagen i Sitges
Allan Simonsens hverdag begynder som regel med, at han står op sammen med datteren Kira for at køre hende op til den internationale skole. For det meste har han sin kone Gitte med.
”Så får vi en kop kaffe oppe på skolen sammen med nogle af forældrene. Mange af hustruerne hernede arbejder jo ikke. Når vi så har hygget os i den by, hvor skolen ligger, går vi måske en tur ned i byen og handler”, fortæller han.
Derefter går han en tur ned i byen for at få en kop kaffe på sin stamcafé på strandboulevarden, hvor bruger en time til halvanden på at læse aviserne El Periódico og El Mundo Deportivo for at følge med i, hvad der står om FC Barcelona. Ca. en gang om måneden er Allan på Camp Nou for at se Barcelona spille. En af hans gamle holdkammerat sidder i klubbens ledelse, og han inviterer som regel Simonet op i VIP-loungen.

Tvivlen nager
Allan Simonsen er i tvivl, om han bliver boende i Spanien eller rejser tilbage til Danmark.
”Jeg er i en form for eksistentiel krise disse år. Når jeg er i Danmark, savner jeg den vidunderlige spanske livsstil og mentalitet, der er så fjernt fra den hektiske danske. Men hernede får jeg det ofte elendigt indvendigt og føler, jeg svigter. Jeg ser ikke mine børn, min mor, min søster, jeg tager ikke del i min søsters børns opvækst - ja, ser kun meget sjældent mit eget barnebarn. Nu har vi været hernede i snart fire år, og i øjeblikket er balancen skæv.”

Stressede danskere
Selv om den dårlige samvittighed nager Allan Simonsen, føler han, at han passer bedre til den spanske mentalitet frem for den danske.
”Vi danskere har jo den fejlagtige selvopfattelse, at vi er verdens bedste til alting - det kan man jo, når man rejser verden rundt og sammeligner, hurtigt se ikke passer.”
”Danmark er et dejligt land, men det er i dag blevet alt for stresset, synes jeg. Folk har aldrig tid til at snakke. De glemmer at være livsnydere, mens de aser og maser for at tjene penge til alle de ting, de gerne vil have. Og det er en af væsentlige årsager til, at jeg sidder hernede i Spanien. Jeg har jo selv prøvet at knokle alt for hårdt - også så hårdt, at jeg bare kørte løs med skyklapper på og mistede en stor del af kontakten til min familie, mine børn, mine venner. Det er en forbandet hård konstatering, men sådan er det.”


ALLAN SIMONSEN
Født: 15. december 1952 - 55 år
Position: Midtbane/angriber
Højde: 1,65
Kælenavn: Spurven fra Vejle
Spansk kælenavn: Simonet
Landskampe: 55 (20 mål)
Årets Fodboldspiller i Europa 1977
Var gift med Anette i 23 år
Sammen har de tre piger
Blev gift med Gitte i 2001
Sammen har de datteren Kira, 5 år
De bor i Sitges, Barcelona

KARRIERE
Spiller: Kmp (Mål)
1971-1972 Vejle Boldklub
1972-1979 M’gladbach 178 (76)
1979-1983 FC Barcelona 98 (31)
1983-1983 Charlton 16 (9)
1983-1989 Vejle Boldklub 282 (104)
Træner:
1991-1994 Vejle Boldklub
1994-2001 Færøerne
2001-2004 Luxembourg

NATIONALE TITLER
DM med Vejle 1971, 1972, 1984
Pokalvinder med Vejle 1972
Tysk mester m Gladbach 1975, 1976, 1977
Pokalvinder m Gladbach 1973
Pokalvinder Barcelona 1981
Spansk mester Barcelona 1982

INTERNATIONALE TITLER
Vinder af UEFA Cup 1975 og 1979
Vinder af pokalvindernes turnering 1982

[Fantomet]

Af Morten Top
http://www.tipsbladet.dk/artikel/baggru ... ack-basics


Barcelona har i store dele af i år spillet fodbold på et niveau, der leder tankerne tilbage på 90’ernes Dream Team. Josep Guardiola har genopfundet Barcelona.

Barcelona har været fuldstændig suveræn i denne sæson. Angrebskæden har slået både egne og spanske rekorder med mål og assists på samlebånd, og intet synes at kunne stoppe Barcelona-mandskabet, der sammenlignes med de tidlige 90’eres Dream Team.

Men hvad skyldes denne succes? Hvordan er det lykkedes for Lionel Messi, Thierry Henry og Samuel Eto’o tilsammen at score 87 mål? Tipsbladet har allieret sig med FC Nordsjællands assistenttræner Kasper Hjulmand, der følger Barcelona særdeles nøje og også er Champions League-ekspert for TV2 Sport. Barcelona er blevet dissekeret, og er her opstillet i fem nøglepunkter, der har været helt centrale for den catalanske succes.

Men først skal vi lige have nogle kendsgerninger på plads: Barcelona fører La Liga med fire point ned til Real Madrid, og der resterer fem kampe af sæsonen. Den catalanske klub har også kæmpet sig til semifinalerne i Champions League, hvor man tirsdag mødte Chelsea i en lidt kedsommelige 0-0 kamp. Den anden semifinale står mellem Manchester United og Arsenal, og Barcelona er således det eneste ikke-engelske hold, der stadig kan vinde pokalen med de store ører.

I Spanien fører Samuel Eto’o topscorerlisten med 27 træffere, mens Lionel Messi med sine otte mål er den mest scorende i årets Champions League. Midtbanespilleren Xavi topper suverænt den spanske assistliste, da han hele 22 gange har været i oplæggerens rolle. Dertil kommer, at Barcelona har scoret i de seneste 50 ligakampe.

