fcbarcelona.dk

Flax_Generous skrev:Atrocity Exhibition er suverænt. Det er sådan det ville lyde hvis Joy Division lavede hiphop. Jeg er også tilbøjelig til at kalde det årets hiphopudgivelse (honorable mentions til hookmaskinerne Rae Sremmurd, Young Thug og Kanye).

Jeg tror mere jeg tænker Pixies, pga den uforudsigelighed der prægede deres gode albums og den måde Black Francis' brugte sin vokal på. Nogle gange på grænsen til det maniske.

Temamæssigt er den helt sikkert beslægtet med Joy Division, hvilket også er derfor har har navngivet albummer derefter. Det er utroligt at en kunstner som Danny Brown umiddelbart ved førstehåndsindtryk virker som en af de platteste rappere, hvis man kun kender ham fra sine bangers, men i virkeligheden er en af de mest innovative og intelligente på scenen. Jeg er stor fan og glæder mig til at gense ham i Pumpehuset inden de røvhuller nedlægger det.

Mange gode nye plader for tiden!

Gruff Rhys står bag en af dem!

Jeg er virkelig, virkelig overrasket over den nye Pixies plade. Den er godt nok langt bedre end jeg havde forventet - mine forventninger var dog også MEGET lave efter deres komplet elendige Indie Cindy EP.

Nå ja, fik også lige købt Funeral (Arcade Fire) og Houdini (The Melvins) på LP i weekenden. Begge nye.

Jeg var ikke så hooked på den, men jeg må give den en chance til så.

Den nye Bon Iver er til gengæld god. Weird, men god.

Må jeg tjekke imorgen!

Ja, den er virkelig god. Synes det fungerer vildt godt at den er så organisk og u-organisk på samme tid. Yndlingsnummer: Creeks.

Fedt med Funeral, zqa. Den skal jeg snart høre igen, kan jeg mærke!

Jeg nåede til 3 nummer af Bon Ivers plade. Creeks. Så døde jeg indeni.

Funeral er altid et dejligt genhør.

Come on zqa, giv dig selv noget credit. Du har altid været død indeni.


Sent from my iPad using Tapatalk

zqa skrev:Jeg nåede til 3 nummer af Bon Ivers plade. Creeks. Så døde jeg indeni.

Det er bestemt heller ikke et album, jeg ville kalde zqa-venligt. Men det er godt. Det kommer til at ende højt på min liste over bedste udgivelser i år. Det er rørende på en mærkelig måde. Lidt ligesom Kid A, selvom det selvfølgelig er blasfemisk og forkert at sammenligne de to, for Kid A er noget af det bedste musik nogensinde.

Jeg er i øvrigt også glad for "715 - CRΣΣKS," men jeg forstod nok først de mere uorganiske numre, efter jeg havde dyrket de mere traditionelle numre som f.eks. "29# Strafford APTS" og "00000 Million." Det er på samme tid et meget indbydende og afvisende album.

Jeg er stadigvæk ikke blevet overbevist af den gode Bon Iver, og det kommer flere lyt nok ikke til at ændre ved.

Jeg er generelt ret irriteret over, hvor dårligt mange af sangende lyder, når volumen ikke er relativ lav. Specielt en sang som Deathbreast lyder forfærdelig ved lidt højere lyd. Derudover er jeg også en smule træt af, at høre hans mekaniske vokal blive brugt på samme skabede måde igen og igen. Her er Creeks egentlig et godt eksempel. Jeg er nok mest til de organiske numre, men det hænger også sammen med, at flere af de "uorganiske" sange simpelthen lyder mere eller mindre ufærdige.

Albummet skal nok indfinde sig på årets top 20, men jeg havde krydset fingre for meget mere.

Er der andre end mig, der skal ind og se The Cure på fredag? :)

Der er meget at sige om albummet, men det mest imponerende er efter min mening, hvor eminent lydsiden matcher det lyriske univers: Forvirring, usikkerhed, indre konflikter, og så de der momenter af dybfølte og jagende højder. Det er bare godt lavet. Det er måske ikke vildt catchy, og jeg kan sagtens forstå, hvis man bliver frastødt af alt det syntetiske. Men det rammer sgu mig et sted, jeg ellers troede jeg havde gemt godt og grundigt væk.

Ialocin skrev:Er der andre end mig, der skal ind og se The Cure på fredag? :)

Jeg skal. zqa skal også. Jeg glæder mig sygt meget. Deres sætlister fra koncerterne i Norge og Sverige er så fede.

Har hørt den igennem en gang og det var nok for mig. Det er ærgerligt for kunne ellers rigtig godt lide den første plade. Nummer 2 var også til tider god men kunne godt mærke at han var ved at tage det steder hen hvor jeg ikke kunne følge med. Det er så sket nu.

Jeg har det derimod dejligt med den nye akustiske jack White skive. Og så har jeg kastet mig over torches katalog som også virker ret spændende.

For mig er den helt store genistreg ved Bon Iver-albummet friktion. Der er nødt til at være nogle understrømme og noget modspil til spillen-akustisk-guitar-med-tommelfinger-singer/songwriter-hyggen. Netop kontrasterne i lydbilledet afholder det, for mig, for at blive for pænt/hyggeligt. Det er den slags spænd der gør at jeg bliver ved at lytte til de samme plader. Jeg elsker det fragmenterede og at man selv bliver inddraget i forhold til at "samle puslespillet". Og så synes jeg bare der er noget vidunderligt sørgmodigt over hans brug af vocoder.

JonasV skrev:For mig er den helt store genistreg ved Bon Iver-albummet friktion. Der er nødt til at være nogle understrømme og noget modspil til spillen-akustisk-guitar-med-tommelfinger-singer/songwriter-hyggen. Netop kontrasterne i lydbilledet afholder det, for mig, for at blive for pænt/hyggeligt. Det er den slags spænd der gør at jeg bliver ved at lytte til de samme plader. Jeg elsker det fragmenterede og at man selv bliver inddraget i forhold til at "samle puslespillet". Og så synes jeg bare der er noget vidunderligt sørgmodigt over hans brug af vocoder.

Meget enig. Jeg ville kede mig uden friktionen. Og så matcher det jo som sagt det lyriske tema om en personlig krise. Man kan føle usikkerheden, sjælesygen og konflikterne i alle elementer af albummet.