Re: Off topic-tråden
: ons sep 01, 2021 6:59 pm
Hej Lopez. ( Og alle i andre herinde, som også læser med 
)
Jeg svarer dig først tilbage nu fordi, jeg de sidste par dage har været stresset og rigtigt ked af det. Den korte historie handler om, at jeg i 4 år nu har været fanget i Jobcenterets fuldkommen ligegyldige behandling af min sag. Jeg er, som sagt paranoid (har endda papir på det), og det har virkelig været en enorm udfordring at få jobcenteret til at respektere dette.
Jeg har lige fra begyndelsen af sagt, at jeg meget gerne ville arbejde 30 timer om ugen, men at det er angst fremkaldende for mig, at søge arbejde selv, da jeg føler mig enormt utryg ved et arbejdsmarked, hvor jeg ingen uddannelse eller anciennitet har. Jeg vil gerne arbejde i et køkken med madlavning, men har tidligere været So. Su. hjælper. Jeg frygter at komme i den situation, hvor jeg ikke kan betale min husleje. Og jeg har været hjemløs 3 gange tidligere inden for de seneste 11 år og ved hvor stressende det er og hvor usundt, det er for min paranoide tilstand.
Jeg har tidligere de sidste 4 år bevist flere gange, at jeg godt kan arbejde 30 timer om ugen, selvom jeg er paranoid og i 2019 fik jeg en fin udtalelse fra Radiometer, hvor jeg havde været i praktik i deres køkken, som bakkede op, at jeg var ARBEJDSPARAT. I 2020 var jeg på et 6 ugers kursus på Kokkeskolen i Valby, 37 timer om ugen, dette gik også fint.
Jeg har hele tiden holdt på, at jeg gerne ville i et praktikforløb, hvor jeg så kunne blive ansat, hvis jeg ellers ydede en god indsats - og dette er også, hvad man har lovet mig et stykke hen ad vejen. Men efter at jeg havde været på Radiometer i 2019, så ville jobcenteret have, at jeg selv skulle søge arbejde. Så skrev jeg et klagebrev og i svaret lød, at man GERNE ville hjælpe mig med en praktikplads, jeg skulle blot have tålmodighed. Det at være i praktik FØR man bliver ansat et sted, er det mest betryggende for mig - og for mig handler en ansættelse først og fremmest om TRYGHED.
Nu er der så gået snart 2 år siden dette klagebrev og 4 år alt i alt - på jobcenteret vil man vil stadig have, at jeg selv søger arbejde og man er begyndt at tale om flex job (max. 20 timer ugentligt) og ressource forløb ( som man typisk giver til folk med arbejdsskader) og førtidspension. Jeg føler at jeg er ved at drukne i et kæmpesort umenneskeligt system, som ikke tager individuelle behov seriøst og som ikke vil anerkende min paranoia. Enten skal jeg være som de andre og søge job på almindelig vis - eller også, så skal jeg gøres meget mere syg end jeg er (Førtidspension). Man vil ikke respektere, at jeg godt kan arbejde 30 timer om ugen, selvom jeg er paranoid. Man vil ikke give mig chancen!
Jeg føler at jeg drukner.
Ps. Og i øvrigt tænker jeg, at der er mange andre end mig, der har nogle af de samme oplevelser med Jobcenteret.
Og ja, jeg vender tilbage senere med mine tanker om travlhed og samfundets paranoia (promise) jeg skulle først lige have
lettet mit hjerte.
)Jeg svarer dig først tilbage nu fordi, jeg de sidste par dage har været stresset og rigtigt ked af det. Den korte historie handler om, at jeg i 4 år nu har været fanget i Jobcenterets fuldkommen ligegyldige behandling af min sag. Jeg er, som sagt paranoid (har endda papir på det), og det har virkelig været en enorm udfordring at få jobcenteret til at respektere dette.
Jeg har lige fra begyndelsen af sagt, at jeg meget gerne ville arbejde 30 timer om ugen, men at det er angst fremkaldende for mig, at søge arbejde selv, da jeg føler mig enormt utryg ved et arbejdsmarked, hvor jeg ingen uddannelse eller anciennitet har. Jeg vil gerne arbejde i et køkken med madlavning, men har tidligere været So. Su. hjælper. Jeg frygter at komme i den situation, hvor jeg ikke kan betale min husleje. Og jeg har været hjemløs 3 gange tidligere inden for de seneste 11 år og ved hvor stressende det er og hvor usundt, det er for min paranoide tilstand.
Jeg har tidligere de sidste 4 år bevist flere gange, at jeg godt kan arbejde 30 timer om ugen, selvom jeg er paranoid og i 2019 fik jeg en fin udtalelse fra Radiometer, hvor jeg havde været i praktik i deres køkken, som bakkede op, at jeg var ARBEJDSPARAT. I 2020 var jeg på et 6 ugers kursus på Kokkeskolen i Valby, 37 timer om ugen, dette gik også fint.
Jeg har hele tiden holdt på, at jeg gerne ville i et praktikforløb, hvor jeg så kunne blive ansat, hvis jeg ellers ydede en god indsats - og dette er også, hvad man har lovet mig et stykke hen ad vejen. Men efter at jeg havde været på Radiometer i 2019, så ville jobcenteret have, at jeg selv skulle søge arbejde. Så skrev jeg et klagebrev og i svaret lød, at man GERNE ville hjælpe mig med en praktikplads, jeg skulle blot have tålmodighed. Det at være i praktik FØR man bliver ansat et sted, er det mest betryggende for mig - og for mig handler en ansættelse først og fremmest om TRYGHED.
Nu er der så gået snart 2 år siden dette klagebrev og 4 år alt i alt - på jobcenteret vil man vil stadig have, at jeg selv søger arbejde og man er begyndt at tale om flex job (max. 20 timer ugentligt) og ressource forløb ( som man typisk giver til folk med arbejdsskader) og førtidspension. Jeg føler at jeg er ved at drukne i et kæmpesort umenneskeligt system, som ikke tager individuelle behov seriøst og som ikke vil anerkende min paranoia. Enten skal jeg være som de andre og søge job på almindelig vis - eller også, så skal jeg gøres meget mere syg end jeg er (Førtidspension). Man vil ikke respektere, at jeg godt kan arbejde 30 timer om ugen, selvom jeg er paranoid. Man vil ikke give mig chancen!
Jeg føler at jeg drukner.
Ps. Og i øvrigt tænker jeg, at der er mange andre end mig, der har nogle af de samme oplevelser med Jobcenteret.
Og ja, jeg vender tilbage senere med mine tanker om travlhed og samfundets paranoia (promise) jeg skulle først lige have
lettet mit hjerte.