Verdensstjerner fra egne rækker
Sidste år sluttede Barcelona på tredjepladsen i La Liga - hele 18 point efter ærkerivalerne fra Real Madrid. Samarbejdet mellem træner Frank Rijkaard og spillerne led af en metaltræthed, og løsningen blev at opsige hollænderen. Bemærkelsesværdigt nok skete der kun to store udskiftninger i truppen. Ronaldinho kunne ikke leve op til de store forventninger, der hvilede på ham efter han fik titlen som Verdens Bedste Fodboldsspiller. Derfor skiftede brasilianeren til Milan, mens portugiseren Deco også trængte til nye græsgange og blev afskibet til Chelsea.

Men selve grundstammen af spillere på holdet er intakt i forhold til sidste sæson. Denne gang ‘forærer’ Barcelona dog ikke mesterskabet til Real Madrid. Tværtimod.

”Der er jo ikke sket en særlig stor udskiftning i det hold, der sidste år floppede og det hold, der nu er helt suveræne. Men der er sket noget, for det har stort set været de samme spillere, der har spillet. Der er tilføjet nogle dyder, for det er dygtige spillere, men dygtige spillere er ikke nok,” siger Kasper Hjulmand, der også har en forklaring på, hvorfor Barcelona-spillerne er så suveræne i år.

”De spiller jo stort set med seks fra starten, der er lokale Barcelona-drenge. Det vil sige, at det er mange, mange års målrettet og systematisk arbejde og fodboldudvikling, der gør, at man har sådan nogle spillere,” fortæller Kasper Hjulmand.

Disciplin og dyder
Men hvis holdet stort set er det samme, hvorfor virkede spillet så ikke i sidste sæson? Kasper Hjulmand har et bud.
”Efter en fantastisk tid med Rijkaard - det synes jeg, der er mange, som glemmer; han vandt jo både Champions League og ligaen - var det tid til at få ryddet ud i nogle uvaner, og der blev tillagt noget mere i spillet. Guardiola har fundet det rene Barcelona-spil frem igen. Han er gået tilbage til nogle dyder omkring hårdt arbejde; de arbejder stenhamrende hårdt,” siger FC Nordsjælland-assistenten.

Den nye Barcelona-træner Josep Guardiola er ikke fundet hvor som helst. Han var en del af Barcelona-holdet i 90’erne, hvor han på den defensive midtbane regerede holdet med anførerbind om armen. Efter den aktive karriere blev indstillet, fortsatte Guardiola som ungdomstræner i klubben, og således har han haft fingeren på pulsen både i medgang og modgang.

”Alt i alt har Guardiola gået i skyggen sidste år og irriteret sig over at have set på en enorm slaphed. Spillere har festet rundt i byen og sløset med tingene. Han er meget opmærksom på historien i Barcelona og hele Catalonien, og hvad det betyder for så mange mennesker,” siger Kasper Hjulmand og tilføjer med dæmpet stemme:

”Med den ærekærhed Guardiola har for Barcelona, er der kommet noget stolthed ind igen.”

Ren Barcelona-stil
Mange steder i Europa spiller klubber med fremskudte wings, der skal fungere som angribere. Sagen er bare, at det i virkeligheden bliver en ‘falsk’ 4-5-1-formation, der så bliver spillet. I Barcelona er sagen dog en anden. Her har Guardiola fået destilleret den rene Barcelona-formation, hvor der reelt er tale om tre fungerende angribere, så man med rette kan kalde den for 4-3-3.

”Det er bare ren Barcelona, og dem, der har været i klubben, kan se nogle 13-årige spille på fuldstændig samme måde. Hvis man gerne vil spille sådan, skal man bare have været igennem en lang, lang periode med den rigtige udvikling, og så skal man gøre det helt rent og være helt afklaret,” forklarer den tidligere Lyngby-træner.

Kasper Hjulmand gør også op med forventningerne til og kritikken af Guardiola, da han blev ansat som cheftræner i klubben.
”Det er simpelthen bare ‘back to basics’. Det er det rene Barcelona-spil. Da Guardiola kom til, var der mange, der sagde, at nu skulle de til at spille mere 4-4-2. Men så er det fordi, man ikke kender Barcelona og Guardiola, for vi er tilbage til kernen af Barcelona-spillet nu,” siger en tydeligt passioneret Kasper Hjulmand.

”Jeg kan ikke forestille mig, at man indenfor en overskuelig fremtid ser, at de går på kompromis med den indstilling.”

Samarbejde mellem kæderne
Den fjerde grund til Barcelonas spillemæssige succes skal findes i kollektivet og samarbejdet mellem spillerne i de forskellige kæder. Thierry Henry er som forvandlet fra sin tid i Arsenal. I Barcelona er hans arbejdsområde ikke længere foran mål. Nu hører han til på venstrekanten, hvor han skal løbe mere end nogensinde før. Til gengæld holder venstrebacken Eric Abidal sig tilbage og sørger for, at der ikke bliver for meget plads bagved Thierry Henry. Modsat foregår det i højresiden. Lionel Messi bruger nemlig sin gennembrudsstyrke og guddommelige teknik til at udfordre ind i banen, hvor han formår at afslutte eller aflevere med begge ben. Dette giver så plads til brasilianske Daniel Alves, der næppe kan kalde sig selv højreback længere. Det rum på højrekanten, som Messi efterlader, udnytter Alves til eksplosive gennembrud til baglinjen. Et offensivt mønster, der indtil videre har resulteret i 11 assists fra Dani Alves’ fod. Samarbejdet mellem alle kæderne er altså en af nøglerne til Barcelonas glimrende spil.

”Det er helt vildt forenklet at tro, at når et hold scorer mange mål, så er det bare fordi, de har gode angribere. Det er helt afgørende, at bagspillerne har ro i spillet, og at de tør slå bolde ind til midtbanen. Det er helt afgørende, at de har en midtbane, der under pres kan vende spillet. Og det er helt afgørende, at angriberne lægger et hårdt pres, så man kan få fat i boldene igen. Det er sammenhæng, det handler om,” siger Kasper Hjulmand.

Forsvaret starter i angrebet
Og netop det ivrige presspil fra angriberne er det sidste nøglepunkt i dissektionen af Barcelonas succes. Sammenlagt har Thierry Henry, Lionel Messi og Samuel Eto’o i denne sæson begået flere frispark end forsvarsspillerne Carles Puyol, Rafael Márquez og Gerard Piqué.

”Det viser, at dyder omkring genpres og presspil i det hele taget har været meget afgørende. Det at være ydmyg for at spille med Barcelona-trøjen,” siger Kasper Hjulmand.

Sidste år var Thierrry Henry en skygge af sig selv, og de nådesløse spanske medier tøvede ikke med at kalde ham ”et levn fra fortiden.” Lionel Messi var momentvis fantatisk, men gik på grund af skader glip af for mange kampe. Samuel Eto’o blev offentligt uvenner med Ronaldinho og endte derfor på transferlisten.

I dag er de tre som forvandlede. Thierry Henry løber solen sort på venstrekanten, Lionel Messi holder sig - på grund af Guardiolas rotationssystem - skadesfri, og Samuel Eto’o var heldigvis for dyr til, at nogen klub ville købe ham. Samlet set har spilleglæden overstrømmet de tre musketerer, og selv Lionel Messi har nu forstået meningen med at jagte boldene. Som Josep Guardiola har sagt: ”Hvis du er verden bedste med en bold, skal du også være verdens bedste uden.”

Konklusionen er altså, at de tre angriberes i alt 87 mål ikke kun skyldes deres eget talent og målnæse. Der er adskillige grunde til, at både Henry, Messi og Eto’o i år har slået deres egne respektive scoringsrekorder. Den tidligere Barcelona-stjerne Hristo Stoichkov har sit bud på en forklaring.


”Hvad har Henry, Eto’o og Messi, der gør dem så specielle?,” spørger Stoichkov sig selv.

”Xavi, Iniesta og Alves bag sig. Præcis som Romario og jeg havde Laudrup, Eusebio og Bakero. Og så selvfølgelig Guardiola.”

[Fantomet]

Fra ydmygelse til storhed

Af Kåre Pedersen
Sakset fra http://www.information.dk/189941


Når spansk fodbold lige nu skal vise sig fra sin bedste side, toner FC Barcelona frem. I aften spiller holdet mod Real Madrid i et af fodboldens mest klassiske opgør. En kamp der samtidig skal slette ydmygelsen over dem alle
Drømmebold. Med stjernespillere på samtlige pladser - som uregerlige Iniesta i in fight med Valencias Miguel - bærer det nuværende FC Barcelona kimen til at blive det første rigtige drømmehold, der i kamp efter kamp spiller drømmefodbold.

Når FC Barcelona i denne sæson spiller bedst, har et spansk fodboldhold aldrig i nyere tid spillet bedre. Med kridtstreg under aldrig.

Det er vanskeligt at pille bestemte sekvenser ud på bekostning af andre, fordi så mange har været mindeværdige, og fravalgene har en kvalitet, andre hold vil gå gennem ild og vand for.

For at forstå katalanernes opblomstring er det derfor også mere givende at gå tilbage til en af de sorteste dage i FC Barcelonas historie.

Til den dag i sidste sæson, da en smældende ydmygelse uddelt af ærkerivalerne fra Real Madrid, satte det hele i gang.

Madrilianerne havde sikret sig mesterskabet, hvorefter skæbnen var så ubamhjertig og hård ved FC Barcelona, at de i den efterfølgende kamp skulle spille på Real Madrids hjemmebane, Bernabeu. Ubamhjertigt var det, fordi traditionen i spansk fodbold forlangte af FC Barcelona, at holdet inden kampen som en anden æresvagt skulle hylle Madrids mesterhold.

Her stod Barcelona-spillerne så og klappede sammenbidt, kun 50 meter fra den loge, hvorfra diktator Franco trofast fulgte Real Madrid, når han ikke var optaget af sit fascistiske projekt, der havde undertrykkelse af byen Barcelona som en af kernerne.

Anfører Carlos Puyol så ud som en forsmået fraggel i hovedet, træner Frank Rijkards små hårtotter strittede bittert og lignede mere shitlocks end dreadlocks, mens klubpræsident Lapota oppe på tribunen havde en mine, som havde et tyrehorn endegyldigt sat sig fast i hans bagdel.

Siden har rigtig meget blandt folk omkring FC Barcelona handlet om at komme tilbage til Bernabeu og give igen for denne ydmygelsernes ydmygelse. Et element der også - helt uden al virakken om det spanske mesterskab - garanterer drama, når de to hold i aften støder sammen.

Bedre end Galacticos
Ydmygelsen betød også, at træner Frank Rijkard blev fyret og erstattet med FC Barcelonas gamle midtbaneikon Josep Guardiola.

Frem for at satse på nyindkøb har Guardiola i stedet tilført FC Barcelonas traditionelle boldbesiddende stil et langt mere aggressivt element, hvor spillet uden bold er blevet lagt længere frem på banen, og presset på modstanderen bliver udført af den nærmeste spiller - uden skelen til, om han ellers er at regne som angriber eller forsvarer.

Danmarks største kender af FC Barcelona, Søren Wennerwald, taler derfor om, at Guardiola har genopfundet genpresset, fordi træneren efter hvert boldtab, i seks-syv sekunder, lader sine spillere bryde deres givne roller og prioriterer bolderobringen over deres normale placering.

Det har givet flere pudsige situationer, hvor Messi og Eto'o lidt klosset jagter modstandere rundt på banen. Men det virker. For Guardiolas ide om at bringe samme energi ind i modspillet som i opspillet er hele forskellen fra de sidste sæsoner til nu, hvor holdet i mange kampe spiller i randområdet af det sublime. Lige dér hvor skalaen knækker og bliver til drømmefodbold, og hvor det også kun er naturligt at sammenligne med tidligere spanske storhold. Hold som Cruyffs Barcelona-hold fra 1990'erne og Real Madrids Galacticos fra midten af årtiet.

'Cannonball'
Cruyffs FC Barcelona spillede drømmefodbold, men holdet var ikke et drømmehold i den forstand, at det var besat med store spillere på alle pladser. Spillere som Nadal, Sergi og Salinas fyldte godt på holdet, men de var også kun fyld sammenlignet med spillere som Laudrup, Stoichkov og Barkero.

Galacticos var omvendt et drømmehold, der ikke spillede drømmefodbold. Der var fantastiske kampe, men Real Madrid spillede i de sæsoner færre kampe på det allerhøjeste niveau, end FC Barcelona har spillet alene i denne sæson.

Med stjernespillere på samtlige pladser som uregerlige Iniesta, allestedsnærværende Alves og Messi, der vel er sin generations bedste overhovedet, bærer det nuværende FC Barcelona kimen til at blive det første rigtige drømmehold, der også i kamp efter kamp spiller drømmefodbold.

Skal man udpege svagheder på holdet, skal man udpege dem, som man udpeger den person, der løber langsomst på hurtige stafethold. Eller som man udpeger Julian 'Cannonball' Adderley, der selvom han var en fremragende saxofonist, stadigvæk var det svageste led på det hold af musikere Miles Davis samlede til indspilningen af Kind Of Blue.

FC Barcelonas 'Cannonball' Adderley er nok målmand Victor Valdez. Vel at mærke på trods af at han er den målmand i den spanske liga, der er gået færrest mål ind på.

Resultaterne mangler
Der vil naturligvis være dem der siger, at nærved og næsten, ingen mand slår af hesten. At Guardiolas FC Barcelona og det smukke spil ingenting er værd, hvis ikke holdet vinder en af de tre titler - det spanske mesterskab, pokalen og Champions League - holdet kæmper med om.

Skulle det gå sådan - og står katalanerne tilbage uden en eneste titel, når sæsonen er slut, ændrer det bare ingenting. Drømmeholdet har stadig spillet drømmefodbold i trekanter, der roterede om sig selv og vendte sig, så spidsen pegede mod publikums hjerte. Fodboldkampe med de søde drømmes træk. Som man alt for sent opdager ikke kan fastholdes, fordi de alt for hurtigt er forbi.

At lade manglende resultater overskygge det spil, svarer til at sige, at Citizen Kane er en dårlig film, fordi den ikke vandt en Oscar for bedste film. Så bytter man nemlig om på tæller og nævner og regner forkert. To streger under resultatet eller ej.

[Fantomet]

Sejr til de røde djævle

Skrevet af: Marco de los Reyes

Sakset fra http://www.onside.dk/node/33895


Onsdag aften afgøres det, om Manchester United eller FC Barcelona har Europas bedste hold.

Der er lagt op til en spændende og underholdende finale, når sæsonens to stærkeste mandskaber drøner ind i hinanden på Stadio Olimpico i den italienske hovedstad.

Denne artikels forfatter har ladet de to mandskaber ”duellere” mod hinanden en og en, og den samlede kamp vinder Manchester United med 7-4.

Det betyder ikke nødvendigvis, at ”de røde djævle” dermed vil være klart bedst i Champions League-finalen, men afgørende for 7-4-sejren er, at FC Barcelona må undvære Dani Alves og Eric Abidal på grund af karantæne samt den skadede Rafael Marquez.

Der er tale om de formodede startopstillinger. Der gives et point for en ”sejr”, og uafgjort findes ikke.

Målmand
Edwin van der Sar-Victor Valdes 1-0
En klar sejr til hollænderen. Han er på ingen måde fejlfri, men viser langt oftere end Barca-keeperen høj klasse og ofte sker det i de store kampe.

Højre back
John O’Shea-Carles Puyol 0-1
FC Barcelonas kaptajn har været meget skadet og har derfor i lang tid ikke haft sin sædvanlige stamplads i midterforsvaret. Men han formår næsten altid at yde sit maksimale, og det sker med garanti også i finalen. Lille sejr til manden med store hår, som faktisk afløser den karantæneramte Dani Alves.

Midterforsvarer
Nemanja Vidic-Yaya Touré 1-0
Stor sejr til serberen, der har været denne sæsons måske bedste midterforsvarer i verden. Yaya Touré er normalt en klassespiller på midtbanen, men rykker nok ned i forsvaret, hvor han ikke har samme klasse, fordi Rafael Marquez ikke bliver klar til at spille.

Midterforsvarer
Rio Ferdinand-Gerard Pique 1-0
Hvis Nemanja Vidic har været den bedste midterforsvarer i den sæson, har hans mere elegante makker nok været den næstbedste. Sikker sejr til ham over den tidligere Manchester United-spanier, der dog har udviklet sig meget i denne sæson.

Venstre back
Patrice Evra-Sylvinho 1-0
Suveræn sejr til Patrice Evra, der får oplevelsen af mange direkte dueller med Lionel Messi. Sylvinho er kun med, fordi Eric Abidal har karantæne.

Defensiv midtbanespiller
Michael Carrick-Sergi Busquets 1-0
”Den røde djævel” hører på mange måder til blandt truppens mest anonyme, men han har udviklet sig til en meget solid mand på den defensive midte og er først og fremmest på grund af sin stabilitet et hak bedre end Sergi Busquets.

Central/højre midtbanespiller
Anderson-Xavi 0-1
Xavi er langt foran Anderson. Xavi blev kåret til EMs bedste spiller i fjor og har været endnu bedre i år. Kan blive Barcas vigtige spiller i finalen, fordi Manchester-forsvaret er så stærkt, at Barca-angriberne får meget lidt plads.

Central/venstre midtbanespiller
Ryan Giggs-Andres Iniesta 0-1
Lille sejr til Andres Iniesta. Ingen tvivl om, at waliseren har haft en god sæson, men mon ikke masser af sympati var en del af forklaringen på, at han blev kåret til årets spiller i England – af kollegerne. Men han har p.t. ikke samme høje klasse som spanieren.

Højre wing
Ji-Sung Park-Lionel Messi 0-1
Her er det Lionel Messi, der er langt foran. Den lille argentiner er en af verdens to bedste spillere, men kan få det svært i finalen.

Venstre wing
Wayne Rooney-Thierry Henry 1-0
Meget smal sejr til Wayne Rooney, som vinder fordi han arbejder så hårdt og dermed fylder meget, selv om alt ikke lykkes. Thierry Henry har stadig høj klasse på sine bedste dage, men er ikke så dominerende som tidligere.

Forward
Cristiano Ronaldo-Samuel Eto’o 1-0
Sejr til Cristiano Ronaldo, som formentlig kommer til at være helt i front. Men uanset, hvor portugiseren spiller, er det for tiden kun Lionel Messi, der kan hamle op med hans niveau.

[Blaugrana92]

Meget fin artikel, men jeg har simpelthen aldrig kunnet se det fornuftige i at sætte det op spiller mod spiller. Et hold kan sagtens bestå af hvad man tidligere betragtede som middelmådige spillere, og alligevel nå til tops grundet et yderst velfungerende kollektiv - Wolfsburgs sæson i år er et ganske glimrende eksempel. Dermed også sagt at det ikke er sikkert spillerne ville fremstå helt lige så gode, hvis de kom til en klub der bærer mere præg af individuelle præstationer end holdpræstationer. Det hele går således op i en højere enhed når holdet fungere som helhed, mens der langt fra er garanti for succes hvis man bygger sit hold op omkring individualister som i forvejen har et relativt stort navn - Real Madrid er vel et åbenlyst eksempel på netop dette. Min pointe er sådan set blot at en sådan analyse af to hold ikke er til nogen nytte. Der er ganske enkelt ikke garanti for at eksempelvis Yaya Touré ville fremstå så god som han gør, hvis han spillede for et andet hold. Desuden er det også håbløst at stille to hold op mod hinanden på denne måde, da hver spillers rolle er forskellig fra hold til hold og måske endda kamp til kamp. Men som sagt - fin artikel, og jeg er ganske enig i vurderingen, lige med undtagelse af Henry vs. Rooney! ;)

[Fantomet]

Bravo, Pep!

Af Thomas Færch Kvist

http://www.tipsbladet.dk/blog/thomas-fa ... -bravo-pep


Maj måned er afgørelsens måned i fodboldverdenen.

Og derfor skal der også spyttes en pæn omgang lykønskninger ud i spalterne i disse uger. Denne fredag er ingen undtagelse.

Det største bravo skal selvfølgelig lyde for FC Barcelona.

Og for Pep Guardiola i særdeleshed.

Det er intet mindre end sensationelt, hvad han har udrettet i sin første sæson som træner på det højeste niveau. Med sejren over Manchester United i Champions League-finalen skriver Pep fra Santpedor sit navn ind i et lille eksklusivt selskab af trænere, der har formået at vinde tre trofæer i en sæson.

Barcelona-træneren starter såmænd også sin egen lille lukkede loge ved at være historiens første træner, der vinder Champions League, mesterskab og pokaltitel i sin første sæson som træner på fodboldens øverste etage. Det er grænsende til at være bizart.

Tænk engang. Sir Alex Ferguson skulle bruge cirka 13 år på at vinde sin Treble med Manchester United. Pep Guardiola skulle kun bruge små 11 måneder på at vinde sin.

Derudover kan Laudrups tidligere protege fra Barcelonas originale Dream Team også glæde sig over at være den første træner, der fører et spansk hold til tre store titler. Og for ligesom at fuldende statistikken skal det også siges, at Pep er den tredje yngste træner i historien til at vinde Mesterholdenes Turnering.

Pep Guardiolas succes som fodboldtræner har rod i hans egen baggrund. Han er produktet af sin egen arv. Josep Guardiola har selv en stor karriere som spiller i Barcelona bag sig, hvor han er formet og skolet af Rexach/Cruyff-ideologien. Pep er flasket op med offensiv, berusende fodbold. Han bærer Barcelona i blodet.

Det er de værdier og den stolthed, han har bygget sit treble-vindende Barcelona-mandskab efter. Og det er en opskrift, der virker. Guardiola har haft held til at tænde den indre ild i en flok spillere, der under Frank Rijkaard til sidste lod til at være mere motiverede på dansegulvet end på træningsbanen.

Sådan er det ikke længere. Guardiola har fået kulturen tilbage på fodboldsporet.

Og det høster han frugterne af nu. Sølle 11 måneder inde i sin trænerkarriere. Hvad kan det ikke blive til?

[Fantomet]

Houdini med bolden


30. maj 2009.

Skrevet af: Bo Kampmann Walther
http://www.information.dk/192756


Iniesta er fodboldens Houdini. Barca lader, som om de spiller med offensive fløje (men det gør de ikke). Og deres dominans på midtbanen skyldes, at de træner Piggy in the middle. Og ta'r det alvorligt

Så skete det. FC Barcelona, Los Blaugrana, fik en vaskeægte Treble. Først guldet i den hjemlige Primera Division, som blev cementeret med ydmygelsen af rivalerne fra Real Madrid med hele 2-6.

Videre til noget, der mest af alt lignede showfodbold med sejren over Athletic Bilbao på Mestalla i Valencia i årets Copa del Rey-turnering.

Og nu onsdag aftens triumf i Rom, hvor mytologiske Stadio Olimpico lagde spritnyt græs til katalanernes 2-0 over de forsvarende Champions League-mestre Manchester United.

Et mål i hver halvleg: først Samuel Eto'o efter bare 10 minutter - og et presspil fra United og Cristiano Ronaldo, som med lidt held sagtens kunne have tippet matchen i en helt anden retning - og en time senere en overraskende hovedstødsscoring fra UEFA's Man of the Match, Lionel Messi.

Foregik kampen i et opskruet tempo? Lignede den et klassisk opgør mellem Liverpool og ManU? Var der dyst om herredømmet på den defensive midtbane? Lurede de enlige spydspidser konstant på tærsklen af offside? Fire gange nej.

Bortset fra de første ti minutter og en halvhjertet indsats her og dér lukkede Barca aldrig United ind i kampen. Josep 'Pep' Guardiolas tropper ejede præmisserne.

Der er mange grunde til, at de sejrede i Rom. Messi er en Gud, der afdribler modstandere og kreerer fuldtræffere efter behag, siger nogle. Xavi Hernández Creus og Andrés Iniesta er klodens bedste midtbaneduo. Det har de ret i, og det vender vi tilbage til.

Her er tre svar: Iniesta er fodboldens Houdini. Barca lader, som om de spiller med offensive fløje (men det gør de ikke). Og deres dominans på midtbanen skyldes, at de træner Piggy in the middle. Og ta'r det alvorligt.
Flere tænder på klingen

Når det gælder fysik, burde spanierne rende rundt med mindreværdskomplekser. Prøv at sætte Messi, Xavi og Iniesta op over for Uniteds Nemanja Vidic og Rio Ferdinand.

Messi er 169 cm, Iniesta ligeså, mens Xavi er trioens højeste med 170 cm. Til sammenligning måler jugoslaven Vidic 188 cm over for 'Ferdys' 187. Desto mere grund til at forbløffes over Messis header, der udplacerede Edwin van der Sar (197 cm) til 2-0.

Argentineren var totalt umarkeret, og hvad angår springkraft, som i momentet klart overgik Uniteds midterforsvar, er konklusionen simpel fysiologi: Når Messi skal fjedre kroppen op i luftrummet, skal 60 kilo mobiliseres. Sådan noget skaber bjergkonger i cykelløb og romerske Champions League-konger. Alle taler om Messi, og hele tiden sammenlignes der med Cristiano Ronaldo. Hvem er bedst? Hvem er mest udviklet? Hvem har lige nu det største potentiale? Målt på hurtighed er de begge uforlignelige, men hvor Ronaldo bruger overkroppen til kraftfuldt at pumpe resten af muskulaturen fremad - og han kan løbe fra de fleste - dér har Messis antrit en markant højere kadence. Messi har flere tænder på klingen, så at sige.

De er begge uhyggeligt gode driblere. Man kan hævde, at deres driblekunst oftest sker i et forceret tempo, og derfor er der stadig et lille stykke vej til Zinedine Zidanes hedengangne format: Dén mand ku' jonglere med benene og bolden i slowmotion.

Og så er hverken Messi eller Ronaldo verdens bedste spiller lige nu. Det må være Iniesta, fodboldens Houdini. Pt. er der ingen, der som den 25-årige spanier kan sno sig ud af fjendeterræn. Omgivet af en hob modstandere og uden vilde fagter og kokette spark i haserne, mens dommeren kigger væk, men udelukkende med kropsbeherskelse, intelligent her-og-nu-fortolkning af pasningsmulighedernes geometri og et genialt blik for de bittesmå affyringsramper, der pludselig føder målchancer og overrumplende løb i dybden, dér regerer den ligblege Iniesta.

Tydeligst er tricket, som i dag er fast pensum på Barcas fodboldakademi, La Masia, når det foregår ved den fjerneste sidelinje, dén, man næsten ikke kan se. Iniesta omringes, nu skal han ned med nakken og bolden hapses, og få sekunder senere er fjenderne viklet ind i hinanden, og Iniesta danser videre med bolden. Det er Houdini uden lænker og vandbeholdere.
Tålmodigt belejrende

Barca spiller ikke med fløje, selv om det ser sådan ud. Udgangspunktet er en nyklassisk 4-3-3-formation (eller 4-1-2-3, når Rafael Márquez er med) med Thierry Henry, Eto'o og Messi på toppen. Bortset fra Henry, der ynder at lægge sig lidt mere fast i positionen, er Eto'o og Messi frit udskiftelige og har stort set hele banens øverste trekant som arbejdsdomæne.

United (og Valencia på en god dag) kan også godt lide at rotere og operere med en forward-løs formation, men forskellen er, at United baserer det opbyggende spil på mindst to defensive midtbanespillere og mindst én fløj, der kan sprinte fra alt og alle.

Prøv så lige at gøre pasningerne ti meter kortere, sænk tempoet, fjern de offensive fløje, der sprinter over halve banelængder (Dani Alves var jo heller ikke med i finalen), og flyt det tålmodigt belejrende spil langt op på den offensive fjerdedel. That's Barca.

Fløje, der egentlig ikke er fløje, men dynamiske spilpositioner, hvor andenrækken kan løbe og drible indenom i dybden, eller forvirre fjendens firebackkæde og skabe huller inde i midten.

Kombiner da disse simulationsfløje med Iniestas houdinisme - og hans telepatiske kontakt med Xavi - og resultatet er et kollektiv af unikke individualister med Iniesta som dirigent og sol.

I Rom spillede Barca Piggy in the Middle, og United blev konstant bremset i deres iver efter lynsnar kontra og kommandoraids på flankerne.

Reglerne er simple: 'Grisen', altså modstanderen, er placeret i midten af en cirkel (som selvfølgelig i kampens hede er mobil) og skal forsøge at få fat i bolden. De andre, som er placeret langs periferiens bue, må kun aflevere, ikke flytte sig. En variant er dog, at spillere efter 4-5 pasninger må skifte position efter et aftalt mønster. Bolden får ny ejermand, enten hvis grisen snupper den, eller en medspiller ikke får afleveret videre.

Og sådan så mindst halvdelen af anden halvleg ud. That's Barca.

Tricket handler ikke så meget om sublime pasninger henover banens bredde, men langt mere om afværgemekanismer og små, næsten usynlige, positionsskift. Hele tiden de dér trekantsbevægelser, der krystalliserer sig som DNA-strenge frem og tilbage i stadions bredde og længde, og hele tiden som en elastik, der svirper ud fra Xavis eller Iniestas fødder.

I dét spil - houdinisme, fløjløse fløje og dynamisk smørhulsfodbold - lignede Ronaldo en indespærret gazelle.

Og United må have følt sig som Store Stygge Ulv, der pruster og stønner og banker på grisenes ydmyge trædør: Her kommer du bare ikke ind, makker. Her trænes.

[Fantomet]

Gerard Pique - Piquénbauer
sakset fra http://www.indkast.dk/index.php?nyhed=54003

Af Casper Roslyng


Catalansk mester, skolet i Manchester United.

Lørdag d. 23. maj 2009. Barcelona har netop modtaget pokalen foran et fyldt Nou Camp. Pokalen, der symboliserer at de er spanske mestre, bliver løftet mod den catalanske aftenhimmel til stor jubel blandt klubbens spillere og fans. Der er dog en der skiller sig ud, en der ser ud til at være ekstra glad. På stadionets storskærm kan man se nærbilleder af Gerard Piqué, der konstant hopper rundt og jubler. Da han modtager mikrofonen for at sige nogle æresord til hjemmepublikummet, kvitterer han med at synge slagsange. Hele Nou Camp er hans kor, ligesom de knap hundredetusinde tilskuere er hans statister, da han bagefter starter en ’tilskuerbølge’ rundt på stadion.

Denne majaften i det catalanske er det glemt, at Gerard Piqué skiftede gratis til Manchester United i de tidlige ungdomsår. En ekstraordinær første sæson med tre titler har givet ham heltestatus i Barcelona, og han betragtes stadig af hjemmepublikummet for at være ”en af deres egne”. Den efterfølgende onsdag sikrede Piqué den sidste tilgivelse. Netop Manchester United blev besejret i Rom, og Piqué satte ikke et ben forkert gennem hele kampen. Piqué skiftede væk fra Manchester United for at få mere spilletid, nu har han knapt et år senere slået dem i Champions League-finalen.

Skiftet fra Manchester United tilbage til Barcelona blev en realitet efter Alex Ferguson indså, at Piqué ikke ville udgøre en trussel mod Ferdinand/Vidic. Om denne spådom siger Gerard Piqué:

- På det tidspunkt var vi alle enige om, at jeg skulle skifte. Beslutningen blev i ligeså høj grad taget af Sir Alex og Manchester United som Barcelona og mig selv. Jeg vil ikke sige, at han ( Ferguson ) tog fejl, han gjorde bare hvad han troede var det rigtige på det tidspunkt, er Piqué citeret for at sige til Independent.

På trods af at Gerard Piqué stod bag det stærke makkerpar i køen om spilletid, fortryder han ikke årene i Manchester United.

- For mig er der ingen fortrydelse omkring min tid i Manchester. Det var der, jeg blev gjort til en spiller. Da jeg ankom til Manchester havde jeg allerede lært så meget om den tekniske del af spillet i Barcelona. Men i England er andre aspekter mere vigtige. Ting som at kunne behandle bolden i luften og at bruge din kropsstyrke. Måske er de styrker ikke så vigtige i den spanske liga, men når vi står overfor andre hold i Europa, hjælper det holdet utroligt meget, fortsætter Gerard Piqué til Independent.

Allerede som ung spiller havde Gerard Piqué et stort potentiale, og han var en af de bærende kræfter på et potentielt Barca ungdomshold. Blandt de talentfulde holdkammerater løb også en ung Cesc Fabregas rundt. Derudover har Piqué optrådt på samtlige de spanke ungdomslandshold. Gerard Piqué’s tidligere ungdomstræner i FC Barcelona Rodolf Borrell udtaler til klubbens hjemmeside:

- Gerard Piqué er den perfekte forlængelse af træneren på banen. Han har siden han var helt ung været i stand til at læse alle spilsituationer godt, siger Borrell og kalder Piqué for den fødte leder. Desuden roser han den unge spillers intelligens og taktiske kunnen.

Kombinationen af at have modtaget den tekniske træning i Barcelona og den mere fysisk hårde træning i Manchester, gavner helt sikkert den elegante forsvarsspiller i dag. Inden hans gennembrudssæson i Manchester United var han lejet ud i en enkelt sæson til Real Zaragoza. Dermed blev den spanske spillestil holdt ved lige for den 1,92 cm høje midtstopper.

I starten af sæsonen lignede Barcelona et hold der skulle overleve udelukkende på de offensive kvaliteter, men forsvaret og ikke mindst Piqué er vokset over hele sæsonen.

I den livsvigtige sæsonafslutning var han, grundet skader og karantæner, Guardiola’s foretrukne valg på holdkortet. Billeder af en jublende Piqué efter 6-2 scoringen mod Real Madrid og en Piqué der gik forrest i CL-semifinalen mod Chelsea på Stamford Bridge står printet på nethinden. Ingen tvivl om at Gerard Piqué nu optræder i den trøje, hans hjerte brænder for. FC Barcelona-trøjen.

Han har mulighed for at blive en stærk fremtidens mand for Barcelona, men også på det spanske landshold, hvor han debuterede d. 6. februar i år. Hvis Gerard Piqué kan fortsætte den positive udvikling, behøver Barcelona’s fans måske ikke længere frygte den dag, hvor Carlos Puyol siger stop. En ny catalansk helt er født. Gerard Piquénbauer.

[Mander]

Barcelonas beskidte bagside

Af Kim Michelsen for Tipsbladet

http://www.tipsbladet.dk/nyhed/generell ... -bagside-0

FC Barcelona har vundet mange neutrale fodboldtilhængeres hjerte med sit non-kommercielle velgørenhedsimage og Unicef på trøjen, men den smukt spillende treble-vinder har også en skyggeside. Langt mod øst på Usbekistans stepper ligger en klub ved navn FC Bunyodkor.

"Barcelonas sværeste kamp" står der på en af de kampagneplakater for Unicef, som FC Barcelona lægger sit gode navn og rygte til.

På plakaten står et ensomt afrikansk barn med triste øjne.

Det er svært at redde hele verden, men FC Barcelona vil gerne gøre et forsøg. I det mindste har katalanerne i egen selvforståelse reddet fodbolden ved at satse på en bæredygtig udvikling af egne talenter, suppleret med få udenlandske verdensstjerner.

Sponsoraftalen med Unicef på trøjen, som Barcelona betaler til istedet for at modtage penge af, er et af eksemplerne på, hvordan Barcelona gerne vil fremstå i offentligheden. Med overskud til at hjælpe mennesker i nød.

Glansbilledet krakelerer imidlertidig fuldstændig ved at kaste blikket mod øst til Barcelonas venskabsklub i Usbekistan.

Fængsel og tortur

Her har præsident Islam Karimov siddet på magten siden republikkens uafhængighed ovenpå Sovjetunionens kollaps i 1991. Ifølge menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch driver Karimov et land, som fængsler og torturerer anderledes tænkende og ikke er i nærheden af at være et demokrati.

Befolkningen er ludfattig med en gennemsnitsløn på 1.100 kroner om måneden, arbejdsløsheden er på 40 procent, og en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen.

Alt imens sidder en lille elite på undergrundens enorme olie,- gas- og energireserver.

Blandt dem er Karimov og hans datter Gulnara Karimova, som er leder for selskabet Zeromax med hovedsæde i Schweiz. Herfra starter pengestrømmen til FC Barcelonas legekammerat FC Bunyodkor.

Det er altså regeringspenge, som regimet bruger til at finansiere drømmen at skabe en asiatisk pendant til FC Barcelona, og drømmen er indtil videre godt på skinner.

FC Bunyodkor eksisterede ikke for fire år siden, men rykkede op to år i træk og vandt i sidste sæson The Double og nåede semifinalen i den asistiske Champions League.

"Som at handle med Hitler"

FC Barcelona fungerer som samarbejdspartner ved at give PR til regimets klub og sende sine spillere på promotiontur derovre. Sidste år var Carles Puyol, Andrés Iniesta og Xavi et smut forbi og undervise på Bunyodkors fodboldskole.

Der gik endda rygter om, at Samuel Eto'o havde underskrevet en kontrakt med Bunyodkor for at spille to-tre måneder om sommeren. Pris: 25 millioner dollars plus en Mercedes. Eto'o takkede dog nej.

Men at FC Barcelona, som har en trøjesponsor-aftale med Unicef, er involveret i FC Bunyodkor, og på den måde bidrager til at støtte det usbekiske regime, finder Storbritanniens tidligere ambassadør i landet, Craig Murray, forkasteligt.

- Jeg væmmes ved det. Det ville svare til at samarbejde med Adolf Hitler og reklamere for en Berlin-klub i 1930'erne. Det er virkelig utroligt, selv i den pengegriske fodboldverden, at man kan være så blind over for moral.

________________________________________________________

Egen kommentar til artiklen: Kim Michelsen har åbenbart et horn i siden på Barcelona, siden han prøver at svine os til via vores venskabsklubber. Ud over, at ledelsen næppe har tænkt "Hurra! Lad os støtte regimet i Uzbekistan!", så synes jeg det står meget uklart, hvorfor det lige netop er Barcelona der skal holdes ansvarlige for, at regeringen pumper penge i FC Bunyodkor. Der er vel næppe nogen, der er af den opfattelse, at Puyol, Xavi og Iniesta fungerer som internationale galleonsfigurer for Uzbekistan, når styret skal legitimerer sig selv? Tværtimod kunne det jo være, at Barcelonas samarbejde gav bare nogle få uzbekere håbet om at kunne leve af fodbold, i stedet for at melde sig blandt de 40 % arbejdsløse...

[Fantomet]

Jeg går udefra at forfatteren Kim Michelsen har været herinde og fået opsnuset om Barcas forhold til FC Bunyodkor... Har Flat ikke postet linket herinde, vil Kim ikke have skrevet denne artikel på tipsbladet.dk. Blot mit gætteri...

Helt personligt synes jeg at det er en fin artikel, men forfatteren har allerede glemme hvad andre topklubberne foretager sig. Barca er ikke den eneste der er i gråzonen..

-Hvad med Chelsea og deres oliepenge? Er de bedre?

-Hvad med Real Madrid og deres forhold til den spanske regering? De betalte Real Madrid for deres træningsanlæg for cirka 1 mia. kr. Er de bedre?

-Hvad med AC Milan og deres præsident Berlusconi? Er de bedre?

Hvad med de amerikanske klubejere i Premier League? Er de bedre?